Skip to main content

Mæslingeudbrud rammer Californien

87 smittet i USAs højborg for anti-vaccinationsbevægelsen. Smitten stammer ifølge myndighederne fra en uvaccineret besøgende i Disneyland.

En enkelt uvaccineret besøgende her, i Disneyland Californien, er formentlig årsag til USA's værste mæslingeudbrud i mange år. (Wikimedia)
En enkelt uvaccineret besøgende her, i Disneyland Californien, er formentlig årsag til USA's værste mæslingeudbrud i mange år. (Wikimedia)

Klaus Larsen kll@dadl.dk

27. jan. 2015
2 min.

Mindst 87 personer er smittet ved et mæslingeudbrud, der stammer fra den temaparken Disneyland i byen Anaheim, Californien. Ifølge lokale myndigheder er der tale om det værste udbrud i 15 år, skriver LA Times.

Udbruddet har spredt sig til flere nabostater og til Mexico. 73 af tilfældene er rapporteret i Californien, mens 14 er forekommet i andre stater. De smittede er fra syv måneder til 70 år gamle. Fem er ansatte i Disneyland.

For 39 af de californiske smittede kendes vaccinationsstatus – og 32 af dem er ikke vaccinerede – enten, fordi de var for små, eller fordi de selv (eller deres forældre) havde fravalgt vaccinationen.

Anaheim ligger i Californiens Orange County, der er kendt som en højborg for antivaccinations-bevægelsen.

Mange af tilfældene forekommer hos personer, som besøgte parken mellem 17.-20 december.

Derfor mener sundhedsmyndighederne, at udbruddet skyldes en enkelt besøgende med mæslinger, som har besøgt temaparken i dette tidsrum dermed udsat andre for den ekstremt smitsomme virus.

Blandt de smittede er seks børn, som er for små til at kunne vaccineres.

I 2000 ansås mæslinger for udryddet i USA, så smittekilden kan være uvaccinerede rejsende fra andre dele af verden, hvor mæslinger er endemisk. Frem til december 2014 blev der registreret 610 tilfælde af mæslinger i USA. Det er det højeste antal siden 2000, og ifølge Centers for Disease Control (CDC) er der en tæt sammenhæng med anti-vaccinationsbevægelsen. Ifølge CDC var der i de fleste tilfælde tale om uvaccinerede.