Skip to main content

»Man skal ikke være konfliktsky«

Tidligere lægesekretær Jeanette Oxholm har været praksismanager i ti år. I dag er hun en del af ledelsen i et lægehus med seks læger.
Jeanette Oxholm har tidligere været lægesekretær, men har de seneste år været praksismanager i et lægehus i Vejle. Foto: Claus Boesen
Jeanette Oxholm har tidligere været lægesekretær, men har de seneste år været praksismanager i et lægehus i Vejle. Foto: Claus Boesen

Signe Bjerre, info@signebjerre.com

15. nov. 2018
6 min.

Jeanette Oxholm havde ingen ide om, hvad en praksismanager var, da hun for ti år siden blev spurgt, om hun ville hjælpe Lægerne i Vendelsgade 1 i Vejle med at lede klinikken.

I dag arbejder Jeanette Oxholm på fuld tid som praksismanager i klinikken, der består af seks praktiserende læger, to uddannelseslæger, fire sygeplejerske og fem sekretærer.

»I starten arbejdede jeg kun halv tid som praksismanager. Den anden halvdel af tiden var jeg lægesekretær, men det fungerede ikke optimalt«.

Hvad bruger du mest tid på som praksismanager?

»Min tid er ligeligt fordelt mellem at lede og fordele arbejdet og lave regnskab. Overordnet er min fornemmeste funktion at sørge for, alle kan passe deres arbejde på en god og ordentlig måde, og at personalet er i god trivsel«.

Hvad laver du ikke?

»Jeg er ikke med til patientarbejde længere. Til gengæld tager jeg stilling til feriedage, hvilke kurser klinikpersonalet må komme på, og om vi skal have den ene eller den anden server«.

Hvilke erfaringer har du gjort dig i de år, du har været praksismanager?

»Jeg har erfaret, at lægerne i den grad har brug for hjælp. Derudover har vi fundet ud af, at det er nødvendigt, at der skal være åbenhed og tillid til mig fra lægerens side, ellers fungerer det ikke. Jo mere åbent de spiller deres kort, jo bedre kan jeg være med til at hjælpe dem og drive deres forretning. Det betyder også, at jeg i dag er med til alle møder, hvor jeg tidligere kun var med til de første ti minutter«.

Hvis nogen siger op eller er gravide, er det mig, personalet henvender sig til først. Også hvis der er mistrivsel. Derfor skal man være god til at håndtere de personlige ting. Jeanette Oxholm, praksismanager

Mellem to stole

Hvad oplever du som de største udfordringer som praksismanager?

»Den største udfordring er nok at have seks chefer og dermed også seks meninger og holdninger. Udfordringen er også, at selvom jeg er med i ledelsesgruppen, er jeg ikke den øverste leder. Jeg er heller ikke en del af personalegruppen, så jeg sidder lidt på en stol midt imellem. Der må jeg sparre med praksismanagere i andre klinikker, som der heldigvis er ved at komme flere af«.

Hvilke faglige og personlige egenskaber skal der til for at være en god praksismanager?

»Hvis nogen siger op eller er gravide, er det mig, personalet henvender sig til først. Også hvis der er mistrivsel. Derfor skal man være god til at håndtere de personlige ting. Det er vigtigt ikke at være konfliktsky. Man skal selvfølgelig også kunne lide at organisere og drive en virksomhed med alt, hvad det indebærer. Jeg synes, at det er vildt spændende og skægt og har svært ved at forestille mig, at jeg kommer til at arbejde som lægesekretær igen«.

Fakta: Hvad laver en praksismanager?

indgår i ledelsen

er sparringspartner for lægerne

har den daglige kontakt med klinikpersonalet og er bindeled mellem læger og personale

afholder MUS-samtaler sammen med den personaleansvarlige læge

står for arbejdsplan og ferieplan for alt personale og læger

er konfliktmægler

er kontaktperson ved sygdom og afspadsering

klargør regnskab til revisor

indgår købsaftaler på relevante områder

er it-ansvarlig

er ansvarlig for vedligehold og reparation

Faktaboks

Danmark er bagud i forhold til ledelse