Skip to main content

LEDER: Lad fagligheden brænde igennem i 2017

Forhåbentlig bliver 2017 året, hvor vi ude i sundhedsvæsenet oplever, at de politiske visioner, som præsenteres i tv og andre medier, bliver til handling og forbedringer i sundhedsvæsenet.

Foto: Palle Peter Skov.
Foto: Palle Peter Skov.

Formand for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing

6. jan. 2017
3 min.

Færre regler og mindre kontrol i den offentlige sektor lovede statsministeren, da han 1. januar tonede frem på tv-skærmene med sin nytårstale. Medarbejderne skal have større frihed til at gøre det, de brænder for, nemlig at bruge deres viden til at hjælpe andre.

Det er godt nyt for mange læger og andre sundhedsprofessionelle, hvis motor er faglighed, faglighed og faglighed. Et kritisk blik på meningsløse kontroller, procedurer og bureaukrati, der tager tid fra de opgaver, som gør en forskel for patienterne, er mere end velkomment.

Et vigtigt skridt fremad vil være, hvis vi som professionelle får muligheden for at fokusere på de opgaver, som vi hver især er bedst til. Lige nu ruller nye elektroniske patientjournaler – Sundhedsplatformen – ud på mange afdelinger. Det har betydet, at flere opgaver er flyttet til lægerne og har afdækket et stort behov for at se på, hvilke opgaver der i den nye digitale virkelighed skal klares af læger, og hvilke der klares lige så godt eller bedre af andre faggrupper. Det er svært at se meningen med, at lægetid, som kunne bruges på patienterne, skal bruges på at udføre funktioner, som lægesekretærer har spidskompetence i.

Et kritisk blik på meningsløse kontroller, procedurer og bureaukrati, der tager tid fra de opgaver, som gør en forskel for patienterne, er mere end velkomment

Statsministeren har ret i, at det er nødvendigt med dygtige ledere, som kan motivere og sætte en klar retning. Et nyt kvalitetsprogram er på vej ud på sygehusene som erstatning for Den Danske Kvalitetsmodel, som har været stærkt kritiseret for sin bureaukratiske tilgang. Det er vigtigt, at dette arbejde nu får en form, som giver faglig mening og giver konkrete resultater for patienterne. Hvis det skal lykkes, er det helt afgørende, at ledelserne for både sygehuse og afdelinger følger op, og at der er det nødvendige fokus på og kompetencer til at løse den opgave.

Mon ikke statsministeren også havde regeringens planer om at forny den offentlige sektor i tankerne? Herunder den ledelseskommission, som ifølge regeringsgrundlaget skal styrke faglighed og dynamik i netop den offentlige sektor? Den ser vi også frem til, og vi tror på, at innovationsminister Sophie Løhde, der kommer til at stå i spidsen for dette arbejde, som tidligere sundhedsminister vil vide, hvor vigtigt det er at tænke faglighed ind i ledelse. Forhåbentlig vil det også afspejle sig i den måde, som kommissionen sammensættes og kommer til at arbejde på. Vi deltager meget gerne.

Helt grundlæggende er det naturligvis vigtigt, at rammerne for sundhedsvæsenet er i orden. At økonomien passer til opgaverne. I juledagene kom også det glædelige budskab, at der tegner sig politisk opbakning til at diskutere det krav om den årlige toprocentsstigning i produktiviteten, som sundhedsvæsenet er underlagt. Fremtrædende sundhedspolitikere udtrykte forståelse for, at der er behov for nye måder at styre sundhedsvæsenets økonomi, produktion og ledelse på.

Det sker efter, at læger, sygeplejersker, sosu-assistenter, jordemødre og andre i meget klare vendinger har advaret om, at det har konsekvenser for patienterne, når opgaverne bliver flere, uden at midlerne følger med.

Næste skridt er handling, og forhåbentlig bliver 2017 året, hvor vi ude i sundhedsvæsenet oplever, at de politiske visioner, som præsenteres i tv og andre medier, bliver til handling og forbedringer i sundhedsvæsenet. Det er også året, hvor partierne går til kommunal- og regionsvalg. Også her vil vi presse på for, at de lægefaglige argumenter får den vægt, de fortjener. Godt nytår!