Skip to main content

Læger til politikere: Gør klar til at oprette flere uddannelsespladser

På et møde i dag i Sundhedsstyrelsen skal et udvalg drøfte, hvor mange specialæger, der skal uddannes fremover. I oplægget til mødet lægges der op til alt for få uddannelsespladser. Det kan ikke dække behovet, advarer Lægeforeningen og LVS i et fælles nyhedsbrev.

15. mar. 2017
4 min.

Nyhed fra Lægeforeningen og LVS:

Nyt forslag til dimensioneringsplan skubber speciallægemanglen foran sig

Ved at afkorte perioden for den nye plan for, hvor mange stillinger der skal udbydes til at uddanne speciallæger, udsætter man blot problemet med mangel på uddannelsesstillinger. Lægeforeningen og Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) opfordrer politikerne og regionerne til allerede nu at forberede sig på at udvide antallet af stillinger efter 2020, så de kan dække behovet.

Faktaboks

Fakta

Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse skal i dag, den 15. marts drøfte planen for fordeling og antal af uddannelsesstillinger til speciallæger - den såkaldte dimensioneringsplan. Normalt gælder planen for fem år ad gangen. Men denne gang lægges der op til, at planen kun bliver treårig og kommer til at gælde fra 2018-2020.

Mulighed for at uddanne flere

Lægeforeningen og LVS gjorde allerede i efteråret opmærksom på, at der er en risiko for, at der om nogle få år er flere hundrede læger, som ikke kan blive speciallæger, fordi der ikke er uddannelsesforløb nok. Den nye plan lægger ikke op til for alvor at øge antallet af videreuddannelsesforløb for speciallæger de næste tre år. Derfor er de to lægeorganisationer bekymrede for, at det nye plan dermed blot skubber problemet med manglen på videreuddannelsespladser til speciallæger foran sig.

”Det er som udgangspunkt positivt, at man nu laver en treårsplan. Det gør det nemmere at tage højde for de mange ændringer i sundhedsvæsenet og på det lægelige arbejdsmarked vi ser for tiden og dermed også ændringer i behovet for at uddanne forskellige typer af speciallæger. Men man må ikke glemme, at vi allerede nu har problemer med at skaffe speciallæger i hele landet. Derfor er det afgørende, at der bliver mulighed for at uddanne flere speciallæger i de kommende år og især efter 2020, siger Mads Skipper, formand for Lægeforeningens Uddannelses- og Forskningsudvalg.

Gør klar til at oprette flere uddannelsesstillinger

Lægeforeningen og LVS opfordrer derfor politikerne og regionerne til allerede nu at forberede sig på at udvide antallet af uddannelsesstillinger til speciallæger, så de er parate, når den næste dimensioneringsplan kommer i 2020.

”Allerede nu mangler der flere steder i landet speciallæger. Bliver der ikke oprettet tilstrækkeligt med uddannelsesstillinger kan det blive svært at sikre alle patienter i hele landet den samme adgang til sundhedstilbud fremover”, siger Mads Skipper.

Almen medicin øges for lidt

Udkastet til den nye dimensioneringsplan lægger kun op til at øge antallet af uddannelsesforløb i almen medicin med én procent frem mod 2020. Det bekymrer Lægeforeningen og LVS.

"Set i lyset af bl.a. anbefalingerne fra regeringens lægedækningsudvalg er det fattigt, at man kun vil øge antallet af uddannelsesforløb i almen medicin meget lidt. Der er aktuelt stor mangel på praktiserende læger og det bliver kun værre med mange nye opgaver for praksissektoren. De foreslåede ændringer er langt fra tilstrækkelige til at dække behovet", siger Henrik Ullum, formand for LVS.