Læger i solopraksis har flere patienter

En større andel af flermandspraksisser vil ikke give flere danskere adgang til en praktiserende læge eller øge patienttilfredsheden. Det viser en analyse fra Praktiserende Lægers Organisation, PLO, som sammenligner de forskellige praksistyper.

Læger i solopraksis har flere patienter per læge end både kompagniskabspraksis og delepraksis. En sololæge har i gennemsnit 1753 patienter, mens en kompagniskabspraksis har i gennemsnit 1614 patienter per læge. I delepraksis er der 1712 patienter per læge.

Solo-lægerne har også mere personale: 1,9 ansatte per læge, mens en kompagniskabspraksis har 1,6 ansatte per læge. I PLO er man let overrasket over analysen, fordi tallene så tydeligt maner nogle livskraftige fordomme i jorden.

»I PLO har vi altid kæmpet for sololægens eksistens og det specielle, som sololægen kan. Men vi havde ikke troet, at vi ligefrem havde data, der kan bruges som modargument i nogle af de her politiske diskussioner, hvor der i øjeblikket er stor fokus på flere faggrupper i almen praksis, og hvor vi ofte møder synspunktet, at sololæger ikke kan uddelegere og bruge personale,« siger formand for PLO, Christian Freitag, til Dagens Medicin.

Den politiske målsætning om at øge andelen af flermandspraksisser blev formuleret i juni 2018 af den daværende regering i udspillet "En læge tæt på dig", som opstillede en række mål for almen praksis, herunder at 70 procent af landets praksisser skulle være flermandspraksisser i 2020. I 2025 skulle andelen stige til 80 pct og i 2030 til mindst 90 pct.

Men de nye tal viser, at der ikke er belæg for at flere flermandspraksisser vil forbedre det nære sundhedsvæsen, mener PLO, som også angriber selv grundlaget for planen.

I udspillet er andelen af solopraksisser opgjort til 48,7 procent, men i realiteten indgår halvdelen af sololægerne allerede i faglige fællesskaber med andre læger i såkaldte "samarbejdspraksisser", som har adskilt økonomi, men i varierende grad kan dele lokaler, udstyr og medarbejdere, ligesom lægerne gør i en kompagniskabspraksis eller en delepraksis.

Det er derfor misvisende at tale om, at omkring halvdelen af landets praktiserende læger arbejder i solopraksis, mener PLO. I realiteten er der kun omkring 25 procent rene sololæger, så 2020-planene er allerede indfriet - i det omfang det skulle være et mål i sig selv at skabe flermandspraksisser.

Praksistyperne er også blevet sammenlignet på patienttilfredshed, som er ensartet høj over hele linjen uafhængigt af praksistype. PLO-analysen har desuden set på muligheden for patienttilgang, og heller ikke på det punkt kommer sololægen ud i den tunge ende. 70 procent af solopraksisserne har lukket for tilgang, mens det gælder 78 procent af delepraksisserne. Kun 58 procent af kompagniskabspraksisserne har lukket for tilgang, men her er man i gennemsnit også kun med det yderste af neglene over de 1600 patienter, som er grænsen for at en læge må lukke for tilgang.

»De forskellige karakteristika betyder, at de enkelte praksistyper har forskellige fordele og ulemper. For alle praksistyper er der en høj tilfredshed, mens solopraksis har flere patienter pr. læge, og derfor kan det måske være vanskeligere at komme til at få en tid. Samtidig er det lettere at finde en kompagniskabspraksis, der har åbent for nye patienter. Til gengæld bidrager solopraksis i kraft af det højere patientantal til, at lægemanglen bliver reduceret. Samtidig er der mere personale i solopraksis, og der er således ikke belæg for, at der skulle være en modsætning mellem solopraksis og en større opgaveglidning,« står der i analysen.

En enkelt fordom om sololægerne står dog stadig ved magt: Der er flere ældre praktiserende læger i solopraksis. I 2019 var gennemsnitsalderen for læger i solopraksis 56,2 år, i kompagniskabspraktis var den 50,3 år, oplyser PLO.

Læs hele analysen: PLO Analyse - Sololæger har flere patienter og mere personale - september (pdf)