Skip to main content

Læger varsler konflikt på sygehuse

YL og FAS har varslet strejke for anæstesi- og radiologiske afdelinger på alle landets sygehuse. Omkring 1800 læger er omfattet.

Anne-Laura Hedegaard

5. mar. 2018
3 min.

I formiddags afleverede Akademikerne strejkevarsler til Danske Regioner. Det sker oven på sammenbruddet af overenskomstforhandlinger i staten, regionerne og kommunerne i slutningen af februar.

I en pressemeddelelse skriver Foreningen af Speciallæger (FAS) og Yngre Læger, at de to foreninger varsler strejke på anæstesiafdelinger og radiologiske afdelinger på samtlige sygehuse i landet.

Strejken vil tidligst kunne træde i kraft 4. april. Gør den det, vil den omfatte omkring 1800 medlemmer af FAS og Yngre Læger fordelt nogenlunde 50/50 på de to foreninger. Da nogle medlemmer muligvis er tjenestemandsansatte, kan tallet ende med at blive lidt lavere. Alle læger, der udtages til konflikten, får direkte besked per mail.

I fredags varslede Akademikerne også konflikt mod Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed. Her omfatter konfliktvarslet cirka 35 FAS-medlemmer uden overordnet ledelsesansvar og 41 medlemmer af Yngre Læger.

Effektivt uden at sætte liv på spil

”Der er ingen tvivl om, at det her vil komme til at kunne mærkes for vores kolleger og patienterne, men det er desværre den bivirkning, der er, ved at vi føler os tvunget til at varsle strejke,” siger Lisbeth Lintz, formand for Foreningen af Speciallæger om konfliktvarslet.

Valget af anæstesiafdelingerne og radiologiske afdelinger er foretaget på baggrund af en analyse af, hvor strejken vil ramme mest effektiv med færrest bivirkninger – og uden at sætte patienters liv eller førlighed på spil.

”Når man som fagforening kigger på, hvem man skal udtage til konflikt, starter man med at vende hver en sten. Men der vil være nogen, man vil gå helt udenom. Vi vælger for eksempel at friholde kræftsyge, psykiatriske patienter og børn,” siger Lisbeth Lintz.

Klar til at forhandle nødberedskaber

Ifølge Yngre Læger og FAS skyldes sammenbruddet i forhandlingerne, at arbejdsgiverne kategorisk har afvist forlig, som kan sikre de ansattes realløn og har nægtet at anerkende, at medarbejdernes betalte spisepause er en del af overenskomsterne. En afskaffelse af spisepausen ville svare til en lønnedgang på 7,25 pct.

”Arbejdsgiverne forventer helt åbenlyst en aftale med en dårligere lønudvikling end på det private område og insisterer derudover på at forringe vilkårene for offentligt ansatte,” siger Yngre Lægers formand, Camilla Ratchke, i pressemeddelelsen.

I pressemeddelelsen skriver de to foreninger dersuden, at de forventer, at regionerne vil efterspørge et nødberedskab som under tidligere konflikter på sygehusene, så akutte patienter og patienter med livstruende sygdom fortsat behandles. De to formænd lægger vægt på, at de er klar til at forhandle sådanne nødberedskaber.

”Når vi har varslet strejke, kan arbejdsgiverne henvende sig til os centralt og bede om at få en forhandling i stand om, hvordan et nødberedskab skal se ud. Men det er klart, at det er kun akutte opgaver, der kan løses. Det er et nødberedskab,” siger Lisbeth Lintz.

Forberedt på konflikt 4. april

Selvom der nu er varslet strejke, er der fortsat flere trin, der skal forsøges, inden en eventuel konflikt bliver en kendsgerning. Forhandlingerne fortsætter nu i Forligsinstitutionen, og det kan vare hele marts. Vurderer Forligsinstitutionen herefter, at det er muligt at nå et resultat, kan konflikten blive udsat i to omgange af 14 dage. Som medlem skal man imidlertid være forberedt på, at konflikten vil starte den 4. april.

De to foreninger opfordrer medlemmerne til at kontakte deres tillidsrepræsentant eller foreningernes sekretariater ved eventuelle spørgsmål. På FAS' OK18 site og YL's OK18 site kan man blandt andet finde en ”Konflikt ABC” med svar på spørgsmål om konsekvenser for ferie, barsel osv. Foreningerne opfordrer også medlemmerne til at opdatere deres kontaktoplysninger med deres private mail. da medlemmerne under en konflikt muligvis ikke vil have adgang til deres arbejdsmail.

Læs også: OK18 - konflikt eller ej?