Mens vi venter på luftstøtte ...

08.00 Vi er kommet til Benghazi, efter at vi i nat måtte flygte nordpå fra hospitalet ved fronten i Ajdabiya. Det forlød, at Gaddafis tropper nærmede sig, og hospitalsledelsen ville have os af sted straks. Byen er rolig. Vi skal have et bad og hvile lidt, inden vi tager til Benghazis hospital.

10.00 Hospitalet er kæmpestort, veludstyret og godt organiseret. Jeg arbejder selv med neurokirurgi, og Haifaa Awad, som jeg rejser med, er sidsteårsstuderende hjemme i Danmark. De vælger at sætte os sammen på neurokirurgisk afdeling.

11.15 Vi går med afdelingens ledende overlæge på stuegang hos intensive patienter med skader fra bombardementet af Ajdabiya. Det er de mest komplicerede skader, der er sendt hertil. Folk ligger på pæne stuer, nogle med respirator og overvågning. Næsten alle er unge mænd med hovedskud og skud i rygmarven. En enkelt har skudt sig selv i hovedet, da han legede med sit våben eller skød op i luften. Mange kommer til skade på den måde.

13.30 Efter stuegang er der ikke mere for os at gøre, da her ikke længere laves elektiv kirurgi. Vi tager hen på hotellet for at spise.

14.15 Vi beslutter at gå en tur rundt i byen og går til oprørernes Media Center, hvor journalisterne holder til, og hvor der altid demonstreres. Det er det eneste sted i Østlibyen med internet. Vi ser grupper af militsfolk med antiluftskyts og folk, der gør klar til kamp. Langt ude på vandet ligger et krigsskib fra Gaddafis flåde. Mens verden fortsat diskuterer en flyforbuds-zone, hører vi flere sige, at »vi skal ikke regne med international støtte. Skal vi dø, er det dét«. Vi snakker med folk og optager video med en dansk journalist, vi mødte på Media Center.

17.30 Vi spiser på en restaurant ved kystvejen. Bagefter køber vi et libysk flag, som vi går rundt med for at vise vores støtte. En lastbil stopper, og de to mænd i bilen skælder ud over vores flag og siger »Længe leve Gaddafi!« Vi ved ikke rigtig, hvordan vi skal reagere, og jeg svarer »Længe leve Libyen!«

18.15 Det er ved at blive mørkt, og her virker usikkert, så vi går imod hotellet. På vejen bliver vi ringet op af vores kontakt, en militsfyr, som har boet i Sverige i ti år. Han er bekymret og spørger, hvor vi befinder os: Han vil samle os op, for vi skal til sygehuset, hvor der er brug for os. Gaddafi har bombet i Ajdabiya, og der er mange sårede på vej.

19.30 På hospitalet står folk klar i operationstøj. Vi møder et team fra Sydafrika - to læger og otte journalister - som vi var sammen med på hotellet. Mens vi venter på ambulancer, følger vi med journalisterne ind på intensiv. Der er bl.a. en 22-årig kvinde, som flygtede med familien fra Ajdabiya. Bilen blev ramt af en raket, og hun blev skadet i højre side. Hun lever, men er meget ustabil.

20.40 Tilbage ved indgangen, hvor alle læger og sygeplejersker er samlet og venter på ambulancer. Vi kan høre, at der bliver skudt op i luften. Vi forstår ikke, hvad det er, men hører så i nyhederne, at en pilot har styrtet sit fly ned i Gaddafis compound i Tripoli i en kamikaze-aktion. Derfor er folk glade.

22.00 Ambulancer med sårede, og sårede, der kan gå selv, er kommet med regelmæssige intervaller. Men der er så meget personale, at vi er overflødige. Skyderi og lyden af antiluftskyts er intensiv, og der lyder eksplosioner. Gaddafi har en offensiv undervejs. Rygter siger, at hans styrker er 50 km fra Benghazi og vil jævne byen med jorden. Vi beslutter - eller det bliver besluttet for os - at her ikke er sikkert længere, og at vi skal til Kairo. Vi tager til hotellet, samler vores ting og kører i minibus mod grænsen, som vi når kl. 05.00. Kl. 10 er vi i Kairo.