Skip to main content

»Mere arbejde giver mere almenmedicinsk fornuft«

Holger Kjær er praktiserende læge og chef for en klinik i Horsens med ca. 20 ansatte. Han mener, at den nye aftale giver ro og bedre muligheder for hans klinik.

Holger Kjær er praktiserende læge i Horsens. Foto: Palle Peter Skov
Holger Kjær er praktiserende læge i Horsens. Foto: Palle Peter Skov

Anders Heissel, ah@dadl.dk

28. sep. 2017
4 min.

Mødre med små børn, ældre patienter med gangstativ og andre patienter fylder venteværelset godt op denne dag hos Familielægerne Horsens. Det er også en stor klinik i lyse lokaler, som Holger Kjær bestyrer sammen med sin kollega Anne-Sophie Riis. Som praktiserende læge og indehaver har han ansvaret for de næsten 20 ansatte og knap 8.000 patienter i klinikken, der ligger i udkanten af centrum i den midtjyske by.

Faktaboks

Fakta

Den nye aftale for almen praksis vil betyde mere arbejde, mere systematik og bedre behandling af patienterne, forklarer 49-årige Holger Kjær fra sit eget konsultationsrum.

“Det har været træls det seneste år med en uvis fremtid hængende over faget, og jeg tror alene det, at der er landet en aftale, er godt for faget. Det giver ro til udvikling. For vi husker alle i 2013, hvor vi var tæt på at komme ud i den helt store konflikt. Som jeg ser aftalen, kommer der flere penge til området og flere opgaver i form af bl.a. kontrol af kronikere og cancerpatienter. Vi får dermed i større grad ansvar for forløb, og på den måde giver mere arbejde mere almenmedicinsk fornuft for mig. Det kan kun være en fordel for faget”, siger Holger Kjær og uddyber:

“Vi forsøger at undlade at atomisere vores patienter i sygdomme, men se på hele patienten, og derfor vil det være en fordel for patienter at have os som forløbsansvarlige”.

Selv om vi lige er blevet akkrediteret, tror jeg, vi går ind i klyngerne for at lave kvalitetsarbejde og sparre med andre klinikker. Holger Kjær, praktiserende læge i Horsens

Både læge og sygeplejerske

Sammen med Anne-Sophie Riis har Holger Kjær bygget praksissen op, så den er gået fra en samarbejdsklinik med lidt over 3.000 patienter til i dag ca. 8.000 patienter. Den volumen skal ikke umiddelbart sættes i vejret ifølge Holger Kjær, for lige nu fungerer klinikken godt med den særlige ordning af behandlerteam, hvor de fleste patienter bliver set af både en sygeplejerske og en læge. Og netop opgaveglidningen bliver også løsningen for det ekstra arbejde, siger Holger Kjær. For selv om der kommer mere arbejde, kan det formentlig klares ved, at sygeplejerskerne får ansvaret for at tjekke de nye former for epikriser med røde flag og køre nogle af sygebesøgene.

“Jeg kan godt genkende, at i stakken af flere hundrede epikriser hver dag kan der gemme sig en ældre, skrøbelig patient. Det er godt, at vi nu får et mere systematiseret samarbejde mellem sygehusene og almen praksis, selv om jeg allerede godt ved, at hvis jeg indlægger en skrøbelig patient, får jeg måske vedkommende retur efter et par dage. Og det skal jo heller ikke være sådan, at der kommer 200 røde flag hver uge. Det skal selvfølgelig være velovervejet fra sygehusets side, hvem der får et rødt flag”, siger Holger Kjær.

Verdens bedste fag

For nylig blev Familielægerne Horsens akkrediteret i det, der med Holger Kjærs ord var en “god, men tidskrævende proces”, men med den nye aftale er der nu kommet muligheden for at danne klynger, der skal højne kvaliteten i almen praksis.

“Selv om vi lige er blevet akkrediteret, tror jeg, vi går ind i klyngerne for at lave kvalitetsarbejde og sparre med andre klinikker. Vi skal inspirere hinanden, og det sker ikke så systematisk i dag, og bl.a. vil det være helt oplagt at snakke om, hvordan vi uddelegerer ansvar til andre faggrupper”, forklarer Holger Kjær.

Bekymringer? Nej, det har Holger Kjær ikke de store af.

“Alene det faktum, at der er indgået en aftale, vil give ro. Det er et udtryk for, at systemet vil almen praksis og vil formentlig også hjælpe med at få yngre almenmedicinere til at vælge livet som praktiserende læge”, siger Holger Kjær og sætter sig en smule frem i stolen:

“For det er verdens bedste fag. Det er jo det, man skal”.

Læs også: »Vi har bygget et flot højhus, men vi mangler fundamentet«

Læs også: PLO-formand: Ny aftale giver mere arbejde og mere brug for hjælp