Lære af det nære

1980’erne dukkede et nyt begreb op: „Livslang læring“. Siden har vi fået en national strategi for livslang læring, og der findes internationale anbefalinger på området samt en UNESCO-betænkning med 21 anbefalinger. Europakommissionen har finansieret hundreder af konferencer og seminarer om emnet. Ministerrådet har underskrevet en „Lissabon-strategi“. OECD laver rapporter om, hvor stor en del af landenes arbejdsstyrke, der deltager i livslang læring. Og så videre.

For danske læger er livslang læring ikke nyt. Den indgår i det lægeløfte, som blev indstiftet i 1815, for præcis 200 år siden. Lige siden har enhver dansk læge højtideligt lovet at „søge mine kundskaber fremdeles udvidede“.

Men i hvilket omfang sker det? Er det godt nok, og kan det eventuelt gøres bedre?

EFTERUDDANNELSEN FAST PÅ BUDGETTET

Der mangler både penge og tid i klinikken til efteruddannelse, klages der fra alle sider. Alligevel finder afdelinger og de enkelte speciallæger udveje for at holde sig ajour.

På Gynækologisk-obstetrisk Afdeling, Odense Universitetshospital, prioriterer ledende overlæge Bjarne Rønde Kristensen efteruddannelse så højt, at han hvert år øremærker 1 pct. af sit budget til kurser, kongresser og efteruddannelse for lægerne. Men det er ikke det eneste:

„Det er af enorm betydning, at man også kommer ud og ser noget andet. Så jeg prioriterer gerne, når folk ønsker orlov til at komme andre steder hen – og selvfølgelig især, hvis det er et sted, som giver god mening for vores afdeling“, siger Bjarne Rønde Kristensen.

Når han slår en afdelings- eller overlægestilling op, fremgår det altid, at man prioriterer ansøgere, der ønsker en af de ekspertuddannelser, som selskabet (DSOG) tilbyder og certificerer.

„Der indgår et treårigt efteruddannelsesforløb, der omfatter både forskning, og at man er væk to gange tre måneder, dels på en anerkendt udenlandsk afdeling, dels på en universitetsafdeling i Danmark“, siger Bjarne Rønde Kristensen. Han tilføjer, at „selv i sløje tider“ lykkes det som regel at finde midlerne.

I Bjarne Røndes Kristensens optik består „livslang læring“ i utrættelig nysgerrighed efter at opsøge kurser inden for specialet, deltage i kongresser, arbejde med guidelines og tage på udveksling på danske eller udenlandske afdelinger.

„Det er godt at have nogle indianere til at få arbejdsplanen til at gå op. Men man får ingen udvikling og intet, der peger videre frem, hvis der ikke kommer folk ud at se, hvordan man lærer noget uden for afdelingens vægge“, siger Bjarne Rønde Kristensen.

INTENSIV TEAMTRÆNING

Engang var der tid og råd til at sende kolleger til kongresser og kurser for et godt ord. „Men den æra er slut“, siger overlæge Ole Kierkegaard, Kvindeafdelingen på Hospitalsenheden Horsens.

Det kan han godt ærgre sig over. Men på den anden side kan det sagtens være i den nære, kliniske hverdag, at den allervigtigste læring sker. Den, der handler om operative færdigheder, om adfærd og samarbejde.

„Det er efterhånden gået op for mig, at specielt i akutte situationer – hvis f.eks. en fødsel pludselig ændrer sig fra noget relativt hyggeligt til noget nærmest katastrofalt, og der skal handles hurtigt – så er samarbejdet og den enkeltes måde at reagere på pludselig det allervigtigste for et godt udkomme“, siger Ole Kierkegaard.

Simulationstræning er et effektivt læringsredskab, der samtidig kvalitetssikrer samarbejdet på fødestuen. Der er tale om obligatorisk, intensiv teamtræning, der omfatter hele personalegruppen plus kolleger fra anæstesiafdelingen.

Forskellige scenarier trænes og optages på video. For eksempel hjertestop under fødslen, så der skal laves kejsersnit inden for fire minutter, hvis genoplivning af moderen skal være mulig. Teamet sættes under pres, og alle skal kende deres rolle og vide, hvad de andre gør. Der debriefes efter hver seance – og her knækker læringskurven næsten hørbart i opadgående retning.

„Det adfærdsmæssige er det vigtigste – og det allersværeste at arbejde med. Når folk presses, lærer de sig selv og deres reaktionsmønstre at kende og – sværest af alt – de får muligheden for at lave om på det, der er uhensigtsmæssigt“.

„Det er jo aldrig det samme team, der arbejder sammen to gange i træk. Derfor skal man have nogle regler for kommunikation og handling, der kan optimere samarbejdet. Det er faktisk vigtigere end at sende folk rundt om jorden for at høre om en avanceret procedure eller gadget, som måske kan indføres her om ti år”, siger Ole Kierkegaard.

LÆR AF DE BEDSTE

I alle specialer – også gynækologi og obstetrik – ved de fleste, hvem på afdelingen eller i regionen, der er bedst opdateret. Og så gælder det om, at andre får mulighed for at lære af dem. Det er relativt enkelt og billigt.

„Efter 15 år her på stedet var jeg i 2013 et år på Skejby Sygehus“, fortæller Ole Kierkegaard. ”Min kollega har lige været et halvt år på Rigshospitalet for at lære noget af det mere avancerede. Og vi har en gynækolog, som lige nu er på Skejby for at lære noget avanceret laparoskopisk kirurgi. På den måde får man både det teoretiske og det praktiske ind“, siger han.

„Vores specialeråd har foreslået regionens politikere at formalisere udvekslingen. Hvis man lavede en slags ”fagligt funktionsbærende enheder“, kunne man f.eks. i vores område give Skejby ansvaret for, at vi andre via rotationsstillinger kommer med på vognen“, siger Ole Kierkegaard. Indtil videre foregår delingen af viden og færdigheder dog ad hoc og på frivillig basis.

LÆS OGSÅ

Speciallægers efteruddannnelse usystematisk

Nu skal der styr på livslang efteruddannelse