Skip to main content

”Man må finde simple løsninger på komplicerede ting”

I det nordligste Afghanistan, i provinshovedstaden Kunduz, har Læger Uden Grænser siden 2011 drevet et traumecenter. Her tilbydes efter lokale forhold avanceret behandling – og lokale læger trænes til at tage over om nogle år.

Stuegang med afghansk læge, sygeplejerske og fysioterapeut. I baggrunden en ”caretaker” for nabopatienten. Caretaker'en er en pårørende, der tager sig af patientens basale pleje. (Privatfoto)
Stuegang med afghansk læge, sygeplejerske og fysioterapeut. I baggrunden en ”caretaker” for nabopatienten. Caretaker'en er en pårørende, der tager sig af patientens basale pleje. (Privatfoto)

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

6. feb. 2015
5 min.

For en dansk ortopædkirurg som Lasse Bayer er det som at rejse 30 år tilbage i tiden. Her, i Kunduz i det nordligste Afghanistan, må man helt bogstaveligt klare sig efter de forhåndenværende marvsøms princip.

Læger uden Grænser (MSF) har placeret sygehuset i et område, hvor folk ikke har andre muligheder for at få traumatologisk behandling på et rimeligt niveau. Det lokale sygehus er – med Lasse Bayers ord – et sted, man ”nok ikke ville ønske sig at blive indlagt på”. Sygehuset ligger i provinshovedstaden Kunduz, som har godt 300.-000 indbyggere.

Et traumecenter i Kunduz

”Der bor ca. en million i hele området, som er på størrelse med Sjælland. Med den eksisterende infrastruktur kan det tage dage at nå frem, og nogle af de læsioner, vi ser, er flere dage gamle. Derfor er der ved f.eks. åbne brud stor risiko for komplikationer”, fortæller Lasse Bayer.

”Skaderne er nogle andre, end man er vant til fra en dansk traumemodtagelse. Taleban er jo i området og retter angreb mod f.eks. militær og politi og embedsmænd, så derfor så vi mange krigsskader. Men der var også mange alvorlige skader efter trafikulykker og arbejdsulykker – og mange tilskadekomne børn.

Hospitalet har tre operationsstuer og 70 sengepladser, men er under udbygning til 100. Sengeafdelingerne ligger dels i barakker, bestående af otte sammenkoblede containere, dels i murstensbygninger, hvoraf én foreløbig er taget i brug. Desuden er der en akut modtageafdeling i en relativt ny bygning, en ambulatoriebygning plus en nyåbnet intensivafdeling”.

Det udstyr, som er til rådighed, er meget basalt. På sin hjemmebane har Lasse Bayer et nærmest uendeligt udvalg af skinner, skruer og søm, og de findes i størrelser og faconer til de fleste tænkelige knogler og brudtyper.

”I Afghanistan må vi klare os med store skinner og små skinner i forskellige længder, simple skinner, som vi selv bøjer til, og en type ekstern fixation samt én type marvsøm og noget ståltråd. Så man må finde simple løsninger til komplicerede ting”, siger Lasse Bayer.

Lokale læger opkvalificeres

Syv af de 20 udsendte fra MSF er læger: To ortopædkirurger, en almenkirurg, to anæstesilæger, en akutlæge og en lægelig chef. De øvrige er sygeplejersker, fysioterapeut, psykolog, teknikere og administrativt personale.

En ganske almindelig ortopædkirurg og familiefar som mig kan sagtens tage ud og lave nødhjælpsarbejde i en måned eller to Lasse Bayer

På lidt længere sigt bliver det afghanerne selv, der skal drive hospitalet. Derfor har MSF - ud over at yde basal kirurgisk hjælp - som målsætning at opkvalificere de lokale læger og andet personale, og på længere sigt at overlade hospitalet til afghanerne. Hospitalet har omkring 300 lokale ansatte. Af dem er 11 kirurger.

