Skip to main content

Mæslingeudbrud giver travlhed: Forældre ønsker tidligere vaccination

Praktiserende læger bruger meget tid på at rådgive forældre, der er bekymrede over mæslingeudbruddet, siger DSAM-formand, som ønsker bedre koordinering af sundhedsmyndighedernes udmeldinger. Statens Serum Institut finder det naturligt, at forældre går til lægen, hvis de er bekymrede.

Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

5. mar. 2019
5 min.

Siden det kom frem, at der er et mæslingeudbrud i Danmark, har flere forældre henvendt sig til deres praktiserende læge for at høre, om de kan få vaccineret et barn, der ikke er fyldt 15 måneder endnu.

Det siger Anders Beich, formand for DSAM, Dansk Selskab for Almen Medicin.

»Der kommer en del forespørgsler fra forældre, der gerne vil vide, om de kan få deres børn vaccineret nu. Det forstyrrer faktisk vaccinationsprogrammet. Hvis man starter tidligere og efterkommer forældrenes ønsker, piller vi ved programmet, fordi det kan være, at børnene så skal have en ekstra vaccination, når de starter tidligere,« siger Anders Beich.

Han peger på, at det kræver tid i almen praksis, når forældre kommer med flere krav.

»De mange forespørgsler afføder behov for sundhedspædagogisk indsats, og det skal de praktiserende læger gøre. Men vi har nok at lave. Skal vi sidde at rådgive alle de forældre, der er bekymrede for deres børn og mæslinger, så tager det vores tid. Vi vaccinerer folk under 45 år, som ikke er vaccinerede. Men vi kan bruge meget tid på at rådgive forældre individuelt om, hvilke konsekvenser tidlig vaccination har for programmet. Det tilråder vi ikke, når der ikke er særlige forhold som rejser eller andre smitterisici,« siger han.

Anders Beich kunne godt ønske sig større koordinering fra Statens Serum Institut og fra Sundhedsstyrelsen i deres udtalelser. Hype i medierne kan føre til, at forældrene tror, det er bedre at få deres børn tidligt vaccineret, siger han.

»Når myndighedsautoriteter medvirker i medierne, kommer de hurtigt til at tænde et bål. Man skal være præcis og specifik i sine udtalelser, for de drømmer nok ikke om, hvor meget arbejde det giver ude i almen praksis. Vi har så rigeligt at bestille i forvejen. Vi har ikke luft til ekstraopgaver," siger han.

Det har været omtalt i flere medier, at de helt små børn har en vis beskyttelse fra moderens immunitet med fra fødslen, men at de tilsyneladende ikke er så længe og så godt beskyttede, hvis moderen er blevet vaccineret, som dengang mødrene havde haft sygdommen.

Det budskab har fået flere forældre til at reagere, siger Anders Beich, der peger på, at mæslingeudbruddet er et lille udbrud, og det kommer med jævne mellemrum.

Budskabet bør være at tage det roligt

At udbruddet overhovedet kommer, er et udtryk for, at flokimmuniteten ikke er komplet. Nogle unge voksne er ikke blevet vaccineret, og de har mæslingerne med hjem fra udlandet.

»Derfor bør budskabet fra læger til deres patienter være, at folk skal tage det roligt, og at vi med jævne mellemrum ser de her småudbrud, fordi vi ikke er kommet højt nok op i flokimmunitet. Det her er desuden forhåbentlig en anledning til, at forældrene i større omfang lader deres børn vaccinere, og at de yngre voksne, som ikke er blevet vaccineret, sørger for at få denne vaccine på plads også. Børnevaccinationsprogrammet er ikke lavet om på grund af udbruddet, og de praktiserende læger skal fortsat vente, til børnene bliver 15 måneder,« siger Anders Beich

Under særlige omstændigheder, hvis børnene er særligt udsatte eller skal ud at rejse, kan man vaccinere tidligere end de 15 måneder. Hvis børn vaccineres, før de er fyldt 12 måneder, skal de dog starte forfra på vaccinationsprogrammet.

Når myndighedsautoriteter medvirker i medierne, kommer de hurtigt til at tænde et bål ... de drømmer nok ikke om, hvor meget arbejde det giver ude i almen praksis Anders Beich, formand for DSAM

SSI: Ingen intentioner om at skræmme

Hos Statens Serum Institut siger ph.d. og afdelingslæge Palle Valentiner-Branth, at man ikke har intention om at skræmme forældrene.

»Der er tale om fem tilfælde af mæslinger, og der er ikke nogen anbefaling om at flytte vaccinationsalderen. Men det er ikke noget problem at få vaccinen imellem 12-15 måneder,« siger Palle Valentiner-Branth.

Kan du se et problem ved, at det kræver tid i almen praksis, når forældre kommer med flere krav?

»Det er naturligt, at man går til sin læge, hvis man er bekymret. Det er nogle sygdomme, man normalt ikke ser i Danmark, og nu er de på dagsordenen. Jeg finder det naturligt, at fordi der er opmærksomhed omkring det, vil der være flere henvendelser til den praktiserende læge. Det er ikke overraskende, at det er sådan.«

Han mener ikke, at lægen skal gøre noget anderledes.

»Medmindre der er pårørende og omgangskreds med cirkulation af mæslinger, er der ikke noget, der taler for, at man skal gøre noget anderledes, end man ellers ville have gjort. Det er kun hvis der har været konkret eksponering for mæslinger at det kan overvejes at vaccinere før 12 måneders alderen og i sådanne tilfælde vil Styrelsen for Patientsikkerhed have været ind over« siger han.

Hvad er konsekvenserne, hvis et lille barn får mæslinger?

»Vi ser få tilfælde af mæslinger hos små børn i vores overvågning. Mæslinger er alvorligst for børn under fem år og for voksne. Mæslingesygdomme kan være en alvorlig infektionssygdom. I den aktulle situation vil risiko for at at børn mellem 12-15 mdr. får sygdommen være meget lille, men kan naturligvis ikke udelukkes.«

Faktaboks

Anbefalingerne for mæslingevaccination fastholdes