Skip to main content

Læger klager til myndighederne over FMK

En praktiserende læge har klaget til Ombudsmanden over det Fælles Medicinkort (FMK), mens en anden har klaget til sundhedsministeren.

23. jan. 2015
2 min.

Som det fremgik af hans debatindlæg på ugeskriftet.dk for nylig, har praktiserende læge Daniel K. Rotenberg klaget til Ombudsmanden over FMK.

Nærmere betegnet over at være blevet pålagt opgaven med at tage ansvar for alt vedrørende en given patient, når lægen åbner FMK, i stedet for som normalt kun at være ansvarlig for åbenlyse fejl, foruden selvfølgelig den medicin, man selv ordinerer.

"Jeg har skrevet til Sundhedsstyrelsen flere gange for at få dem til at vedgå, at man ikke per definition har opdaget en fejl, blot fordi man har åbnet FMK, ligesom man heller ikke er forpligtet til at rette åbenlyse dobbeltordinationer. Dette vil de ikke gå med til", skrev Daniel K. Rotenberg bl.a.

"Da jeg mener, der her er tale om en ny opgave, som på uvederhæftig vis forsøges listet over på os klinikere for at løse et IT-problem, Sundhedsstyrelsen selv har skabt, har jeg klaget til Ombudsmanden", skrev han endvidere.

Der er en ny vejledning om ordination og håndtering af lægemidler på vej fra Sundhedsstyrelsen, og her arbejder Lægeforeningen for at få præcise og brugbare formuleringer om det lægelige ansvar.

Samtidig har en anden praktiserende læge, Gert Storm Kristensen, klaget til sundhedsminister Nick Hækkerup (S) over det manglende overblik i FMK.

»Det er et problem, der vokser. Indtil nu er det ikke graverende fejl, jeg har fundet, og ingen er døde. Men hvis vi ikke kan stole på FMK, mister det sin værdi, fordi vi vil begynde at lave parallelsystemer. Jeg er selv begyndt at skrive ned i journalen, hvilken medicin jeg ordinerer til patienten,« siger Gert Storm Kristensen til Dagens Medicin.

"Vi bruger meget tid på noget, der ikke virker. Og vi aner ikke, hvad det skyldes. Det savner jeg oplysninger om. Det er noget rod,« siger Gert Storm Kristensen.

»Jeg synes ellers, konceptet er godt, men nogen skal gøre noget anderledes".