Nogle afghanske læger er uddannet i Kabul, andre i Pakistan eller hos naboerne i nord, Tadjikistan og Usbekistan - der er ikke mangel på certifikater. Hvad de præcist dækker over – og om de er ægte – er svært at afgøre. Så afghanske læger har tre måneders prøveansættelse.

”De fleste kunne godt operere mere simple ting uden, at vi behøvede være med”, siger Lasse Bayer. ”Men i de mere komplicerede tilfælde, eller hvis lægen var meget uerfaren, var det vigtigt, at vi var til stede og superviserede. Og de meget komplicerede indgreb foretog vi selv. Målet var at lade de afghanske læger foretage mest muligt med os som vejledere og supervisorer”.

”MSF arbejder målrettet på at tilrettelægge uddannelsesprogrammer. Mens vi var der diskuterede vi meget, hvad vi skulle lære de afghanske læger, og hvad det er, de skal kunne – både teoretisk og helt praktisk, hvilke operationer, de skal lære at udføre: Hvor mange operationer af denne type skal lægen lave, før han kan arbejde selvstændigt osv.”

”På de daglige morgenmøder er der ”cases for discussion” – ting fra dagligdagen, som der kan drages læring af. Om onsdagen er der en halv time til undervisning, hvor både udsendte og afghanske læger holder foredrag og underviser hinanden. Der er stor diskussionslyst, og de afghanske læger er meget ivrige efter at lære noget”, siger Lasse Bayer.

I stedet for at amputere…

En dag blev en højgravid, 20-årig kvinde bragt ind. Hun havde fået hånden skudt i stykker, da hun forsøgte at afværge et overfald på sin mand. I første omgang fjernede Lasse Bayer det ødelagte væv og knoglestykker fra den ødelagte håndrod – foruden andre håndrodsknogler, som nu var i vejen for en kosmetisk acceptabel rekonstruktion af hånden.

”På et afghansk hospital var hånden uden videre blevet amputeret – og det er svært at forestille sig den tilværelse, der havde ventet kvinden som invalid. Der skulle flere operationer til, og mellem to operationer måtte kvinden midlertidigt overføres til det lokale sygehus for at føde, inden hun kom tilbage for at få hånden færdigbehandlet”, fortæller Lasse Bayer.

Resultatet blev en noget mindre hånd, som ganske vist aldrig kommer til at fungere normalt. Men værket blev afsluttet med transplantation af hud fra kvindens abdomen, og resultatet blev kosmetisk acceptabelt – udgangspunktet taget i betragtning.

Som et andet eksempel kan Lasse Bayer fortælle om en soldat, som havde fået begge ben stærkt læderet af en vejsidebombe med åbne benbrud og knuste knogler.

”Vi opererede ham, og det lykkedes at redde hans ben. Han får nok ikke en normal gangfunktion, men de lokale læger fortalte, at var han kommet ind på det lokale sygehus, havde de straks amputeret hans ben. De har ikke andre muligheder, for de mangler både det nødvendige udstyr og erfaringen”.

”Man behøver ikke være hårdkogt”

Lasse Bayer var i 2013 udsendt til det samme hospital – og selv om månedslønnen ligger på den trælse side af 11.000 kr., er det formentlig ikke sidste gang, han har vinket farvel til kone og børn hjemme i Hillerød. Og han mener ikke, at andre behøver holde sig tilbage:

”Da vi var medicinstuderende havde vi en idealistisk drøm om, at vi skulle ud og hjælpe der, hvor der var allermest brug for hjælp. Hvis man stadig har en smule af dét i sig, er det faktisk muligt at virkeliggøre det”, siger Lasse Bayer.

”Man skal ikke være en specielt, hårdkogt type, som kan klare alt og leve primitivt. Vi boede komfortabelt med varmt og koldt vand, eget toilet, en kok, der laver mad, der blev gjort rent og vasket tøj. En ganske almindelig ortopædkirurg og familiefar som mig kan sagtens tage ud og lave nødhjælpsarbejde i en måned eller to”.