Skip to main content

For mange fejl i recepterne

Ifølge Apotekerforeningen opfanger apotekerne 100.000 fejl i lægernes recepter om året. Noget tyder på, at tallet stiger.

7. aug. 2014
1 min.

Tal fra Apotekerforeningen fra i år viser, at apotekerne hvert år opfanger 100.000 fejl i lægernes recepter, skriver mx.dk og beskriver med et eksempel fra Vojens, hvordan tallet åbenbart stiger.

På Vojens Apotek er antallet af receptfejl næsten tredoblet i løbet af de seneste tre måneder, skriver avisen.

"Vi er lige nu super opmærksomme på fejlene, for jo flere fejl i recepterne, jo større risiko er der naturligvis for, at patienter får udleveret en helt forkert medicin, forkerte doser eller medicin, som de slet ikke kan tåle", siger farmaceut Mette Gram-Hansen til avisen.

"Det store spørgsmål er jo, hvor mange fejl vi ikke fanger, så derfor er vi virkelig nødt til at komme på banen alle sammen med de alvorlige fejl".

Formanden for Lægeforeningens Lægemiddel- og Medikoudvalg, praktiserende læge Michael Dupont, forklarer:

"Der er voldsomt pres på medicinudskrivningen, og jo flere patienter og jo flere recepter, jo større risiko for de fejl, som vi selvfølgelig skal blive bedre til at undgå« siger han til mx.dk.