Skip to main content

Medicinske nyheder

Redigeret af læge Claudio Csillag, claudio@dadlnet.dk

16. feb. 2007
6 min.

Pergolid og cabergolin øger risikoen for hjerteklapinsufficiens ...> N Engl J Med

Behandling med pergolid eller cabergolin er associeret med en fire- til syvdobbelt risiko for hjerteklapinsufficiens konkluderer et studie publiceret i januar i New England Journal of Medicine. Studiet var åbent og ikkerandomiseret, men vurderingen af hjerteklapfunktionen blev foretaget blindet.

Ifølge Renzo Zanettini, Instituti Clinici di Perfezionamento, er det tidligere antydet, at pergolid kan føre til fibrotisk degeneration af hjerteklapperne.

I studiet indgik 155 konsekutive patienter, som var i behandling med dopaminagonister for Parkinsons sygdom. De blev opdelt i tre grupper: pergolidgruppen (64 patienter), cabergolingruppen (49 patienter) og non-ergolinderivatgruppen (pramipexol og ropinirol, 42 patienter). Yderligere 90 personer, som ikke var i behandling, blev anvendt til kontrol.

Alle patienter blev vurderet ekkokardiografisk. Prævalensen af moderat til svær hjerteklapinsufficiens var 24% i pergolidgruppen og 29% i cabergolin-gruppen, mens den var 0% i nonergolinderivatgruppen og 6% blandt kontrolpersonerne.

Den relative risiko for moderat til svær mitralinsufficiens var 6 og 5% (pergolid hhv. cabergolin), mens den for aortainsufficiens var på 4 henholdsvis 7%.

Peter Riis Hansen, Kardiologisk Afdeling, Gentofte Hospital, kommenterer: »Siden man i 1997 fandt association mellem fibrotisk, restriktiv hjerteklapsygdom og behandling med appetitdæmperne fenfluramin og dexfenfluramin, har der været fokus på fænomenet, som antagelig skyldes stimulation af 5-hydroxytryptamin 5-HT2B receptorer på klapperne. Mistanken har derfor også hvilet på andre 5HT2B-receptor-agonister, herunder sekalealkaloider, dopaminagonister og amfetaminderivater. De nye undersøgelser viser, at problemet er mere udbredt hos patienter med Parkinsons sygdom, som langvarigt behandles med sekalealkaloiderne pergolid og carbergolin.«

Zanettini R, Antonini A, Gatto G et al. Valvular heart disease and the use of dopamine agonists for parkinson's disease. N Engl J Med 2007;356:39-46.

... hvis behandlingen varer mindst seks måneder
> N Engl J Med

Et databasebaseret studie viser, at behandling med pergolid eller cabergolin korreleres med hjerteklapinsufficiens - i hvert fald hvis behandlingen varer mindst seks måneder, og patienten får mindst 3 mg dagligt af et af præparaterne. Dette konkluderer en artikel publiceret i januar i New England Journal of Medicine.

René Schade fra Charité-Universitätsmedizin Berlin anvendte, sammen med tyske og canadiske kollegaer, en britisk database (General Practice Research Database), som dækker over seks millioner mennesker. De identificerede 11.417 patienter, som var mellem 40 og 80 år gamle, og som mellem 1998 og 2005 fik ordineret præparater mod Parkinsons sygdom mindst to gange. Blandt disse fandt forskerne 31 tilfælde af nydiagnosticeret hjerteklapinsufficiens. Som kontrol anvendte de 666 patienter uden hjerteklapinsufficiens.

Blandt de 31 tilfælde af hjerteklapsygdom var seks i behandling med pergolid og seks i behandling med cabergolin. De øvrige 19 patienter var ikke blevet behandlet med en dopaminagonist i de forudgående 12 måneder.

I forhold til kontrollerne svarer denne incidens til en signifikant øget risiko forbundet med behandling med pergolid eller cabergolin (incidensrateratio på henholdsvis 7,1 og 4,9), mens andre dopaminagonister ikke var relateret til en øget risiko.

Peter Riis Hansen, Kardiologisk Afdeling, Gentofte Hospital, kommenterer: »Ved kendt klaplidelse bør disse stoffer ikke anvendes, og der bør før behandlingsstart udføres hjertestetoskopi, ligesom kontrol med ekkokardiografi kan komme på tale. Ved udvikling af klaplidelse bør stofferne naturligvis straks seponeres, og sagen indberettes til myndighederne. Hvorvidt der er tale om en klasseeffekt for alle 5HT2B-receptor-agonister, kræver yderligere undersøgelser.«

Schade R, Andersohn F, Suissa S et al. Dopamine agonists and the risk of cardiac-valve regurgitation. N Engl J Med 2007;356:29-38.

