Skip to main content

»Man klemmer ballerne sammen. Man er jo læge«

Christina Høegh Reisenhus gik for tre år siden ned med stress efter et langt forløb, hvor hun »klemte ballerne sammen«. I dag har hun fuldstændigt revideret sin fremtid som læge.

Christina Høegh Reisenhus gik ned med stress i julen 2012. Foto: Heidi Lundsgaard
Christina Høegh Reisenhus gik ned med stress i julen 2012. Foto: Heidi Lundsgaard

Anders Heissel, ah@dadl.dk

28. sep. 2015
5 min.

Juleaften 2012 kunne Christina Høegh Reisenhus ikke mere. Det vendte sig i maven, når hun lugtede den nylavede julemad, og hun orkede ikke familiens selskab i villaen i Otterup på Nordfyn. Hun orkede ikke at forholde sig til noget. Hun orkede ikke engang at se sin seksårige dreng pakke gaver op. Hun trak sig tilbage til soveværelset, trak dynen op over hovedet og håbede, at det hele ville forsvinde.

Juleaftenen og de efterfølgende fire ugers sygemelding med stress var kulminationen på et langt forløb med overarbejde, dårlig samvittighed og svimmelhed for den nu 36-årige Christina Høegh Reisenhus.

Dermed meldte hun sig i den store gruppe af yngre læger, der er stressede ifølge en ny undersøgelse.

»Da jeg lå der i sengen juleaften, tænkte jeg, om jeg kunne fungere som læge igen. Det var en ydmygende tanke, men jeg tænkte: Kan du ikke klare presset, Christina? Jeg overvejede seriøst at droppe lægelivet og blive blomsterbinder. Men jeg bærer jo selv ansvaret for, hvordan jeg har det. Så når jeg fortæller min historie, er det ikke et korstog mod ledelser, kolleger eller systemet. Jeg håber at kunne være med til at bryde et tabu«, forklarer hun.

Jeg kunne ikke overskue ret meget. Det var arbejde og så overlevelse på hjemmefronten inden næste vagt: Hvem arrangerer det, vi skal arrangere, hvem henter barn, hvem køber ind. Udelukkende praktik. Men man klemmer ballerne sammen. Man er jo læge. Christina Høegh Reisenhus, speciallæge i almen medicin

Udviklede kynisme

Allerede hendes turnus i 2008 på Ortopædkirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital gav det første indblik i den stressende cocktail med lange vagter, for lidt søvn og masser af patientkontakter, selv om hun følte sig tilpas i rollen.

»Og selv om enkelte af mine studiekammerater kastede op som følge af presset, var det normalt. Man klemte ballerne sammen og pustede ud i fridagene. Der kommer jo en ny dag i morgen. Sådan var – og er – jargonen«, siger hun.

Som led i uddannelsen til speciallæge i almen praksis skulle hun på fem sygehusophold fem forskellige steder. Det at have skiftende arbejdspladser med nye kollegaer og kravet om konstant at være omstillingsparat gav et ekstra pres. Det betød også, at som antallet af sygehusafdelinger steg, faldt hendes interesse for at engagere sig.

»Tidligere ville jeg ændre ting, der ikke fungerede. Men jeg udviklede en form for kynisme. Jeg kunne alligevel ikke ændre noget. Opholdet skulle bare overstås, for jeg var alligevel snart videre«.

De første tegn på stress viste sig i sommeren 2012, hvor hun var på Gynækologisk-obstetrisk Afdeling på Odense Universitetshospital. Et par måneder efter, hun var begyndt på afdelingen, mødte hun en tidligere studiekammerat, der sagde, at hun ikke virkede så glad og overskudsagtig som nogle år tidligere.

»Det havde han nok ret i. Jeg kunne ikke overskue ret meget. Det var arbejde og så overlevelse på hjemmefronten inden næste vagt: Hvem arrangerer det, vi skal arrangere, hvem henter barn, hvem køber ind. Udelukkende praktik. Men man klemmer ballerne sammen. Man er jo læge«, forklarer hun.

Kunne ikke huske køreturen

På Psykiatrisk Afdeling i Middelfart i efteråret 2012 begyndte stress-symptomerne at accelerere. På kort tid havde hun over 100 overarbejdstimer på normperioden og oplevede flere gange, at hun ikke kunne huske køreturen fra hjemmet til Middelfart. Desuden følte hun sig presset ekstra meget af de personlighedsforstyrrede og ofte svært depressive patienter, da hun i forvejen var i underskud. I dagene op til juleaften følte hun sig svimmel, havde hjertebanken og sov dårligt.

»Jeg havde tre fridage op til juleaften. Alt var arrangeret. Jeg skulle bare lade op og slappe af. Men så kunne jeg pludselig ikke mere«.

Med dårlig samvittighed ringede hun juledag og meldte sig syg med stress.

»Jeg havde det svært med det opkald. Min sygemelding betød, at en anden skulle overtage døgnvagten 2. juledag, og de andre skulle løbe hurtigere. Jeg ville så nødig lade min sygemelding gå ud over patienter og kollegaer, og det har været en medvirkende faktor til, at jeg holdt ud så længe. Men heldigvis var både mine kollegaer og min chef meget forstående«, siger Christina Høegh Reisenhus, der i de følgende fire uger var sygemeldt og derefter trappede arbejdet op.

Var nok ikke blevet læge

Sidste efterår blev hun færdig som speciallæge i almen medicin, men hendes stress-sygemelding har givet hende et helt andet syn på livet som læge. I dag er hun sundhedskoordinator i Region Syddanmark tre dage om ugen og i en almen praksis en dag om ugen.

»Jeg arbejder ikke som tidligere 45-50 timer om ugen, og jeg har ikke købt en praksis, for jeg magter ikke at tage stilling til alle de ting, der ikke direkte handler om patienter. Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ikke sikker på, at jeg med den viden, jeg har i dag, ville have valgt at blive læge. Siden mine spæde turnusår i 2007 har sundhedsvæsenet ændret sig med mere mistillid, mere mistro og mere topstyring, og det rammer også almen praksis nu«, siger hun.

Hendes valg af karrieren som læge har også haft direkte indflydelse på, at hun i dag kun har et barn.

»Det har været et bevidst valg kun et få et barn, for med den tid, vi havde til et barn, kunne vi ikke overskue et barn mere. Det var min arbejdsbyrde, der gjorde udslaget der«, siger Christina Høegh Reisenhus, der et år efter stress-sygemeldingen tillige blev skilt fra sin mand.

Hun har oplevet stor forståelse som følge af sin stress, men alligevel er læger for dårlige til at tænke på hinanden, mener hun.

»Nogle af de ældre overlæger presser ud mellem sidebenene, at hvis man har stress, er man svag. Der er klart et problem blandt læger, fordi vi er så elendige til at spørge til hinanden. Men vi er nødt til at finde omsorg for hinanden, som vi finder det for vores patienter. Spørg til din kollega. Tal om det, også selvom du ikke er ramt. Bryd tabuet«, siger hun.