Det er stadig mørkt, da Mads Geisler vågner i sit enmandstelt. Klokken er 6.30 og lydene fra landsbyen og junglen, når ind under teltdugen.
Han er rolig, men inden i hovedet vokser listen over de mange ting, han skal have styr på i løbet af dagen: Blodprøver, etablering af et lighus, opsætning af hegn omkring centeret og ikke mindst at få patienterne isoleret.
Det er den 20. maj 2018 og Mads Geislers første arbejdsdag i landsbyen Itipo i det nordvestlige Congo, hvor flere er mistænkte for at være smittet med ebola.
Tolv dage forinden har myndigheder slået alarm: 17 mennesker er konstateret døde af ebola i landsbyen Bikoro i den norvestlige del af Congo. I millionbyen Mbandaka er der blevet registreret tre tilfælde af ebolasmitte, og nu frygter myndighederne, at ebola-udbruddene også har spredt sig til andre landsbyer. Heriblandt Itipo.
»Da myndighederne slår alarm , befinder jeg mig i Østcongo, hvor er jeg udsendt for Læger Uden Grænser i forbindelse med et børnevaccinationsprojekt. En kollega og jeg tilbyder at tage derover og hjælpe med at få situationen under kontrol. Vi har allerede erfaringer fra Ebola-udbruddet i 2014 og 2015, så vi bliver straks sendt afsted for at åbne biksen så at sige.«
Mads Geisler er den eneste læge, og han ved ikke præcis, hvor slemt det står til i Itipo, da han tager fra Østcongo. Han ved blot, at fire patienter er blevet testet for ebola, mens 12 patienter er indlagt på det lokale sundhedscenter med feber og andre symptomer, der kan være tegn på ebola.
»Svarene på blodprøverne kommer samtidig med, at vi ankommer til landsbyen. De viste sig alle fire at være positive, så der er en meget panikagtig stemning,« fortæller Mads Geisler.
To af de smittede var sygeplejersker på sundhedscenteret i landsbyen og kan derfor lægge sig i statistikken over sundhedspersonale, der bliver ramt som de første, fordi de oftest er dem, der behandler ebolapatienterne, før man ved, hvad det er.
»Desværre er de begge to meget populære, så inden det er konstateret, at det er ebola, har hele landsbyen har været på besøg hos dem og har hjulpet med at vaske og pleje dem. Det er en farlig situation, da det betyder, at mange er potentielt smittede.«
Isolation
Udover Mads Geisler og hans kollega fra Læger Uden Grænser består det nyankomne hold af en anden expat og et nationalt team på 10-12 congolesiske sundhedspersonale, der er en blanding af sygeplejersker og vand- og sanitetsfolk.
De er alle blevet indlogeret i telte på terrassen af et stort katolsk kloster, der ligger i udkanten af landsbyen. Ofte har Mads Geisler sit eget værelse, når han er udsendt for Læger Uden Grænser. Men landsbyen er lille. Der er ingen andre steder, de kan bo. Og det her er det mest sikre sted at opholde sig i forhold til at undgå smitte.
Mads Geisler står op og holder et kort møde med holdet klokken 7.00, hvor de taler om prioriteringer, og hvad de skal have styr på i løbet af dagen. Så snart mødet er færdigt, går de over til sundhedscenteret, der ligger tæt på klosteret.
»Nogen har forsøgt lave et primitivt hegn rundt om hospitalet, der består af en lille betonbygning med 10 værelser. Alle kan i princippet gå ind og ud af hospitalet, og der sidder en masse pårørende både indenfor og udenfor. Normalt i et ebolacenter har man separate bygninger, men her var kun én bygning og derfor kun mulighed for at lave ét isolationsområde,« fortæller Mads Geisler.
Men inden de kan gå i gang med at isolere, må de have styr på, hvem patienterne er, hvem de har været i kontakt med og om de skal placeres i en højrisikogruppe, en mellemrisikogruppe eller en lavrisikogruppe. Sammen med en sygeplejerske bruger Mads Geisler derfor morgenen på at tale med alle patienterne, mens vand- og sanitetsfolkene begynder at oprette flere toiletter og brusebade.
