Skip to main content

Læger startede på speciallægeuddannelse tidligere og tidligere - før fireårsreglen

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk og Bente Bundgaard

9. nov. 2012
2 min.

Læger er i løbet af 00'erne kommet hurtigere og hurtigere i gang med speciallægeuddannelsen, viser dansk undersøgelse.

I 1999-2003 gik der i snit 8,7 år fra kandidatgraden i medicin var i hus, til speciallægeuddannelsen blev påbegyndt.

Den nye undersøgelse viser, at det var faldet til blot 4,8 år for læger, der begyndte speciallægeuddannelsen i Region Syddanmark i perioden 2009 til 2011.

Men faldet skyldes ikke den omdiskuterede fireårsregel. For de undersøgte læger var netop ikke omfattet af reglen.

Præmisserne for fireårreglen er væk

»Vi kan se, at lægerne kom tidligere i gang med speciallægeuddannelsen end tidligere, og det gælder også for de læger, der blev kandidater inden 2008, da fireårsreglen trådte i kraft. Disse læger er ikke omfattet af reglen. Og alligevel falder tiden fra embedseksamen til start på speciallægeuddannelsen relativt dramatisk«, siger førsteforfatter Niels Kristian Kjær, Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk Universitet og fortsætter:

»Præmisserne for fireårsreglen er tilsyneladende ikke længere til stede i sammen grad, som da reglen blev vedtaget. Det synes som om, at problemet er ved at løse sig selv«.

Niels Kristian Kjær påpeger, at faldet kan skyldes mere fokuserede yngre læger. Ligesom bedre og lettere adgang til uddannelsesstillinger kan spille ind.

Formand for Yngre Læger Lisbeth Lintz er glad for undersøgelsens konklusion. Den bekræfter, de holdninger Yngre Læger har haft længe:

»Vi oplever, at Sundhedsstyrelsen og departementet siger, at fireårsreglen virker, fordi tiden mellem embedseksamen og speciallægeuddannelses start forkortes. Men vi har altså hele tiden sagt, at den hurtigere start begyndte allerede, før reglens indførelse, som også dette studie viser. Så vi har hele tiden haft ret i vores antagelse. Den effekt med tidligere start på den lægelige videreuddannelse sker uafhængigt af fireårsreglen. Der er andre årsager til, at folk begynder hurtigere. Og derfor er jeg enige i, at en del af grundlaget for fireåsreglen er væk«, siger hun.

Undersøgelsen er foretaget på 443 læger, der påbegyndte den lægelige videreuddannelse i Region Syddanmark fra 2009 til 2011.

41 procent var mænd.

Undersøgelsen viser at andelen af kvindelige læger og mandlige er stabil fra årtusindskiftet og ti år frem. Ligesom antallet af læger med en ph.d.-grad er relativ lav, 6 procent - selvom der ses variationer specialerne imellem. De læger, de har en ph.d.-grad ser i undersøgelsen ud til at være de mest fokuserede, når det handler om specialevalg.