Skip to main content

Mæslingeudbrud i Nordsjælland

Seks personer er smittede med mæslinger i Nordsjælland – fem tilhører samme familie og er uvaccinerede.

Barn  med mæslingeudslæt. Foto: Wikimedia Commons
Barn med mæslingeudslæt. Foto: Wikimedia Commons

Klaus Larsen kll@dadl.dk

21. maj 2015
2 min.

I løbet af de sidste to uger er der påvist i alt seks tilfælde af mæslinger i Nordsjælland, oplyser Statens Seruminstitut (SSI)

I begyndelsen af maj blev sygdommen påvist hos et treårigt uvaccineret barn. Siden er der påvist yderligere fire tilfælde i samme familie, heraf tre tilfælde blandt børn i alderen 0 til 10 år, alle uvaccinerede.

I denne uge er der påvist endnu et mæslingetilfælde hos en yngre voksen, som kan kobles til det treårige barn under dets indlæggelse i begyndelsen af maj. I dette tilfælde er den smittede faktisk vaccineret, oplyser SSI. Vedkommende er registreret til at have modtaget to doser MFR-vaccine.

SSI baserer sine oplysningerne på det, som er vaccinationsregisteret, og afdelingslæge i SSI Peter H.S. Andersen vil derfor ikke udelukke, at der kan være sket en fejlregistrering.

”Uanset det, er der ingen vaccine, der beskytter 100 pct.”, siger Peter H.S. Andersen. ”Men efter to vacciner er 98-99 pct. beskyttede. Der er altså 1-2 procent, som ikke vil være det i forhold til at kunne måle antistoffer. Ved større udbrud vil der altså være enkelte vaccinerede mellem de smittede. Men det betyder ikke, at vaccinen ikke er effektiv”, siger Peter H.S. Andersen.

Genotypning af virus isoleret fra det første tilfælde er ifølge SSI identisk med mæslingevirus, der har givet anledning til et større mæslingeudbrud i Kina. Genotypen er også næsten identisk med genotypen, der blev isoleret fra en voksen dansker, som blev smittet med mæslinger under ophold i Kina i slutningen af marts 2015, og som blev syg i begyndelsen af april.

Embedslægen er i gang med smitteopsporing for at få afklaret vaccinationsstatus blandt kontakter. Har de smittede været i kontakt med uvaccinerede, kan disse evt. få tilbud om forebyggende behandling.