Skip to main content

Læger skal styrke samspillet med patienterne

Er læger klar til at inddrage patienter i beslutninger om behandling? Det bør de være, for det er ofte rigtig godt for behandlingskvaliteten. Patientinddragelse er tema på årets lægemøde.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

1. apr. 2016
4 min.

LÆGEMØDE Tidligere skulle spiserørspatient Marie Jakobsen ind på Operationsafdelingen på Aarhus Universitetshospital og have udvidet sit spiserør hver anden uge. Det er der behov for efter en canceroperation i spiserøret for et par år siden. Indgrebet er kort, og Marie Jakobsen blev puttet ind, når det passede i dagens operationsprogram. Det betød, at hun måtte sætte dagen af og belave sig på at vente. Det samme måtte hendes mand, der skulle med, fordi Marie Jakobsen ikke måtte køre efter indgrebet.

Men nu er det anderledes. I stedet for, at indgrebet foregår med faste intervaller, sker det nu, når Marie Jakobsen mærker, at der er behov for det. Det betyder, at det nu sker betydeligt sjældnere, cirka hver anden måned.

Samtidig er hendes – og mandens – ventetid skåret ned. Det er sket med et simpelt greb. I stedet for at fylde huller ud i operationsprogrammet med patienter med spiserørsbehandling er de samlet og bliver behandlet, før dagens øvrige operationsprogram tager fat.

Derfor vil Marie Jakobsen kunne møde op kl. 7.30 og tage hjem igen kl. 9.30.

Fordelene er oplagte – både for patienten, der ikke skal vente, og for hospitalet, der ved at droppe automatikken kan skære ned i antallet af indgreb og dermed spare tid og ressourcer.

Og måden man kom frem til dette: Man spurgte patienterne.

Denne afdeling er en ud af ni afdelinger på Aarhus Universitetshospital, der deltager i et projekt om det brugerinddragende hospital. Projektet styres af ViBIS, Videnscenter for Brugerinddragelse.

Læger har en kæmperolle

Helle Max Martin, ViBIS, er leder af projektet Det Brugerinddragende Hospital, hvor 18 hospitalsafdelinger er i gang med at afprøve to forskellige metoder til brugerinddragelse.

Den ene model drejer sig om fælles beslutningstagning. ”Det er, hvor patienten og den sundhedsfaglige sammen træffer beslutning om behandling. Det kan man gøre, hvis der f.eks. er flere ligeværdige behandlinger at vælge imellem, eller hvis der er svag evidens, eller hvis der er eksempelvis bivirkninger”, forklarer Helle Max Martin.

Den anden model hedder brugerstyret behandling, hvor man afprøver det, at patienten som tilvalg behandles hjemme eller selv monitorerer sine symptomer og tager initiativ til kontroller.

Men hvilken rolle har lægerne i dette?

”De har en kæmperolle. Måske større end de er villige til at tage på sig. Det er jo netop lægens ekspertise, der skal støtte patienten og klæde patienten på til at blive inddraget. Det er ikke sådan, at den lægefaglige autoritet forsvinder. Men lægen skal overveje, hvor der er mulighed for, at patienten kan komme mere på banen med hans eller hendes særlige viden om egen sygdom – og få det til at spille sammen med den lægelige ekspertise”, siger Helle Max Martin.

Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen, mener, at lægerne har en nøglerolle:

”Vi skal tage førertrøjen på og sikre, at de gode intentioner faktisk bliver omsat til virkelighed. Vi skal selv sætte gang i det, som umiddelbart kan lade sig gøre, og vi skal tage ansvar for at bringe forslag videre til ledelserne på sygehusene, hvis det er det, som er nødvendigt for at skabe de rette rammer”, siger han.

Han peger på velfungerende forsøgsordninger, som blandt blandt andet involverer patienter med astma, spiserørskræft og epilepsi, og tilføjer:

”Men der er flere muligheder for, at man også inden for andre sygdomsområder kan lade patienten være med til at bestemme over sit eget behandlingsforløb. Ny teknologi kan også bidrage. For eksempel kan patienter selv følge med i deres blodprøveværdier og dermed selv være med til at regulere deres behandling”, siger Andreas Rudkjøbing.

Han understreger, at de patienter, der ikke har ressourcerne og overskuddet til på den måde at tage ansvaret for sin egen behandling, skal have den hjælp og støtte, de har brug for.

"Mange i den gruppe skal følges helt anderledes tæt, fordi de ofte ikke selv magter at opsøge hjælp", siger Andreas Rudkjøbing.

Lægeforeningens repræsentantskab skal på sit årsmøde den 15.-16. april diskutere patientinddragelse. I den forbindelse har Lægeforeningen formuleret et visionspapir om det gode samspil mellem læge og patient.

Læs oplæggene til Lægemødet her.