Skip to main content

Læger skal puffes til Nordjylland

Formand for region Nordjylland og PLO-Nordjyllands formand har recepten til at løse regionens langvarige og akutte mangel på praktiserende læger: nedlæg ydernumre i København og Aarhus. PLOs formand er ikke begejstret: ”Man skal passe gevaldigt på, hvad man har gang i.”

PLO's formand, Bruno Melgaard Jensen: "En dårlig plan, hvis det kun går ud på at lukke praksis i nogle store byer og så håbe på, at rekrutteringen til Nordjylland herved fremmes
PLO's formand, Bruno Melgaard Jensen: "En dårlig plan, hvis det kun går ud på at lukke praksis i nogle store byer og så håbe på, at rekrutteringen til Nordjylland herved fremmes (Foto: CARSTEN INGEMANN/DAS BÜRO)

Dorte R. Jungersen, dorte.r.jungersen@gmail.com

7. okt. 2014
4 min.

Nedlæg ydernumre i København og Aarhus.

Sådan lyder regionsrådsformand Ulla Astmans (S) forslag til, hvordan Nordjylland kan få del i de praktiserende læger, som regionen er i kronisk mangel af.

Forslaget blev fremsat på et debatmøde mandag hos Nordjyske Medier, hvor de nordjyske folketingspolitikere var samlet til debat i anledning af Folketingets åbning tirsdag.

Og formand for PLO i Nordjylland, Kaj Bernth, bakker Ulla Astman 100 procent op:

”Jeg har foreslået det samme ad flere omgange. Staten bør opkøbe cirka 150 praksis i Aarhus og København. Det vil ikke alene være til gavn for Nordjylland, men også for region Sjælland, Lolland, Falster og Møn. Og i København vil de få hjælp til selvhjælp. Deres reserver er kæmpestore og vil fortsat være det, såfremt staten opkøber en del af deres ydernumre. Så store, at borgerne i Ishøj ikke vil have problemer med at få en praktiserende læge,” siger Kaj Bernth, der afviser, at der er tale om at tvinge læger til Nordjylland.

- Problemet med manglende læger i yderområderne har PLO vel altid ment bedst løses ved frivillighed?

”Der er intet element af tvang i det her. Det er jo frivilligt, om man vil have et job. Og det er rimeligt, at også læger må rejse derhen, hvor jobbene er. Man kan ikke forvente, at der per automatik er job i og omkring den by, hvor man har gået på universitetet. Vi er nødt til at fordele de ressourcer, der er.”

En plan for rekrutteringen

Bruno Melgaard Jensen, PLOs formand, advarer mod at tvinge praktiserende læger til Nordjylland.

”Det er - som jeg har fået forslaget fremstillet - en dårlig plan, hvis det kun går ud på at lukke praksis i nogle store byer og så håbe på, at rekrutteringen til Nordjylland herved fremmes. Pisk alene har aldrig ført til noget godt. Det vil kunne ødelægge rekrutteringen til specialet almen medicin, og det kan ingen være interesseret i. Man skal passe gevaldigt på, hvad man har gang i. Hvis der var et overskud af ydernumre, var det en anden sag. Men det er der ikke”, siger PLO-formanden.

Han efterlyser i stedet, at det på landsplan afdækkes og besluttes, hvor mange praktiserende læger og privatpraktiserende speciallæger, der er brug for:

”En plan for udbygningen af det nære sundhedsvæsen er påkrævet, når nu alle er enige om, at det er en vigtig del af sundhedsvæsenet. En sådan plan har jeg desværre aldrig set. Og lad os så i fællesskab sørge for, at det bliver attraktivt ar arbejde i almen praksis - også i Nordjylland. Det vigtige må være nogle konkrete tiltag, der rent faktisk betyder, at der kommer læger derhen, hvor de mangler i dag - et eksempel kunne være at tilbyde et konkret projekt til kolleger i fx hovedstaden om overtagelse af praksis i Nordjylland”, siger Bruno Melgaard Jensen.

Manglen på praktiserende læger i Nordjylland har efterhånden udviklet sig til et sår, der synes svært at læge. Særlig Brønderslev, Thisted, Morsø og Jammerbugt kommuner er hårdt ramt. En bredspektret medicin er de seneste år taget i brug for at skaffe læger til den nordlige del af landet.

Der er med statslig støtte bygget tre sundhedshuse og et fjerde er på vej. Men foreløbig glimrer lægerne ved deres fravær. Og i to af husene har regionen set sig nødsaget til at oprette regionsklinikker med ansatte læger. Dem er der fire af i alt – den ene drevet af Falck Healthcare.

Tidligere har regionen haft fastholdelsesaftaler med ældre praktiserende læger. Disse er nu erstattet af forskellige etableringsstøtteordninger målrettet yngre almenmedicinere.

Status pt. er, at regionen råder over 28 ledige ydernumre. Et tal, der kun vil stige i takt med at en stor del af lægerne inden for få år går på pension. Af praksisplanen 2014-17 er det således estimeret, at cirka 100 læger ophører som praktiserende læger inden for de næste fem år.

Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra Ulla Astman