Skip to main content

Lose: Uklart hvad der skal indberettes

Klaus Larsen kll@dadl.dk

21. sep. 2012
3 min.

Overlægen, som skabte røre om de syntetiske underlivsnet, tror ikke, at ordren om at indberette komplikationer vil vise noget nyt.

Når kvinder, som har fået indopereret syntetiske mesh (net) ved operationer for underlivsfremfald, i den kommende tid indkaldes til samtale og eventuel undersøgelse, og når Sundhedsstyrelsen samtidig indskærper, at de behandlende læger skal indberette "alvorlige hændelser", vil det formentlig medvirke til at berolige de berørte kvinder og offentligheden. Og det vil overlæge, professor, dr. med. Gunnar Lose gerne rose Sundhedsstyrelsen for.

Mentalhygiejnisk

Gunnar Lose er gynækologisk overlæge på Herlev Hospital. Det skabte røre, da han i Ugeskrift for Læger fortalte, at hundreder af kvinder har fået indopereret implantaterne, som kan have alvorlige bivirkninger. Og han tror ikke, at Sundhedsstyrelsens initiativ vil bidrage med viden om komplikationsmønsteret og dermed til at rette op på problemet.

Dels er det uklart, hvad der egentlig skal indberettes. Og dels er det de opererende læger selv, der retrospektivt skal stå for vurderingen, siger han.

Sundhedsstyrelsen har anbefalet afdelingerne at indkalde de op mod 3-400 kvinder, som skønnes at have fået de pågældende syntetiske implantater, til samtale og vurdering. Samtidig har styrelsen indskærpet pligten til at indberette eventuelle "alvorlige hændelser".

Sundhedsstyrelsen: Indkald til undersøgelse, indberet komplikationer

Gunnar Loses afdeling har fulgt Sundhedsstyrelsens opfordring til at indkalde de kvinder, som man på grund af svær vaginal prolaps har måttet indoperere de omdiskuterede net hos. Men han anser det som en overvejende mentalhygiejnisk foranstaltning:

"For det første er der uenighed om, hvad der skal betragtes som komplikationer. Og for det andet er det de opererende læger selv, der skal foretage en undersøgelse retrospektivt. Enhver kan sige sig selv, at det ikke er meget værd", siger Gunnar Lose.

Tre komplikationer - eller nul

Han henviser til et konkret eksempel:

"En patient fik indsat mesh på et sygehus, hvor man lavede hul på blæren under operationen, og det blev ikke indrapporteret. Og det er også uklart, om man skal, for direktivet for indrapportering er meget uklart. Det pågældende sted har åbenbart ikke ment, at der var noget at indberette. For var det en komplikation, at patienten gik med et kateter i 14 dage og havde det skidt? Da man så fjerner kateteret, er kvinden sivende inkontinent - det sker for 15-20 pct. Nu får hun så at vide, at hun bare skal have indopereret en TVT-slynge omkring urinrøret. Det får hun efter et par måneder, hvorefter hun har imperiøsitet, altså irritation i blæren med hyppig vandladningstrang. Og der er ikke indrapporteret noget, for afdelingen synes ikke, at der er sket noget. Efter at vi har set hende her, har jeg indrapporteret alle tre komplikationer", fortæller Gunnar Lose".

Gunnar Lose forventer, at de centre, som har brugt de omtalte mesh, heller ikke i anden ombæring vil finde noget, der burde være indberettet. At de - groft sagt - vil sige "nul komplikationer", hvor han ville sige "tre".

Styrelsen: Indberet alt - vi skal nok sortere

Derfor burde Sundhedsstyrelsen ifølge Gunnar Lose have præciseret over for afdelingerne, hvilke komplikationer vedrørende mesh, man vil have indberetninger om - og det skal være det hele, så man kan få et nuanceret billede: Erosion, infektioner, smerter, skrumpning, smerter ved samleje, utilsigtede hændelser ved operationen osv.

Anne Mette Dons, Sundhedsstyrelsens chef for tilsyn og patientsikkerhed, mener ikke - som Gunnar Lose - at Sundhedsstyrelsen skal gå i detaljer om, hvilke bivirkninger og hændelser, der skal indberettes.

"Vi ville aldrig kunne lave en komplet liste for alt udstyr - og en detaljeret ville måske få nogle til at tænke, at 'når det ikke står på listen, behøver vi ikke indberette'", siger hun.

Anne Mette Dons vil ikke tage stilling til, om man skal forvente underrapportering, fordi det er behandlingsstederne selv, der retrospektivt skal tage stilling til, om de skal indberette eller ej:

"Men man har pligt til at indberette, og det er der mange læger, der ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme på, at man skal", fastslår hun.

"Og det er bedre, at man indberetter for meget end for lidt. Så skal Sundhedsstyrelsen nok sortere", tilføjer hun.