Skip to main content

Medicinudgifterne eksploderer

Flere patienter og nye, ofte dyre, lægemidler betyder stærkt forøgede udgifter til medicin. Regionerne forudser, at det kommer til at gå ud over antallet af sengepladser.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.
23. jan. 2015
2 min.

Hvis der i løbet af 2015 nedlægges flere senge på landets sygehuse, skal årsagen formentlig findes på små flasker og i pilleform, skriver jyllands-posten.dk.

»Det går helt amok. Vi havde regnet med at kunne spare på medicinen, som udleveres på apoteket, for at have penge til sygehusmedicinen, men den forudsætning er helt skredet. Dertil kommer, at udgifterne til medicin på sygehusene stiger mere end forventet«, siger Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner, til avisen.

Der er udsigt til en merudgift på 800 mio. kroner, fremgår det.

»Vi har jo ikke så meget frirum at gøre med, for vi skal overholde kræftpakker og hjertepakker. Vi skal levere behandling og udredning til tiden, så der er ikke mange muligheder for at skrue ned. Derfor vil jeg tro, at det kommer til at koste senge, som nedlægges,« siger Bent Hansen endvidere.

Lægemiddelindustriforeningen (Lif) peger på, at medicinpriserne faktisk har været faldende de senere år - især apoteksmedicinen.

»Medicinudgifterne udgør i dag 12 pct. af udgifterne i sundhedsvæsenet, mens de i 2010 stod for 14 pct. af udgifterne. Lige nu ser vi en række nye og banebrydende præparater på markedet – både på sygehuse og ude i den primære sundhedssektor – fordi udviklingen sker i spring. Derfor vil der være stigende udgifter, og det har selvfølgelig også at gøre med, at flere og flere behandles bedre og mere effektivt,« siger koncernchef i Lif, Ida Sofie Jensen, og mener, at problemet i vid udstrækning skyldes kortsigtede økonomiaftaler og budgetter.