Skip to main content

Måske er det bedst med en djøffer i spidsen for Sundhedsstyrelsen

Formand for Lægeforeningen
Mads Koch Hansen

26. mar. 2015
3 min.

Hvem drister sig til at sætte sig i Sundhedsstyrelsens direktørstol? Det spørgsmål er topaktuelt efter sundhedsministerens fyring af styrelsens administrerende direktør, Else Smith, for nylig. Man behøver ikke være verdensmester i procentregning for at regne ud, at de ansøgere, der måtte melde sig, løber en stor risiko for selv at forlade jobbet på samme måde – uanset hvor megen smiger og varm vind i ryggen Sundhedsministeriet til sin tid vil præsentere den nye direktør med.

Skal det være en læge, som afløser Else Smith? Ikke, hvis ministeriet lægger op til, at styrelsen skal henslæbe tilværelsen som en lille og alt for mager hund, der logrer på kommando. Hvis det er modellen – og det kan man godt være bange for – så vil jeg anbefale, at ministeriet rekrutterer en typisk embedsmand

Hvis man derimod – som jeg – mener, at det er vigtigt, at regeringen og Folketinget får uafhængig, faglig rådgivning, er det selvfølgelig ikke løsningen. Så bør man ansætte en læge som direktør. Det er en kæmpestyrke for minister og departement at kunne trække på rådgivning, som har bund i evidens, og at kunne få teksten udlagt af en, der selv har set patienter i øjnene. En person, som har indgående kendskab til sygdomme, forebyggelse og behandling og har tumlet med de etiske dilemmaer, der følger med.

Skal det være en læge, som afløser Else Smith? Ikke, hvis ministeriet lægger op til, at styrelsen skal henslæbe tilværelsen som en lille og alt for mager hund, der logrer på kommando.

Sundhedsvæsenet bliver stadig mere komplekst med mange hensyn at balancere og store opgaver at løfte: vaccinationsprogrammer, specialeplaner, medicingodkendelser og tilsynsopgaver. I min optik understreger det blot vigtigheden af, at rollerne er rigtigt og klart fordelt. Sundhedsstyrelsen leverer sundhedsfaglig rådgivning, som politikerne faktisk kan bruge til noget, og som kan bidrage til kvalificerede beslutninger.

Spørgsmålet er, om der i virkeligheden bliver tale om at ansætte flere direktører. P.t. forlyder det i korridorerne, at politikerne kan beslutte sig for at splitte styrelsen i to eller måske endda tre, så man går tilbage til en egentlig Lægemiddelstyrelse, opretter en ny Tilsynsstyrelse og overlader de resterende opgaver til Sundhedsstyrelsen.

Eneste fordel ved den model er, at den vil udstille, hvor få midler der er afsat til at sikre et stærkt tilsyn. Ulempen er, at den sammenhæng på tværs, der er i sundhedsvæsenet, ikke vil afspejle sig i Sundhedsstyrelsen, som i stedet mindre end tre år efter sidste store organisationsændring vil skulle igennem endnu en organisationsændring.

Bred direktion bedre

Der er større perspektiv i en model, hvor hvert af områderne i Sundhedsstyrelsen får en plads i en bred direktion. Det vil give større sikkerhed for, at der er nødvendigt fokus på de hver for sig vigtige opgaver i styrelsen. Samtidig bør arbejdet med sundhedsdata flyttes fra Statens Serum Institut til styrelsen, hvor data rent faktisk skal bruges.

Det er mindre ændringer, som giver mening. De store omrokeringer, som er i spil, kan måske efterlade indtrykket af handlekraftige politikere, som virkelig tager fat. Men risikoen er, at kræfterne bruges på igen at ændre de ydre skaller i stedet for eksempelvis at rette op på og styrke det tilsyn, som er roden til, at Sundhedsstyrelsen nu er kommet i så alvorlige problemer. Nye opdelinger af kontorer, to indgange i stedet for én, to kantiner i stedet for én ændrer ikke ved, at sagen handler om noget helt andet, hvis styrelsen skal komme stærkt igen: politisk opbakning og resurser til at løfte opgaven.