Dem der er mindst syge og i stand til at rejse sig fra sengen, taler de med udenfor, hvor der er muligt at sidde og snakke uden at have dragt på.
»Der er ekstremt varmt, og luftfugtigheden er høj, så det er klart at foretrække at arbejde udenfor. Samtidig har vi på det her tidspunkt kun et begrænset antal sikkerhedsdragter, så vi forsøger at klare så meget som muligt uden. Så længe vi sidder med to meters afstand til patienterne, er der ingen smittefare,« siger Mads Geisler.
De patienter der ikke er i stand til at rejse sig fra sengen, bliver vurderet til at være i højrisikogruppen.
»Vi starter med at lave en tredeling af patienterne. Et rum for PR-bekræftede eller bekræftede patienter. Et rum for højrisiko-mistænkte. Og et rum for dem, der er lavrisiko patienter. Vi beder dem om hele tiden at vaske hænder og ikke at røre hinanden vel vidende, at der er nogle blandt patienterne, der risikerer at blive smittede.«
Der er 12 patienter i alt, der er mistænkt for have ebola. Mads Geisler og en sygeplejerske tilser dem indenfor i bygningen, hvor det er nødvendigt at iføre sig sikkerhedsdragt.
»I virkeligheden er det lidt ’overkill’. Ebola smitter jo kun igennem kropsvædsker. Men det er for at undgå smitterisiko ved at en patient for eksempel pludselig kaster op ud over én. Som læge er man i dagtiden højst inde i bygningen i en time ad gangen. Men det giver sig selv, da man er gennemsvedt efter fem minutter i dragten. Det er ikke ligefrem behageligt« fortæller Mads Geisler.
Kaotisk
Det der slår ham mest på denne første dag, er hvor kaotisk situationen er, fordi de er de første på stedet. Og hvor meget logistik de skal have styr på for at sikre, at smitten ikke spreder sig.
»I 2015, hvor jeg var udsendt i forbindelse med ebolaudbruddet i Liberia og Guinée, kom jeg derned efter, at ebolacentret var etableret. Alt var toptunet og kørte på skinner. Denne gang er vi kommet ud til ingenting og skal bygge det hele op fra bunden samtidig med, at det meste af udstyret endnu ikke er kommet. Der skal renses toiletter, indlægges strøm og etableres vaskehus og lighus samtidig med, at vi skal have hyret vagter og uddannet de lokale sundhedsmedarbejdere og rengøringspersonalet i hygiejne,« siger Mads Geisler.
»Da der endnu er begrænset med uddannet personale, er det nødvendigt, at alle er solidariske og hjælper til med de praktiske opgaver.
Det betyder, at man som læge både tørrer opkast op, vasker madrasser, vasker gulv, hjælper med at bade patienter, trække ledninger og sætte hegn op. Alle hjælper alle.»
Det meste af udstyret mangler stadig. Det forventes først at ankomme om nogle dage, så det er begrænset, hvor meget Mads Geisler og de andre fra holdet, kan opholde sig indenfor i bygningen, hvor patienterne ligger.
»I de første par dage kan vi kun gå stuegang to gange om dagen og gøre rent to gange om dagen. Vi giver patienterne morgenmad og drikkevand gennem en rampe og bliver nødt til at have strenge forholdsregler i forhold til vores kontakt både med hinanden og de lokale. Vi må gå ud fra, at alle er kontakter til smittede patienter, så ingen rør nogen, og man er enormt generøs med at bruge sin klorspray,« fortæller Mads Geisler og smiler.
Graver selv graven
I løbet af formiddagen kommer svarene på de blodprøver, der er taget på de 12 patienter dagen inden.
