Skip to main content

Menneskebyrden, en teaterforestilling om depression

Menneskebyrden får med humor, fakta, sygehistorier og en ny og frisk teaterform formidlet en stor mængde viden om depressionens væsen.
Foto: Søren Meisner
Foto: Søren Meisner

Pia Glyngdal, praktiserende psykiater

21. jan. 2019
3 min.

Medvirkende er to professionelle skuespillere, en janitshar og tre patienter. Alle spiller godt! Stykket skifter mellem de tre sygehistorier, hvor patienterne spiller sig selv – og øvrige personer – og timeouter, hvor vi bliver belært teoretisk, og hvor vi – tilskuerne – inddrages i stykket ved at stemme om enighed på eksempelvis udsagnet: »Der er meget, man selv kan gøre for at hindre en depression«. Et ikke uvæsentligt element er lydsiden, der leveres fra scenen, og som hindrer stemningen i at blive for ensidig trist.

De to professionelle skuespillere repræsenterer »os«, tilskuerne og alle andre, der er omkring et menneske med depression – pårørende, behandlere og arbejdskollegaer. »Vi« begynder med at være forstående og forargede over, at andre ikke har støttet de syge. Igennem stykket svigter dog også »vi« de tre depressive patienter. »Vi« kommer med gode råd om at komme i gang, og vi stiller spørgsmål ved den depressives handlinger og følelser: »Hvordan kunne du dog finde på at forlade dit syge barn og tænke på selvmord?«, »Hvordan kunne du bare trække din mand hjem fra arbejde?« og »Hvorfor skulle du dog have en sjæl, der er mere beskidt end det klæbrige sort-blå stinkende slam, som ikke engang slamrenserierne kan klare?«.

Selv en omsorgsfuld, forstående og psykoterapeutisk arbejdende psykiater som undertegnende får således på fin vis sat et spejl op for, hvordan vi kommer til at svigte vores patienter, så de igen føler sig alene med deres depression.

Som fagperson må man dog omvendt stille spørgsmål ved et par af de »fakta«, der præsenteres. F.eks. stammer information om, hvordan man diagnosticerer, fra en sociolog og en psykoanalytisk orienteret psykolog. Enhver læge ville kunne fortælle bedre og mere korrekt om diagnostiske kriterier. Multimediepræsentationen af medicinbivirkninger er skræmmende og for overdreven. Omvendt trækker man på humoristisk vis en virkelig ekspert ind på scenen. En af skuespillerne spiller professor Poul Videbech, der viser os, hvad der sker med hippocampus under stress, ved at han smuldrer den croissant, han er i gang med at spise – mellem to andre foredrag.

Stykket kan anbefales til os mange, der er omkring mennesker med depression, fordi det kan få os til at reflektere over, at vi måske ikke altid gør det så godt, som vi selv tror. Det kan anbefales til mennesker med depression, da det kan spejle den depressives ensomhed. Endelig kan stykket anbefales til teaterinteresserede, da formen er ny. Biofiction har ikke været særligt brugt i teaterverdenen og slet ikke i samarbejde med Depressionsforeningen, Lundbeckfonden og Københavns Universitet.

Faktaboks

Fakta