Skip to main content

Tilfredse læger vil have mere indflydelse og synlighed

Tilfredsheden blandt læger organiseret i Lægeforeningen og enten PLO, Yngre Læger og FAS, er generelt god. Yngre læger er dog de mest tilfredse, mens især PLO’ere og overlæger efterspørger mere indflydelse og synlighed, viser ny undersøgelse.

Medlemmer af Lægeforeningen er overordnet godt tilfredse med foreningen. Foto: Klaus Larsen
Medlemmer af Lægeforeningen er overordnet godt tilfredse med foreningen. Foto: Klaus Larsen

Anders Heissel, ah@dadl.dk

1. feb. 2016
4 min.

Danske læger organiseret i Lægeforeningen og en af de forhandlingsberettigede foreninger – PLO, Yngre Læger og FAS – har overvejende en stor tilfredshed med og loyalitet over for medlemskabet, viser en ny undersøgelse.

Flere tusinde læger har i efteråret 2015 deltaget i en undersøgelse, hvor de blev spurgt om deres vurdering af Lægeforeningen, Yngre Læger, FAS og PLO’s omdømme, rådgivning og udbytte af medlemskabet.

Undersøgelsen af Lægeforeningen viser, at lægerne er mere tilfredse med og loyale over for deres organisation end medlemmerne i andre AC-organisationer, og samtidig er lægernes tilfredshed steget i forhold til en lignende undersøgelse i 2012. Blandt andet vægter medlemmerne det vigtigt at være en del af et fagligt fællesskab, og at Lægeforeningen er en faglig organisation, hvor man får noget for sit kontingent. Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, er glad for den høje tilfredshed.

»Nu vil vi analysere undersøgelsen resultater nærmere og bruge dem til at sikre, at medlemmerne får endnu mere ud af deres medlemskab«, siger Andreas Rudkjøbing.

Faktaboks

Fakta

Yngre læger mest tilfredse

Undersøgelsen blandt medlemmer af Yngre Læger viser, at tilfredsheden er vokset markant siden undersøgelsen for tre år siden, og Yngre Læger er nu den organisation blandt akademikerne, der har de mest tilfredse medlemmer. Især inden for kommunikation, rådgivning og medlemstilbud har Yngre Læger set størst fremgang, og Yngre Lægers formand, Camilla Rathcke, er meget glad.

»Vi har bestræbt os på at nå længere ud til det enkelte medlem via bl.a. lokale gå hjem-møder, bredere kursusudbud og øget kommunikation og større synlighed i medierne. Og undersøgelsen viser, at det har været den rette vej. Det er dejligt, at medlemmerne værdsætter vores indsats og deres fagforening«, siger Camilla Rathcke.

Undersøgelsen viser dog også, at yngre lægers arbejdsmiljø har brug for et løft, og at Yngre Lægers evne til at påvirke den politiske dagsorden vurderes som relativ lav.

»Den er svær at tolke på, for det er nok ikke så tydeligt for medlemmerne, hvor og hvornår Yngre Læger og hvornår Lægeforeningen, som Yngre Læger er en del af, påvirker den politiske dagsorden. Desuden er det politiske lobbyarbejde ofte ikke synligt, men det er ikke det samme, som at det ikke sker. Vi kommunikerer ikke meget om det til medlemmerne – og det kan ikke altid kommunikeres ud – men vi må arbejde på en form, så lægerne oplever deres sag talt i højere grad«, siger Camilla Rathcke.

PLO-formand ser frem mod OK-17

Undersøgelsen blandt PLO-medlemmerne viser, at den generelle tilfredshed er faldet, mens tilfredsheden med rådgivning og loyaliteten over for PLO til gengæld er steget.

»Det er meget tilfredsstillende, at vi sammenlignet med andre AC-organisationer ligger blandt de bedste, når det kommer til rådgivning af vores medlemmer. Det er et udtryk for, at man som PLO’er får en høj, faglig service, når man ringer til os og beder og hjælp. Det er godt, og det skal vi holde fast i. Men det, der berettiger et højt kontingent er, at PLO varetager interesserne for de praktiserende læger, og derfor springer det i øjnene, at vi på det punkt scorer dårligst, og at det er faldende«, siger PLO-formand Christian Freitag.

»I den nærmeste fremtid har vi en overenskomst, en aftale om det nære sundhedsvæsen og en mulig ny honorarstruktur. Det er ikke lavthængende frugter, men det er et udtryk for, at der er masser af fokus på udvikling inden of vores område. De muligheder skal vi gribe«, siger Christian Freitag.

Overlægeråd skal forbedre synlighed

Undersøgelsen for FAS-medlemmerne viser, at de har den laveste tilfredshed med deres faglige organisation – og at tilfredsheden falder. De er tilfredse med rådgivningen, men efterlyser, at FAS er mere synlig i debatten og mere aktiv på deres arbejdsplads. FAS-formand, Anja Mitchell, siger:

»Det er ærgerligt, at vi går tilbage, men vi har stadig stor loyalitet og tilfredshed med rådgivningen. Vi er en stor og meget forskelligartet gruppe af læger med forskellige behov, og det kan være en af grundene. Men ved sidste undersøgelse skulle vi fokusere på bl.a. bedre kommunikation, og det er forbedret denne gang«, siger Anja Mitchell og peger på denne løsning:

»Ikke alle hospitaler har et fungerende overlægeråd, men det skal vi hjælpe med at etablere og ikke mindst koordinere samarbejdet mellem overlægerådene, tillidsmændene og foreningen centralt. Der vil gøre os mere synlige for de enkelte medlemmer. Overlægerådet på Herlev Hospital har i øjeblikket en god dialog med hospitalets ledelse om sundhedsplatformene, og det er et eksempel på forbedringer af arbejdsforholdene for overlægerne«, siger Anja Mitchell. À