Nyt scoringssystem angiver risiko for apopleksi efter TCI
> Lancet

Forskere fra USA og Storbritannien har udviklet et nyt scoringssystem til risikovurdering af apopleksi hos patienter med transitorisk cerebral iskæmi (TCI). Systemet vurderer risikoen for apopleksi i de efterfølgende to dage efter et TCI-tilfælde.

ABCD2 (age, blood pressure, clinical features, duration og diabetes) er baseret på to andre scoringssystemer, som vurderer risikoen for apopleksi, syv henholdsvis 90 dage efter TCI-tilfældet.

»Men risikoen efter to dage er tit mere relevant for beslutninger vedrørende akut udredning«, skriver S. Claiborne Johnston.

Initialt validerede forskerne de to eksisterende scoringssystemer (ABCD- og California-systemet) på fire kohorter med i alt 2.893 personer i USA og Storbritannien. Derefter udviklede de det nye system på to andre kohorter (som oprindeligt blev brugt til udvikling af de to tidligere scoringssystemer).

Fem risikofaktorer blev identificeret: alder 60 år (1 point), blodtryk 140/90 mmHg (1 point), symptomer (påvirket tale = 1 point; unilateral kraftnedsættelse = 2 point), varighed ( 1 time = 2 point, 10-59 min = 1 point) og diabetes (1 point).

Systemet klassificerer patienterne som høj risiko (6-8 point, med 8% risiko for apopleksi inden for to dage), moderat risiko (4-5 point, 4% risiko) og lav risiko (0-3, 1% risiko).

Gudrun Boysen, Neurologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital, kommenterer: »Studiet forener data fra Oxford og San Francisco til en overbevisende analyse af apopleksirisiko i den første tid efter transitorisk cerebral iskæmi. Risikoen er større, end vi hidtil har antaget, og indikerer hurtig indlæggelse, udredning og observation m.h.p. eventuel trombolysebehandling ved nye tegn på cerebral iskæmi. Der skal gøres ultralyd af halskar m.h.p. endarterektomi ved signifikant stenose. For flertallet vil hurtig antitrombotisk behandling og statiner være relevant.«

Johnston SC, Rothwell PM, Nguyen-Huynh MN et al. Validation and refinement of scores to predict very early stroke risk after transient ischaemic attack. Lancet 2007;369:283-92.

Færre benzodiazepinordinationer fører ikke til færre hoftefrakturer
> Ann Intern Med

Interventioner, der reducerer ordinationer af benzodiazepiner blandt ældre, fører ikke nødvendigvis til en reduktion af hoftefrakturer, konkluderer en artikel publiceret i januar i Annals of Internal Medicine.

Stephen Soumerai og kollegaer fra Harvard Medical School vurderede effekten på hoftefrakturer efter indførelsen i 1989 af triplicate prescription policy i New York, som vanskeliggjorde ordinationen af benzodiazepiner.

Forskerne undersøgte antallet af frakturer og benzodiazepinordinationer på forskellige databaser. Staten New Jersey, hvor ingen ordinationspolitik blev indført, blev anvendt som kontrol.

Ordinationspolitikken førte til en øjeblikkelig reduktion af benzodiazepinbruget i New York hos både kvinder og mænd (60,3 henholdsvis 58,5%). I New Jersey var ordinationsmønstret uændret i perioden. En benzodiazepinbruger blev defineret som en person, der fik mindst én benzodiazepinordination i perioden.

Men antallet af hoftefrakturer var uændret i begge stater efter den nye ordinationspolitik. Efter justering for diverse faktorer og sammenligning af raterne mellem de to stater var hazard ratio for hoftefrakturer blandt kvindelige benzodiazepinbrugere 1,2 (før) og 1,1 (efter). Hos ikkebrugerne var tallene 1,3 (før) hhv. 1,1 (efter). Et lignende mønster blev fundet blandt mændene.

Kirsten Damgaard Pedersen, Geriatrisk Afdeling B, Glostrup Hospital, kommenterer: »Resultaterne er overraskende og kan let mistolkes. Det er fortsat nødvendigt at bruge benzodiazepiner med stor omhu, idet der langt hyppigere forekommer bivirkninger, end der opnås den tilsigtede virkning ved anvendelsen af disse præparater. Seponering af benzodiazepiner regnes fortsat for en effektiv intervention ved faldforebyggelse. Fald kan være betinget af mange forskellige årsager, hvilket afspejler sig i det omfattende udrednings- og interventionsprogram, som tilbydes faldpatienterne i vores faldklinikker, og vi ved også, at det ,kun` er ca. 10% af dem, der falder, der pådrager sig et brud.«

Wagner AK, Ross-Degnan D, Gurwitz JH et al. Effect of New York State regulatory action on benzodiazepine prescribing and hip fracture rates. Ann Intern Med 2007;146:96-103.