”Hvad har vi lært af Svendborgsagen?”, var emnet på Lægeforeningens medlemsmøde på Hindsgavl mandag aften. Og eksemplerne på det var heldigvis mange. Et af de meget håndgribelige er, at man på FAM i Odense har indført blodsukkermåling som fast procedure.
Men der skal mere til at genoprette trygheden blandt lægerne. Det vidnede engagementet hos de omkring 200 fremmødte om.
”Sagen har om noget trukket overskrifter, og det jeg umiddelbart kan se, vi har fået ud af sagen indtil nu er, at vi som faggruppe fik vist, at vi turde stå sammen og vise vores solidaritet med de berørte,” bød Anne-Karina Abel Torkov, formand for Lægeforeningen Syddanmark, velkommen.
”Vi er blevet bedre til at turde tale om usikkerhed, det er kommet på bordet, at læger er mennesker, og vi kan fejle, selvom vi ikke må,” fortsatte hun.
Det er godt et år siden, den nu afdøde læge, Kristian Rørbæk Madsen, inviterede direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anne-Marie Vangsted, med på en nattevagt på OUH, for at hun kunne se, hvordan stor arbejdspres utallige gange tvang ham til at overtræde reglerne for korrekt journalføring. På det efterfølgende pressemøde overrakte han desuden over 9000 underskrifter fra læger indsamlet på under 14 dage som et led i protestbevægelsen #detkuhaværetmig.
Efter Svendborgsagen tør jeg simpelthen ikke undlade at dokumentere alt. Vi har travlt, og der sker af og til fejl. Så jeg skal dælme ikke have håret i postkassen Lasse Paludan Bentsen, netop afsluttet KBU på OUH
Anne-Marie Vangsted var også med i aftenens panel sammen med Jane Kraglund, direktør for Region Syddanmark, Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen, og Joachim Hoffmann-Petersen, overlæge på OUH og formand for DASAIM.
Anne-Marie Vangsted indrømmede i sit indledende oplæg, at Styrelsen for Patientsikkerhed har haft for meget fokus på produktet og for lidt fokus på, hvad der reelt skaber værdi for sundhedsvæsenet.
”Som følge af Svendborgsagen har vi tænkt rigtig meget over, hvad vi kan gøre for at skabe større tillid til os blandt både patienter, læger og borgerne generelt. Vi vil gerne være en del af løsningen og være bedre til at kommunikere. Derfor har vi sat os som et mål, at vi skal huske at tale MED og ikke OM hinanden,” sagde hun.
Fejlene på bordet
For regionsdirektør Jane Kraglund afslørede Svendborgsagen, at der var utydelighed omkring mange kommunikationsgange.
”Det bør være klart, at ledelsen altid har ansvar, og vi skal blive meget bedre til at debriefe ansatte, når der er sket fejl,” sagde hun.
Det kunne Joachim Hoffmann-Petersen kun bakke op om. Han fortalte i den forbindelse om en sag fra Trondhjem, hvor en patient døde af cardio infarkt i akutmodtagelsen, fordi ingen læge havde tid til at komme, da han blev dårlig og trak i snoren efter hjælp.
”Her tog ledelsen straks det fulde ansvar. Det var meget eksemplarisk, sådan skal det være, det giver lægerne en stor psykologisk tryghed,” sagde han.
Men fakta er, at især de unge læger i dagens Danmark er hunderædde for at begå fejl. En af de fremmødte, 31-årige Lasse Paludan Bentsen, der netop har afsluttet sin KBU på OUH fortalte, at for ham har Svendborgsagen betydet, at han dokumenterer alt – måske alt for meget. På to power points viste han et journalnotat fra en ældre praktiserende læge, der fyldte én linje. Det næste var hans eget notat fra en lignende sag i FAM på OUH. Den fyldte en hel side.
"Efter Svendborgsagen tør jeg simpelthen ikke undlade at dokumentere alt. Vi har travlt, og der sker af og til fejl. Så jeg skal dælme ikke have håret i postkassen,” erklærede han.
Mogens Hüttel, tidligere næstformand for Overlægeforeningen, påpegede ledelsens ansvar i sagen.
”Det her må ikke ende i en debat om journalføring, så har vi tabt slaget. Jeg savner snarere et svar på, hvorfor ledelsen på Svendborg Sygehus ikke tog affære. Det er skændigt, at den sag endte i retten!” mente han.
”Jamen, vi har lært SÅ meget af denne her sag. Vi er blevet os vores ledelsesansvar mere bevidst. Vi bliver måske aldrig helt gode nok, men vi er allerede blevet bedre, og vi vil tilstræbe altid at være i dialog fremover,” svarede Jane Kraglund.
Vi er hunderædde
At det ikke helt virker endnu, illustrerede en ung læge fra salen. Hun fortalte, at hun for nylig stod sammen med otte andre læger på en stue, hvor en patient døde mellem hænderne på dem.
”Kun de fire af os, der var in charge dokumenterede det. De andre skyndte sig at smutte og dermed vaske deres hænder, fortalte hun. Vi er simpelthen hunderædde!”
Det syntes Andreas Rudkjøbing var meget bekymrende:
”Der er behov for åbenhed om fejl, alle bør være trygge, så vi kan lære af det. Rammerne skal være sikre,” sagde han.
”Jamen, hvor er vi henne, hvis vi risikerer at blive politianmeldt for at gøre vores arbejde,” indvendte en overlæge fra Aabenraa og fortsatte:
”Vi må stå sammen, vi vil have lov at være læger, og vi vil gerne vide, hvor vi står, og hvem der bakker os op, når det brænder på!”
Anne-Marie Vangsted forsikrede, at Styrelsen fremover vil gøre alt for at understøtte, at det er ok at sige, man har lavet en fejl.
”Vi skal væk fra at være så machoagtige. Alle kan jo fejle,” sagde hun.
Set med formand Andreas Rudkjøbings øjne har Svendborgsagen først og fremmest åbnet omverdenens øjne for, at det er svært at være læge:
”Forståelsen for vores arbejdsforhold er blevet større, og vi har oplevet, at det rykker, når vi står sammen og protesterer. Sagen har også skabt en større åbenhed omkring fejl. Vi læger har fået større fokus på, hvor vigtigt det er, at vi har tillid til hinanden og til systemet,” rundede formanden af.
