Skip to main content

Læger: Indfør lavdosis-CT nu

En kontrovers om lungekræft-diagnostik på Hospitalsenhed Midt i Silkeborg er så principiel, at den breder sig i de danske forskermiljøer. ”CT bør afløse røntgen af thorax. Det skal ske hurtigst muligt. Og så må fremtiden afklare, om den ene eller anden CT-metode er bedst”, siger professor i almen medicin Frede Olesen.

Foto: Region Midtjylland
Foto: Region Midtjylland

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

25. okt. 2017
5 min.

I søndags kunne Jyllands-Posten fortælle, at læger på Regionshospitalet i Silkeborg ved at anvende lavdosis CT-skanning på et år har kunnet fordoble antallet af tidlige lungekræftdiagnoser.

Professor Peter Vedsted, Forskningsenheden for Almen Praksis, anbefaler sammen med Kræftens Bekæmpelse, at metoden på baggrund af de foreløbige resultater straks bør indføres på landets øvrige hospitaler – uden at vente på resultaterne af dobbeltblinde undersøgelser, som kan vare flere år.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) siger det samme til Jyllands-Posten

”Gør som Silkeborg”

Også ledende overlæge på Diagnostisk Center i Silkeborg, Ulrich Fredberg, advarer mod at vente:

”Når man pludselig kan rykke så dramatisk i forhold til en kræftsygdom, som er den mest dødelige, vi kender, så synes jeg, det forpligtiger”, siger han til Midtjyllands Avis.

Formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi Lars Henrik Jensen indtager en mellemposition og mener, at man andre steder med fordel kan skele til Silkeborg, men understreger også, at man ikke ”bare kan kopiere metoden” alle steder:

”Eksemplet i Silkeborg viser, at man skal sætte sig ned med de praktiserende læger og finde ud af, hvordan man i sit eget område kan finde nogle smarte måder at håndtere problemet på”, siger Lars Henrik Jensen til Midtjyllands Avis.

Også Lægeforeningen og Dansk Lunge Cancer Gruppe mener, at metoden bør undersøges videnskabeligt, så det hurtigt kan afklares, om metoden skal tages i brug i hele landet.

Formanden for National Videnskabsetisk Komité, overlæge Johannes Gaub, opfordrer i Morgenavisen Jyllands-Posten i dag til, at landets diagnostiske centre følger Silkeborgs eksempel, og at man i fællesskab laver forskning om resultater af lavdosis-CT.

Region: ”Problematisk”

Ledelsen af Hospitalsenheden Vest og Region Midtjylland har imidlertid kritiseret lægerne for at offentliggøre deres foreløbige resultater, inden metoden er tilstrækkeligt afprøvet.

Faktaboks

Fakta

Ifølge Region Midtjylland afviste regionen i marts 2016 metoden, men Diagnostisk Center i Silkeborg fortsatte – og fortsætter – alligevel med at bruge den.

Michael Braüner Schmidt, lægefaglig direktør for Hospitalsenhed Vest, der omfatter hospitalet i Silkeborg, finder det ”problematisk”, at centerledelsen valgte at offentliggøre resultaterne uden at have undersøgt kendte problemer ved metoden.

Region Midtjylland foretrækker, Aarhus-modellen – hvor de praktiserende læger ved mistanke om lungekræft kan sende patienter direkte til fuldskala CT-skanning – skal bruges i hele regionen.

”Men det er der slet ikke kapacitet til. Og derfor hoster vi videre med en undersøgelse, som alle ved, er inferiør – nemlig røntgen af thorax”, siger Frede Olesen.

”Så overbelastet som sygehusvæsenet er, ville det være det glade vanvid at vælge fuldskala-CT straks. Derimod er der stort set kapacitet til at indføre lavdosis-CT i morgen i hele landet”.

”Tag opgøret med thorax-røntgen”

- Hvem har ret – dem, der vil afvente resultatet af en videnskabelig undersøgelse, eller dem, der vil i gang straks?

”Helt kort fortalt: CT bør afløse røntgen af thorax. Det skal ske hurtigst muligt. Og så må fremtiden afklare, om den ene eller anden CT-metode er bedst”, siger professor i almen medicin Frede Olesen, som også er tidligere formand for Kræftens Bekæmpelse.

”Røntgen af thorax er forældet og har været det i temmelig mange år. Og vi ved også, at CT – lavdosis eller fuld CT – er røntgen overlegen. Der bør tages et endeligt opgør med røntgen af thorax”, siger Frede Olesen, der også debatterer emnet flittigt på Facebook – blandt andet med Anders Kühnau, som er medlem af Region Midtjyllands forretningsudvalg og af det rådgivende udvalg for hospitalsområdet.

”Det konstruktive svar, som politikerne burde have givet Silkeborg, er: ’Dette virker lovende. Vi vil nu arbejde for, at der generelt bliver adgang til CT. Hvis der er usikkerhed om, hvor vidt det er lavdosis eller fuldskala, der på langt sigt er bedst, må det afklares i fremtiden, men CT skal under alle omstændigheder afløse røntgen af thorax’”, siger Frede Olesen og tilføjer:

”Med den viden, vi har i dag, er det på grænsen af det medicinsk forsvarlige fortsat at bruge røntgen af thorax, når lungekræft er en mulighed”.