Skip to main content

Massefyringer i hovedstaden - 14 overlæger blev ramt

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

15. okt. 2010
1 min.

Fire overlæger på Hillerød Hospital, to på Herlev Hospital, to på Gentofte Hospital og syv på Rigshospitalet modtog en varslingsskrivelse om, at de vil blive fyret inden månedens udgang.

Alene Hillerød Hospital nedlagde 212 fuldtidsstillinger/årsværk og opsagde mandag 130 medarbejdere, heraf 28 sygeplejersker og ni radiografer.

Tretten overlægestillinger forsvandt fra hospitalet, hvor der i sidste uge sad personer i de fire stillinger. Resten er vakante stillinger, der sløjfes.

Hvor mange vakante stillinger, der generelt forsvinder fra hovedstadens hospitaler er uvist, da der ikke er noget samlet overblik over de enkelte afdelingers normering og vakance.

En særskilt lægeanalyse på Hillerød Hospital, der skal sikre besparelser for 20 millioner kroner, vil ifølge Overlægeforeningen føre til en anden prikkerunde i nær fremtid, hvor mere end 20 overlæger vil blive fyret. Det har fået Overlægeforeningen til at fremsætte mistillid til direktionen.

På Hørsholm Hospital, der lukker i 2011, er 171 medarbejdere, herunder 20 overlæger, fortsat i en »fuldstændig uafklaret situation«, som en centralt placeret kilde siger til Ugeskrift for Læger.

Hillerød har desuden afskediget tre yngre læger. Da yngre læger for det meste sidder i uddannelsesstillinger, kan de ikke opsiges.

I alt har 31 overlæger mistet deres job i Region Hovedstaden i 2010. Forventningen er, at tallet vil stige.