Skip to main content

Læger: Lad os nu få ensartede akutløsninger

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
22. apr. 2014
2 min.

Bor man i hovedstadsområdet, skal man ringe til 1813, hvis man bliver akut syg. I Aarhus eller Viborg skal man ringe til den praktiserende læge på hverdage, men til lægevagten i weekenden. De fem regioner har vidt forskellige måder at håndtere det på, når en borger kommer til skade eller bliver akut syg.

Og det er uheldigt, mener formanden for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen, der ifølge Berlingskes Nyhedsbureau efterlyser ens praksis i alle regioner:

"Vi er et meget lille land, og der er ingen grund til, at alting skal være forskelligt, om man bor på den ene eller anden ø, eller alt efter hvor man bor i Jylland. Vi så gerne, at man tog de gode ordninger, der allerede findes, og indførte dem på landsplan som udgangspunkt", siger han.

Men det afviser Ulla Astman (S), formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner. Hun ser ingen grund til, at regionerne skulle gribe visitationen ens an. Tværtimod er der god grund til at gøre det forskelligt, fordi regionerne har forskellige vilkår.

"Der er ikke det samme udgangspunkt i Hillerød som i Hjørring. For os er målet det vigtigste, og det er visitationen til skadestuerne. Jeg synes, at lægerne er for fokuserede på midlet, og at det skal være ens. Der er ikke evidens for, at det skal foregå på én måde, eller at noget er bedre end andet", siger hun til nyhedsbureauet.

Fra 2014 skal alle regioner have visitation til skadestuer og lægevagter, og Mads Koch Hansen peger på Region Midtjylland og Region Nordjylland, hvor man skal ringe til egen læge i dagtimerne og vagtlægen på de skæve tidspunkter, som en god løsning.