Skip to main content

LVS skærer igennem prioriterings-nøl

RADS, KRIS og IRF er hver for sig gode, faglige instanser. Men uden koordinering bliver rådgivningen for fragmenteret, mener LVS, som foreslår et samlet videncenter.

Formand for Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) Peter Schwarz. Foto: LVS
Formand for Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) Peter Schwarz. Foto: LVS

Kluus Larsen kll@dadl.dk

17. sep. 2015
3 min.

Udgifterne til ny, dyr medicin i såvel almen praksis som på sygehusene belaster sundhedsvæsenet i stigende grad, som det tydeligt fremgår den budgetlægning, som i disse uger foregår i landets fem regioner. Og der er ingen udsigt til, at disse udgifter vil holde op med at vokse.

Samtidig har Christiansborg politikerne klart tilkendegivet, at de ikke vil vide af et prioriteringsinstitut som f.eks. det britiske NICE. Nye behandlinger skal tilbydes patienterne uden skelen til prisen. Resultatet er sparerunder i regionerne, besparelser på de nye sygehusbyggerier og kronisk overbelægning på sygehusene.

LVS: Brug for videncenter om nye behandlinger (LINK)

”Der er behov for at få kontrol med udviklingen på en fagligt forsvarlig måde”, siger formanden for LVS, Lægevidenskabelige Selskaber, professor Peter Schwarz.

Ifølge LVS-formanden bliver beslutninger om at indføre nye behandlinger og medicin ikke altid truffet på en rationel måde.

Ganske vist har man KRIS (Koordinationsrådet for Ibrugtagning af Sygehusmedicin), RADS (Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin) og IRF (Institut for Rationel Farmakoterapi) plus en række lokale medicinkomiteer.

”Ja – og hver især repræsenterer de den faglighed, som vi i høj grad går ind for”, siger Peter Schwarz.

Saml ekspertisen

”Problemet er, at det ikke foregår på en koordineret måde. De tre instanser kommer på en måde til at konkurrere indbyrdes, og der er mulighed for at få forskellige faglige udmeldinger. Ekspertisen er til stede. Vi vil bare gerne have rådgivningen koordineret i et samlet videncenter. Her kunne man også inddrage nationale kliniske retningslinjer, hvor der allerede ligger meget viden klar til anvendelse”, siger Peter Schwarz.

”Vi har den bedste faglige ekspertise samlet i de tre råd (KRIS, RADS og IRF, red.). Men vi mener, det er forkert f.eks. at håndtere kræftmedicinen isoleret hos en instans, og anden medicin på en anden måde. Der vil være større samfundsmæssig fornuft i at samle det, så politikerne kun behøver at forholde sig til én instans.

Ekspertisen er til stede. Vi vil bare gerne have rådgivningen koordineret i et samlet videncenter Professor Peter Schwarz, formand for LVS

LVS ser altså gerne en mere koordineret indsats, som ifølge Peter Schwarz ikke alene bør omfatte medicin, men også anden teknologi og medicoteknisk udstyr.

”På den måde mener vi, at man vil få mere sundhed for pengene. Lige nu er der for mange om buddet. Hver især er det tre gode instanser, men hvis man koordinerede dem, kunne man komme langt ad vejen”, siger han.

Og så foreslår LVS i øvrigt, at også nyt udstyr som f.eks. robotkirurgi inddrages i et kommende videncenter.

”Vi forestiller os en relancering af det gamle Medicinsk Teknologivurdering, der lå under Sundhedsstyrelsen, så man kan få en samlet, faglig vurdering af de forskellige behandlinger, før de tages i brug. Og så er der brug for klinisk forskning til at evaluere behandlingerne ude i den kliniske hverdag ”.

- Hvor er politikerne, som skal bevilge pengene, i det her. Skal de inddrages?

”Nu er vores forslag lagt frem. Så håber vi, at vi finder forståelse for det, når vi møder politikerne. Politikerne er automatisk inddraget gennem Danske Regioner, hvor KRIS og RADS jo er funderet. For mig at se er dette udtryk for en organisation, der samler statsvirksomhed, regionsvirksomhed og faglighed. På den måde er politikerne i høj grad med”, siger Peter Schwarz.