»Vi får at vide, at tre er positive. De to af dem er pårørende til en, der allerede er konstateret smittet og som netop er død. Det er mig og en tolk der skal ind og fortælle dem det og forklare, at de skal skifte værelse og isoleres De reagerer mistroisk. Hele konceptet virker bizart for dem. De har ikke lyst til at skulle skilles fra de andre familiemedlemmer. Det er svært i en kultur, hvor man er vant til at være tæt sammen, Men jeg forklarer dem, at det er for deres egen sikkerhed, og da først bedstemoderen accepterer det, accepterer de andre det også,« fortæller Mads Geisler.
De andre patienter bliver vi nødt til at beholde i isolation og teste endnu engang, selvom prøverne er negative. De kan stadig være smittede, da de har været i kontakt med dem, der har fået konstateret ebola.
Senere, da Mads Geisler og de andre fra holdet på skift har været hjemme og spise frokost, ankommer der et lig oppe fra landsbyen. Vedkommende har kastet op og har haft høj feber i dagene op til og har været i kontakt med en ebola smittet. Der er derfor en stor sandsynlighed for, at vedkommende er død af ebola og kan smitte.
Vedkommende får det, der kaldes en ’sikker begravelse’. Det vil sige, at man tager dragt på, arrangerer liget i en plastic-ligpose, tager en spytprøve, desinficerer liget og ligposer og transporterer ligposer ud af centeret, ambulancen eller hjemmet. Herefter kan man transportere ligposen uden sikkerhedsdragt. De pårørende har bagefter mulighed for at se ansigtet, hvis de ønsker det.
»Familien er meget bange. De vil ikke se liget og vil ikke være med til begravelsen. Det klarer vi i stedet. Vi får fat i nogle skovle og får gravet en grav. Normalt køber vi en kiste, men det er der ikke tid til den dag. I stedet bliver liget begravet i ligposen. Den lokale præst hjælper os med bisættelsen. Det hele går meget hurtigt,« fortæller Mads Geisler.
I Congo er forholdet til død og sygdom anderledes end her i vores del af verden. Børnedødeligheden er på omkring 10 procent. Det sker hyppigt, at familiemedlemmer dør.
»Men det her er alligevel noget andet. Ebola nærer sig af personer, der drager omsorg og passer på hinanden. Den spreder sig ved sympatisk menneskelig adfærd. Typisk er det dem, der plejer den syge, giver den syge mad, vasker den syge og tager sig af begravelsen, der bliver smittede. Det vækker en frygt i en landsby, hvor alle er vant til at tage sig af hinanden,« siger Mads Geisler.
I egen base
Resten af dagen bruger holdet på at få omdannet det primitive hospital til et ’ebola-center’ med alle de mange sikkerhedsforanstaltninger, det kræver.
»Der er endnu ikke noget strøm, så det er risikabelt at gå ind i bygningen i mørke, hvis man falder. Derfor stopper vi med at arbejde i ’højrisiko-området’ klokken 18, hvor solen går ned.«
Mads Geisler og de andre går tilbage til det katolske kloster, hvor deres telte er slået op. De sidder på terrassen, efter de har spist aftensmad, da én af klosterets nonner kommer hen til ham.
Ligesom mange af klosterets andre nonner arbejder hun på hospitalet som sygeplejersker, og hun fortæller Mads Geisler, at hun er bekymret, fordi hun har haft feber i nogle dage og har hovedpine og ondt i muskler og led.
»Lige i det øjeblik indser jeg for alvor, hvor tidligt vi er ankommet til epidemien. Vi er midt i et ebola-udbrud og har ikke nogen etableret base. Intet er under kontrol endnu,« siger Mads Geisler.
