»Man tænkte: Det er løgn!«

»Vi kunne ingenting, sammenlignet med i dag!«

Karen Damgaard ler, da hun svarer på spørgsmålet om, hvad radiologien formåede, da hun begyndte i sit kommende speciale.

Det var i 1975, da hun blev ansat som reservelæge på Rigshospitalets radiologiske afdeling, netop, da det helt store gennembrud begyndte.

Kobling af it og billeder

»Det, der gjorde den helt store forskel, var snitbilleddiagnostikken – at man for første gang koblede billeddannelse og computerteknik sammen – at man koblede matematikken på billeddannelsen«.

»Det er næsten præcis 45 år siden, at billeddiagnostikken blev revolutioneret med opfindelsen af CT (computertomografi – se boksen, red.). På årsmødet i det radiologiske selskab i England i 1972 så man de første billeder af en hjerne udført på en CT-skanner«, siger Karen Damgaard, som i dag arbejder på den samme afdeling – nu som overlæge.

Karen Damgaard var ikke til stede på det engelske årsmøde. Men hun havde kun arbejdet på Rigshospitalet i et år, da afdelingen i 1976 fik sin første helkrops-CT-skanner, som på det tidspunkt netop var kommet på markedet, og som var en videreudvikling af den mindre hjerneskanner, som afdelingen allerede havde. Den var dyr, og anskaffelsen var kun mulig i kraft af en donation fra A.P. Møller Fonden.

»Den fik jeg lov at starte op i december 1976. Den første patient, vi lagde på skanneren, var en ung mand, som havde testikelkræft, så vi kunne se, om kræften havde spredt sig til bughulen«, husker Karen Damgaard.

»Det kunne man ellers ikke, medmindre man foretog nogle meget komplicerede undersøgelser, der også krævede et mindre kirurgisk indgreb«.

»Det var helt fantastisk. Man tænkte ved sig selv: ’Det er løgn!’ Vi havde jo set billeder af hjerner, og det var flot. Men der havde endnu ikke været en kongres, hvor der var vist billeder af det indre af thorax og abdomen«, siger Karen Damgaard.

»Den skanner, vi fik på Rigshospitalet, var en af kun tre i hele Nordeuropa: Der var også en i Oslo og en i Berlin, så vi kunne ikke tage rundt og lære eller se det. Så det var første gang, vi så billeder, vi selv havde lavet, af det indre af et menneske«.

»Det var fantastisk«, gentager Karen Damgaard.

Herfra udviklede teknologien sig.

»Ganske vist hævdede dele af Dansk Radiologisk Selskab så sent som sidst i 1970’erne, at Danmark nok kun havde brug for to eller tre af den slags skannere – én på hver af de største sygehuse med store kræftafdelinger. Og i hvert fald havde centralsygehusene ikke brug for sådan nogle maskiner«, siger Karen Damgaard.

»I dag laver vi så 25.000-30.000 CT-skanninger om året, bare her på afdelingen. Det har fuldstændig revolutioneret vores diagnostik, og CT er blevet et helt nødvendigt redskab i stort set alle lægelige specialer«.

CT banede vejen

Koblingen mellem it og billeddannelse førtes videre. Næste gennembrud skete i perioden 1985-1990. Da man først havde koblet matematik og billeddannelse, blev det muligt at udvikle MR-teknologien.

»MR – magnetisk resonans – har især revolutioneret neuroradiologien«, forklarer Karen Damgaard.

Nu kunne man lave fremragende billeder af hjerne og rygmarv. Men jo også af bløddele og indre organer, herunder lever og pancreas. Foruden selvfølgelig muskler og knogler – ja alle dele af kroppen«, siger Karen Damgaard.

»I samme periode oplevede vi også det store gennembrud i ultralyddiagnostikken, der ikke er strålebelastet som røntgen. Det er blevet en vigtig diagnostisk metode, både toracoabdominalt og i bevægeapparatet«.

Og til forskel fra en CT-skanning, som giver et enkeltbillede, er UL en dynamisk undersøgelse, der viser tingene i bevægelse, lige her og nu.

»Så kunne man koble Doppler på, det gjorde det muligt at vurdere blodgennemstrømning. Og det, der virkelig cementerede betydningen af UL: At man kunne tilføje punktur, så man ved fund, enten ved CT, MR eller UL, kan hente vævsprøver, vejledt af ultralyd på en meget præcis og ukompliceret måde«.

»Alt det var stort set udviklet i 1990. Men den virkelige revolution var CT-skanning, som banede vej for de næste gennembrud som ultralyd og MR og efterfølgende PET/CT og MR«.

Intervention

Ud over diagnostikken har udviklingen også muliggjort en betydelig udvikling inden for intervention, fortsætter Karen Damgaard:

»At man ved hjælp af billeddannelse kan udføre mange af de procedurer endovaskulært, som før blev lavet kirurgisk. Det gælder aneurismer, hjerteklapper, lokalbehandling, tromber og meget mere«.

Allerede fra midtfirserne har man kunnet arbejde via de store kar – nogle gange ved procedurer, der udføres af radiologen alene, nogle gange af radiologer og karkirurger i fællesskab.

Men især i de seneste ti år er udviklingen også gået stærkt på neuroområdet.

»Man kan stort set trænge frem til ethvert sted i kroppen«, siger Karen Damgaard.

Digital revolution

Sideløbende er der sket en teknologisk udvikling, der ikke har at gøre med selve snitbilleddannelsen: digitaliseringen.

»I gamle dage havde vi film og røntgenrør«, siger Karen Damgaard.

»Nu har vi monitorer med meget følsomme detektorer og højopløselige billeder«.

»I de 20 år fra 1975 til 1995 skete der en større udvikling i radiologien end i de foregående 80 år«, siger Karen Damgaard.

»Og så har jeg slet ikke talt om den revolution, der er sket ved, at alle billeder nu ligger som digitalt materiale, der er tilgængeligt for alle – ude og hjemme – på stedet, på andre hospitaler, eller world wide: Vi kan have diagnostikere siddende i Silkeborg – eller for den sags skyld i Sydney – og se på vores billeder«.

»Det er, hvad jeg har oplevet«, siger Karen Damgaard. »Radiologien er gået fra at være ingenting til at være alting«.