Skip to main content

Lotte Bang bestyrer Familie Journals lægebrevkasse: Her skriver de, der ellers ikke ville søge læge

Familielægen kalder bladet hende. Det er da også et bredt udsnit af familien Danmark, der uge efter uge søger hjælp hos Rungstedlægen Lotte Bang, der ikke uden frygt for små ti år siden fulgte i legendariske Erik Münsters fodspor i landets største ugeblad.

Lotte Bang besvarer mange forskellige spørgsmål i Familie Journalen. Om piskesmæld, lav blodprocent eller giver gode råd til unge forældre. Foto: Claus Boesen
Lotte Bang besvarer mange forskellige spørgsmål i Familie Journalen. Om piskesmæld, lav blodprocent eller giver gode råd til unge forældre. Foto: Claus Boesen

Ole V. Hansen, olevhansen38@gmail.com
Foto: Claus Boesen

31. mar. 2017
5 min.

Alene tanken om flere hundredtusinder potentielle patienter i venteværelset kan nok skræmme selv den mest ambitiøse læge, også selv om de aldrig personligt tropper op på klinikken, men ”nøjes med” en skriftlig konsultation.

Lotte Bang indrømmer i hvert fald sin nervøsitet, da det for en halv snes år siden gik op for hende, hvad hun havde indladt sig på som ny medarbejder ved Familie Journals ugentlige lægebrevkasse. I de første år på fifty-fifty basis med legendariske Erik Münster. Men siden helt og aldeles ene om at fjerndiagnosticere, rådgive og opmuntre de læsere, der for landets største ugeblad stærkt nærmer sig den halve million.

"Jeg var nærmest rædselsslagen", smiler hun med tanke på den formiddag, hun første gang satte sig til rette for enden af det sortpolerede langbord i spisestuen hjemme i privaten i Holte og med nysleben papirkniv forsigtigt sprættede den første konvolut op. "Men det var for sent at fortryde. Navnlig når jeg altid har påstået, at jeg elsker udfordringer", ler Lotte, der indledte sine medicinstudier med en gynækologisk fremtid for øje, men i dag udgør en del af det alment praktiserende team hos ”Lægerne, Rungstedvej 83” i Nordsjælland.

Spørg om sygdom og sundhed

Før tilbuddet kom, var det aldrig faldet Lotte ind at blive brevkasseredaktør. Og havde hendes faste patientskare ikke talt Familie Journals daværende chefredaktør, havde skæbnen næppe maget det således. Hvad hun – med sin nuværende erfaring – ville have været oprigtigt ked af.

"Via bladets spalter kommer jeg ud til mennesker, som ellers næppe ville søge medicinsk bistand. De synes måske, det er for lidt at ulejlige deres praktiserende læge med, får ikke taget sig sammen til at komme hjemmefra eller vægrer sig i al almindelighed mod at tale om sygdom", siger Lotte og understreger, at svarene på læserbrevene til ”Spørg om sygdom og sundhed” såvel som siden med mere almengyldige betragtninger over de aktuelle sundhedsproblemer, som hun møder i hverdagen på klinikken, ikke udelukkende henvender sig til brevskriveren, men så sandelig også til ugebladets øvrige læsere.

Samtidig er 54-årige Lotte sig bevidst, at hun i december 2007 tiltrådte for at give lægestoffet en yngre profil. Efter et halvt århundrede med dr. Münster var det mærkbart på brevbunken, at den nye generation ikke havde tålmodigheden til at hånd- eller maskinskrive spørgsmålene, putte brevene i kuverter, klæbe frimærker på og ”gå i” postkassen.

Men nu, hvor størstedelen sendes pr. e-mail, viser det sig, at ikke så få yngre Familie Journal-læsere faktisk spørger Familielægen til råds om helbredet, fortæller Lotte, der også selv er godt tilfreds med, at computeren er opfundet.