Mange tanker farer igennem hans hoved:
»Jeg er bekymret for, om vi kan blive smittet. Og så er jeg selvfølgelig bekymret for nonnen, fordi hun også er sygeplejerske og har haft enormt tæt kontakt med de første bekræftede patienter,« siger Mads Geisler og fortsætter:
»Oven på en i forvejen kaotisk dag, er det her ligesom toppen. En ting er den smitterisiko, der er på hospitalsområdet. Her kan vi tage vores forholdsregler ved blandt andet at gå med handsker og sørge for at have vores egne toiletter. Men det her er inde på vores egen base. Vi har lige har spist af tallerkner, som potentielt kan være kontaminerede. Det miljø vi er i, er ikke sikret endnu.«
Han får hurtigt får samlet sig og dannet et overblik over situationen.
»Jeg er den eneste læge, så jeg snakker med hende om hendes symptomer og prøver at finde ud af, hvem hun har været i kontakt med. Hun fortæller, at hun i en uge passet og plejet to positivt syge patienter med ebola, og at hun har brugt handsker.«
Mads Geisler er ikke i tvivl om, at nonnen skal isoleres. Hendes symptomer er meget milde, men risikoen for at hun kan være smittet med ebola er der. Han sørger derfor for, at nonnen bliver isoleret i sit eget kammer med en spand, og tager så den første blodprøve iført sikkerhedsudstyr.
»Jeg og fortæller hende, at selvom svaret viser sig at være negativt, skal hun blive i isolation i 48 timer. Derudover giver jeg hende systematisk behandling for malaria og blærebetændelse, som der trods alt er større sandsynlighed for end ebola.«
Under kontrol
Da han sidder tilbage om aftenen sammen med sin kollega, kigger de på hinanden.
»Vi tænker begge to, at det her er skørt, og vi snakker om, at det kræver, at vi nu holder tungen lige i munden,« fortæller Mads Geisler.
Det betyder blandt andet, at de må tage deres forholdsregler og sørge for at vaske hænder hele tiden og spraye dem med klor, og at de hurtigst muligt får uddannet dem, der laver deres mad og vasker op efter dem.
»De første par døgn er de mest risikofyldte for os sundhedspersonale, inden vi får uddannet rengørings- og køkkenpersonalet. Vi har en ’no touch policy’, der betyder, at ingen af os må røre hinanden, men vi spiser jo af hinandens tallerkener, så det er vigtigt, at de bliver dyppet i klorvand, og at dem der laver mad til os, har god håndhygiejne. Man bliver lidt paranoid.«
Nonnen bliver et par dage efter bekræftet negativ, og da Mads Geisler rejser tilbage til Danmark i slutningen af juni godt fem uger senere, er situationen under kontrol.
Samlet får 10 konstateret ebola i isolationscentret i Itipo, mens Mads Gesiler er udsendt. 51 patienter mistænkes, men bliver senere erklæret negative. 4 dør af ebola, hvoraf 2 bliver officielt registreret.
»Jeg var helt udmattet følelsesmæssigt, da jeg kom hjem efter det første ebolaudbrud, hvor jeg var i Liberia. Det er svært, når man over en lang periode har passet og opmuntret sine patienter og sagt til dem hver dag, at de nok skulle klare det. Senere dør så omkring halvdelen af dem. Det er næsten ikke til at bære.
Med tiden er jeg blevet mere hårdfør. Denne gang holdt jeg mere afstand følelsesmæssigt. Det er en beslutning, man tager for ikke at knytte sig så meget til patienterne. Og det kan man i praksis gøre ved at sørge for at lade opgaven rotere, så det ikke er den samme, læge og sygeplejerske, der tager sig af kontakten til patienterne. Man skal ikke være ligeglad med patienterne, men det med døgnet rundt at gå og håbe desperat på, at det nok skal gå og sige til dem, at de bare skal holde ud, det er jeg holdt op med,« siger Mads Geisler.
Nu trænger han til en lang sommerferie, men Mads Geisler kunne godt forestille sig at rejse ud igen, hvis der kommer et nyt ebolaudbrud, og han hører ikke til dem, der frygter en global ebola-epidemi:
»Jeg har ikke mareridt om natten. Hvis blot man tager de rigtige beslutninger og forholdsregler, løber ebola ikke ud af kontrol.«
