Skip to main content

Lægestillinger

Jesper Poulsen

2. nov. 2005
2 min.

Lægeforeningen har fra starten af denne måned samlet hele det lægelige jobmarked under én ny portal: Stillingsbanken.dk, der både ligger i elektronisk form på Internettet på den nævnte adresse og bliver trykt som en selvstændig sektion i Ugeskrift for Læger. Det er åbenlyst, at det rummer væsentlige fordele i form af et bedre overblik samtidig med, at det nu er muligt at oprette en såkaldt jobagent, der automatisk sender oplysninger om nye interessante stillingsopslag hjem til den elektroniske postkasse.

Det er imidlertid nok så væsentligt, at der med Stillingsbanken findes et samlet lægeligt jobmarked, hvor der er fuldstændig sikkerhed for, at de opslåede stillinger er godkendte. Når annoncører indrykker en annonce, sendes den automatisk til godkendelse i Lægeforeningens Bureau, der står for kontrollen af, at opslaget overholder indgåede aftaler og derved ikke efterfølgende giver ansøgeren problemer.

Det er eksempelvis i en konfliktsituation som den, der netop er varslet, afgørende, at FAS og FAYL kan råde medlemmerne, så de undgår at overtræde konfliktbestemmelserne, hvis de i strid med de kollegiale regler tager ansættelse i en stilling, som ikke har været opslået i Ugeskrift for Læger/Stillingsbanken og uden at kontakte delforeningen.

Medlemmer af Lægeforeningen må ikke tage ansættelse i nogen - lønnet eller ulønnet - lægelig stilling, medmindre løn- og ansættelsesvilkår er godkendt af den delforening, der forhandler vilkårene for den opslåede stilling. Stillingsopslag, der har været annonceret i Stillingsbanken uden markering, er godkendt af vedkommende relevante delforening. Løn- og ansættelsesvilkår for disse stillinger er derfor altid i overensstemmelse med indgåede aftaler og overenskomster. Stillingsopslag, der alene har været bragt i de andre medier, som forsøger at komme ind på stillingsmarkedet, har ikke med sikkerhed været igennem Lægeforeningens stillingskontrol.

Lægeforeningen har ikke monopol på stillingsannoncer og ønsker ikke at få det. Men det er logisk, at Lægeforeningen for sine medlemmer ønsker at bevare det største mulige overblik over de beskæftigelsesmuligheder, der byder sig på det danske læge-arbejdsmarked, og ønsker at bevare den sektion, der har stor betydning for Ugeskriftet som medlemsblad og samtidig giver medlemmerne den nævnte sikkerhed. Lægeforeningens medlemmer kan naturligvis frit tage ansættelse i stillinger, som er opslået i andre medier, og som er opslået enslydende i Stillingsbanken.

Såfremt medlemmer overvejer at søge stillinger, der udelukkende har været opslået i andre medier, er det tilrådeligt at rette henvendelse til sin delforening så hurtigt som muligt for at søge godkendelse af ansættelsesvilkårene. I samme forbindelse vil man kunne modtage råd og vejledning og eventuel bistand til kontraktforhandlinger. Men man kan også bruge Stillingsbanken.dk, det suverænt bedste tilbud for annoncører og læger.