Skip to main content

Mads Koch Hansen: Vi skal værne om lægers omdømme

Lægestanden skal væk fra beskyldningerne om de hvide kitlers broderskab, og derfor opfordrer formanden for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen, til at overveje at ændre på Lægeetisk Nævn, så det fremover skal offentliggøre påtaler af læger og kunne tage flere sager op.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

11. apr. 2014
6 min.

Når læger på Rigshospitalet bliver beskyldt for at bruge forskningspenge på dyre møbler og restaurantbesøg, og når læger bliver beskyldt for at chikanere Region Hovedstadens 1813-akuttelefon, så bliver lægernes troværdighed og omdømme som helhed sat under pres.

Og ifølge en ny undersøgelse foretaget af TNS Gallup for Lægeforeningen mener langt størstedelen af lægerne, at fagets omdømme bliver påvirket negativt, når de kritiske enkelthistorier bliver bragt i medierne. Næsten halvdelen af de i alt 915 repræsentativt udvalgte læger i undersøgelsen svarer tilmed, at de negative lægehistorier i pressen gør dem bekymrede eller vrede.

Mediestormen gør også indtryk på formanden for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen.

»Undersøgelsen viser, at det påvirker andre læger, når en eller flere læger bliver omtalt negativt i medierne. Jeg tror, at det er vores standsfølelse, der får det til at ramme os alle. Derfor er det vigtigt, at vi interesserer os for både, hvordan vi opfører os i medierne og over for hinanden, og hvordan omverdenen ser på læger«, siger Mads Koch Hansen.

Da Lægeetisk Nævn for nylig vurderede den påståede telefonchikane af 1813 og endte med ikke at finde grund til kritik af syv ud af otte læger, skrev mange medier overskriften »Læger frikender læger«. Og det gør lægerne sårbare, mener Mads Koch Hansen.

Faktaboks

Fakta

»Jeg har ikke mistillid til Lægeetisk Nævn. Tværtimod. Men det gør os sårbare, når andre ser os på den måde, og derfor skal vi overveje, om vi kan ændre på rammerne for nævnet, så vi undgår beskyldninger om f.eks. de hvide kitlers broderskab«, siger Mads Koch Hansen.

Konkret foreslår han, at man overvejer, om en fagperson, der ikke er læge, kan være medlem af Lægeetisk Nævn. Og desuden ser han et behov for mere åbenhed om de afgørelser, som nævnet træffer.

»Internt er der stor respekt om nævnet, men vi skal overveje, om den respekt udadtil kan blive større ved at have andre end læger siddende i nævnet. Det kunne være en jurist. Derudover vil jeg gerne diskutere, om sagerne skal offentliggøres i anonymiseret form. På den måde ville omverdenen kunne se, at der rent faktisk er konsekvenser for de læger, der optræder forkert. I dag kender ingen sagerne ud over de implicerede, og derfor kan vi ikke lære nok af dem«, siger Mads Koch Hansen.

Jeg tror, at læger tænker meget på, hvordan de fremtræder som fagpersoner og som privatpersoner. Vi er læger hele døgnet, og det sidder dybt i mange af os. Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen

Han foreslår desuden, at Lægeetisk Nævn skal kunne tage flere sager op som eksemepelvis grove overtrædelser af reglerne for lægers samarbejde med lægemiddelindustrien. Og som endnu en ændring foreslår Lægeforeningens formand, at de etiske regler bliver skrevet om, så de bliver mere tidssvarende.

»Reglerne er skrevet langt tid før internettet og lang tid før det enorme mediepres. Der står ikke, at man ikke må misbruge forskningsmidler, og der står ikke, hvordan man som læge ytrer sig på Facebook eller andre sociale medier. Reglerne skal passe til 2014«, siger Mads Koch Hansen.

Men ved læger ikke godt, hvordan de skal opføre sig?

»Jo, og jeg tror, at læger tænker meget på, hvordan de fremtræder som fagpersoner og som privatpersoner. Vi er læger hele døgnet, og det sidder dybt i mange af os. Men hvis de etiske regler bliver opdateret, vil det give Lægeetisk Nævn bedre muligheder for at tage flere relevante sager op, og det vil styrke os i forhold til hvordan omverdenen – og dermed også vores patienter – ser på os«, siger Mads Koch Hansen, der understreger, at selv om negative pressesager fra tid til anden kan presse lægers omdømme, er omdømmet generelt godt.

»Og sådan skal det også være. Hvis patienterne skal kunne komme til os og åbne op for deres inderste bekymringer og lægge deres liv i hænderne på os, skal det være en stor tillid til både den enkelte læge og læger som helhed. Hvis ikke der er den tillid, fungerer forholdet mellem læge og patient slet ikke. Derfor skal vi værne om vores omdømme«, siger Mads Koch Hansen.