Lægerne skal samarbejde

Det er kun knap tre år siden, Sundhedsstyrelsen lancerede en ny, standardiseret forløbsbeskrivelse for diabetesbehandlingen. Den skulle sikre en mere ensartet behandling til alle i hele landet. Men en evaluering af planen har vist, at det ikke er lykkedes. Strukturreformen har forstyrret processen, og det er stadig helt forskelligt fra region til region, hvordan patientens vej i behandlingssystemet er. Patienter i Region Syddanmark eller Region Midtjylland sendes for eksempel automatisk omkring diabetesambulatoriet og tilses af en specialist. I andre regioner er det næsten udelukkende de praktiserende læger, der holder snor i type 2-diabetikernes behandlingsforløb. For eksempel i Region Sjælland, der er den eneste region, der endnu ikke har en fastlagt forløbsbeskrivelse.

»Men det behøver ikke nødvendigvis at betyde en kvalitetsforbedring at sende alle diabetes patienter via ambulatorierne«, siger Berit Lassen, der er praktiserende læge i Korsør.

»Der er mere perspektiv i at flytte viden frem for at flytte patienter«, fortsætter hun.

»Hvis jeg sidder med en type 2-diabetes-patient i min praksis og kan se, at vi ikke kommer i mål med behandling med et bestemt præparat, så er det, som både jeg og patienten har behov for, at jeg har mulighed for at kontakte en specialist i diabetesambulatoriet og få et godt råd til at finde et andet præparat. Det vil ofte være bedre, end at patienten sendes til ambulatoriet«.

Som det er i dag, ser den praktiserende læge i Region Sjælland ikke patienten igen, når hun først har sendt vedkommende til ambulatoriet. Så tager de over der. Og det er ikke nødvendigvis det mest hensigtsmæssige. Geografien spiller for eksempel en rolle. Hvis der er 50 kilometer og dårlige forbindelser til ambulatoriet, ender det ofte med, at patienten ikke kommer til kontrol. I så fald er en godt opdateret praktiserende læge henne om hjørnet meget mere værd.

Visioner i Region Midtjylland

I Region Midtjylland har man søsat et projekt, der netop skal få de relevante behandlere i regionen til at arbejde sammen om at leve op til det planlagte forløbsprogram. Praksiskoordinator Jens Rubak fortæller:

»Vi har bedt en arbejdsgruppe med centrale personer fra sygehuse, kommuner og praktiserende læger om at udarbejde regionale forløbsprogrammer. De skal forpligte de tre sektorer til at skabe et fælles grundlag for samarbejde om kronikerne i regionen, herunder også diabetikerne«.

En del af det er en helt konkret plan for, hvordan diabetesbehandlingen foregår hos den praktiserende læge. Lægerne kan tilmelde sig Kronikerkompasset, som koordineringsprojektet hedder, og de får et honorar for at bruge tid på at tilpasse deres egen praksis til de samarbejdsmuligheder, som de øvrige sektorer byder på.

For eksempel får de tilbudt et honorar for sammen med en farmaceut at gennemgå medicinstatus i egen praksis, og de får viden om, hvor mange diabetespatienter de selv har, deres medicinstatus, laboratorietal, øjenlægeundersøgelser m.m.

»Der skrives simpelthen en kontrakt med de deltagende parter. Og faktisk har 70% af de praktiserende læger i regionen sagt ja tak til at være med«, siger Jens Rubak.

De er forpligtede til at deltage i opfølgende møder og evaluering og får til gengæld adgang til ekspertviden og sparring om diabetespatienterne.

Målet er at understøtte den praktiserende læges rolle som tovholder i forhold til patienter med kroniske lidelser. Projektet skal sikre, at alle kroniske patienter i regionen behandles på rette sted i sundhedsvæsenet. Samtidig er det et mål, at lægerne skal tilegne sig konkrete arbejdsmetoder til implementering af kronikerprogrammer fremover, forklarer Jens Rubak.

Som det er i dag, ved man for lidt om, hvor godt de praktiserende læger holder kontakt og kontrol med deres type 2-diabetes-patienter. Der er meget stor forskel fra praksis til praksis. Nogle praksisser har mange ældre patienter og stor erfaring og faste rutiner i forhold til diabetes. Andre har et yngre patientgrundlag og dermed mindre erfaring med diabetes. Patientgruppens etniske sammensætning har også betydning. Hyppigheden af type 2-diabetes er større i nogle etniske grupper end i andre. Det samme gælder sociale lag.

En anden knast er, at ambulatorierne kun får penge for de patienter, der er henvist. På den måde spænder DRG-taksterne reelt ben for samarbejdet med de praktiserende læger. For ambulatorierne har naturligvis ingen interesse i at behandle og rådgive uden beregning. Derfor må sådan et samarbejde organiseres, så det betaler sig for både ambulatorierne og de praktiserende læger at arbejde sammen på tværs af sektorerne.

Se mere på www.praksis.dk

Tidlig opsporing kan forhindre misdannelser

For 30 år siden var det kun få procent af de gravide, der havde type 2-diabetes, og man vidste meget lidt om, hvad type 2-diabetes betyder for graviditeten og fostret. I dag ved man, at sukkersyge hos den gravide kan give misdannelser og alvorlige sygdomme hos fostret, så det er uhyre vigtigt at opdage diabetes hos kvinden, inden hun bliver gravid.

Ud over type 1- og type 2-diabetes kan gravide have »graviditetssukkersyge«. Den er lidt lettere og går typisk over igen efter graviditeten. Man troede førhen, at forløbet var omtrent det samme for gravide med type 2, men de seneste års forskning har vist, at det faktisk går meget dårligere for diabetikere med type 2 end for dem med graviditetssukkersyge. Faktisk går det værre eller lige så skidt som i graviditeter kompliceret af type 1-diabetes. Og da type 2 er i eksplosiv vækst, bliver der flere og flere gravide med type 2-diabetes. For 20 år siden havde omkring 5% diabetes inden graviditeten, i dag er det mellem 33 og 40%. Når det som regel går bedre for gravide type 1-diabetikere, skyldes det formentlig, at de typisk er mere velbehandlede, inden de bliver gravide.

»Alt for mange gravide med type 2-diabetes opdager først, at de har sygdommen, når de kommer til jordemoder, og så er det ofte for sent at hjælpe«, fortæller Peter Damm, overlæge i obstetrik på Rigshospitalet. De alvorligste komplikationer er nemlig misdannelser af fostret, der sker i graviditetens første 8-10 uger.

»Derfor er det meget vigtigt, at man opdager og behandler type 2-diabetes hos kvinder, før de bliver gravide«, understreger han. »Det kræver en særlig indsats af de praktiserende læger, der skal være meget opmærksomme på at tjekke kvinder i den fødedygtige alder for mulig type 2-diabetes«.