"Tidligere var det ikke altid lige nemt at tyde folks håndskrift og finde ud af, hvad de spurgte om. Og dermed, hvad de fejlede. Men det er alfa og omega for en lægebrevkasseredaktør, at selv bittesmå detaljer er nøje beskrevet. Ved en traditionel konsultation med ansigt til ansigt-kontakt danner man sig tit ved første øjekast et ofte rimeligt nøjagtigt indtryk. Et brev efterlader derimod af gode grunde ingen synsindtryk.

Derfor er der jo heller ikke tale om den endegyldige sandhed. Jeg skal vejlede folk; agere som et supplement, hvor jeg først og fremmest beder dem søge egen læge i tide, hvis jeg får den mindste mistanke", siger Lotte. Ofte har indsenderen dog allerede været hos lægen, men vil gerne have en second opinion, fordi vedkommende ikke helt har opfattet, hvad lægen sagde, og nu beder Familielægen ”oversætte”.

Overrasket over folks åbenhed

"Som fagfolk er vi tilbøjelige til at bruge et lægesprog, der ikke umiddelbart forstås af menigmand. Eller en patient husker ikke ordret, hvad der blev sagt. Står det derimod trykt sort på hvidt, kan de jo finde ugebladet frem og læse det igen og igen", siger Lotte, der er overrasket over folks åbenhed.

"Selv ting fra privatlivet betror læsere mig. En tillidserklæring, jeg er dybt taknemmelig for. Men som også kan pejle mig ind på en eventuel sygdom. Fordi årsagen tit findes i de problemer, folk tumler med", konkluderer Lotte, der godt kan savne at følge op på, om hendes ”gode råd” nu også virker. Som tilfældet er i hendes daglige virke på klinikken, hvor Familie Journal af gode grunde ikke ligger frit fremme.

"Det er jo dér, jeg henter inspiration til de eksempler, jeg beskriver på siden ,Fra konsultationen'. Og mine patienter skulle nødigt tro, at de kan genkende sig selv, mens de sidder i venteværelset.

Nu er eksemplerne, jeg bruger, naturligvis heller ikke en beskrivelse af mine egne patienter, som jo skal vide sig sikre på, at der er fuld fortrolighed vedrørende den samtale, de har med lægen. Men det er det, mine kolleger og jeg selv oplever i klinikken hver dag, der ligger til grund for de patienthistorier, jeg beskriver i Familie Journal".

Som oftest er det dog ikke usædvanlige symptomer og sygdomme, læserne ønsker svar på. Et hastigt blik på siderne viser, at det stort set er de samme problemer, som når Lotte møder sine patienter på klinikken. De ”dårligdomme”, som de fleste af os går og slås med. Derfor tjener det ikke noget formål at begynde at remse spørgsmålene op.

Lægebrevkasserne gør nytte

"Men det siger sig selv, at hvis noget en overgang er særligt omtalt i pressen, afspejler det sig også i brevene. Som den nylige diskussion om unge mennesker burde vaccineres mod en bestemt type meningitis. Eller i år, hvor influenzaepidemien optræder særligt ondartet".

Alt i alt er Lotte Bang dog overbevist om, at lægebrevkasserne virkelig gør nytte. Læserskaren er stor. Og inkluderer også dem, der påstår, at de kun ser bladet hos frisøren. Men hvorfor skamme sig over at indrømme, at man – i lighed med mellem en halv og en hel million landsmænd – læser ugeblade?

"Jeg ser da også andet end mine egne sider, når bladet dumper ind om mandagen", siger Lotte. Uden at uddybe, om det også gælder forsatsromanerne. Hvad hun nu roligt kan gøre. Også de er fulgt med tiden. ”Den hvide kittels romantik” er tilsyneladende et overstået kapitel.

Det slutter allenfals ikke længere altid med, at den kønne, opofrende sygeplejerske lever lykkeligt til sine dages ende med den myndige, men sympatiske overlæge.