Skip to main content

Mere fleksibel kvalitetsmodel

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

16. maj 2012
5 min.

Foto: Jonna Fuglsang Keldsen

Færre krydser i skemaer. Flere rammer.

Det er hensigten i version 2 af Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) for sygehuse, som netop er kommet fra IKAS - Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet.

Helt numerisk er modellen f.eks. blevet mindre - hvor der før var 104 standarder, er der nu 82. Formålet med de mange standarder træder tydeligere frem. Og som en markant ændring har DDKM droppet de sygdomsspecifikke standarder og ladet dem erstatte af tre helt generelle, som gælder for alle sygdomme.

»De handler om rammerne for, hvordan sygehuset tilrettelægger behandlingen af de konkrete patientgrupper. De skal bl.a. understøtte, at data fra de kliniske databaser og de kommende nationale kliniske retningslinjer omsættes til praksis. Det betyder, at der kommer mere fokus på den kliniske kvalitet i version 2«, siger IKAS' direktør, Jesper Gad Christensen.

Den nye version er også mere fleksibel, så det f.eks. bliver nemmere for de enkelte sygehuse at prioritere deres egen indsats.Typisk på de områder, hvor arbejdet med DDKM version 1 viste, at der var udfordringer.

»Der er f.eks. lagt vægt på at forklare, hvordan standarderne kan fortolkes forskelligt i forskellige situationer. Anden version giver desuden friere hænder, hvad angår kvalitetsovervågningen, f.eks. er journalaudit ikke længere et krav«, siger Jesper Gad Christensen.

Til gengæld strammes skruen, hvad angår kravene til kvalitetsudvikling. Det er nu ikke længere nok, at sygehusene skal have prioriteret at sætte konkrete tiltag til kvalitetsforbedring i gang. De skal have gennemført nogen. Og vurderet effekten af dem.

Selv om modellen er blevet slanket, er der dog også kommet nye standarder til - bl.a. om inddragelse af patienter og pårørende - et af sundhedsvæsenets p.t. store, nye fokusområder.

Model i balance?

Leif Panduro er med i IKAS' akkrediteringsnævn, er bestyrelsesformand for Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedssektoren og har som vicedirektør på Hillerød Sygehus også fingrene langt nede i implementeringen af DDKM. Han mener alt i alt, at den nye, mere fleksible version er et fremskridt, men understreger, at modellen skal være i balance.

»Det er rigtig godt og veldokumenteret, at standardisering hjælper med at løfte minimumsstandarder. Problemet er, hvis standarden begynder at blive for detaljeret, for så risikerer man, at den tager over fra den faglige sunde fornuft og vurdering. At man bevidstløst kører efter en standard i stedet for at tænke sig om«, siger han.

Omvendt kan rammestyring også risikere at blive for løs.

»Hvis man skal have det kliniske niveau til at forholde sig til det, så må det ikke være for generelt. Det skal helst være specifikt, for ellers ved man ikke, hvad det er, man skal«, siger Hans Peder Graversen, chef for Afdelingen for Kvalitet og Data i Region Midtjylland - også han medlem af IKAS' akkrediteringsnævn.

»Men det er hele tiden en afvejning. Bliver det alt for specifikt, så svigter man andre områder. Bliver det alt for generelt, så husker man ikke det, der egentlig var meningen«, siger han.

Kvalitet er ledelse

Med en mere overordnet rammestyring vil der fremover blive mere fokus på, hvordan den enkelte sundhedsprofessionelle udfylder målet. Dermed bliver det desuden for alvor klart, at kvalitetsarbejde - også - et spørgsmål om ledelse.

Som IKAS' direktør, Jesper Gad Christensen, udtrykker det:

»Det er vigtigt at forstå, at kvalitet hænger uløseligt sammen med god ledelse. En organisation, der flyder, kan ikke levere god kvalitet. Det er simpelthen umuligt. Det kan godt være, at den enkelte ydelse som f.eks. den enkelte operation er af fremragende kvalitet. Det hjælper bare ikke så meget, hvis der sker alvorlige svipsere i patientforløbet før eller efter«.

Mindre papir og færre krydser

Jesper Gad Christensen, direktør for IKAS, den første version af DDKM blev voldsomt kritiseret for at stjæle lægernes tid. Hvad gik der galt?

»Der skete bl.a. det, at DDKM blev syndebuk for en tiltagende frustration i sundhedsvæsenet over, at man bruger for meget tid på at sidde ved computeren. Det er fuldt ud forståeligt. Men hovedparten af kravene til registrering kommer fra lovgivning og ikke fra DDKM. Og frustration over dårligt fungerende it-systemer har også fyldt meget. Når det er sagt, har vi i 2. version virkelig forsøgt at luge ud og signalere, at kvalitet ikke handler om, at man får skrevet så mange retningslinjer som muligt og sat så mange krydser som muligt - men at man kigger på indholdet i kvaliteten. Vi har set eksempler på, at medarbejdere i bedste mening kommer til at overgøre, og det er ikke hensigtsmæssigt«.

Hvordan adskiller DDKM version 2 sig fra version 1?

"»Først og fremmest: mindre papir og færre krydser. Der er færre standarder men til gengæld lidt flere indikatorer, fordi de er gjort mere entydige og nemmere at fortolke lokalt - de indebærer altså ikke flere krav. En stor ændring er, at der ikke længere er standarder, der handler om særlige sygdomsområder«.

Hvad er det egentlig for nogle problemer, DDKM skal løse?

»Den helt korte version: Der sker stadig for mange fejl, der kunne være forebygget, og der er stadig stor og uforklarlig variation i den kliniske kvalitet. På det helt konkrete niveau er ambitionen at sætte kvalitetsarbejdet ind i strukturer, der understøtter en fælles retning«.

Hvad koster DDKM at udvikle, implementere og vedligeholde?

»Det er næsten lige så svært at svare på, som det er at sige, hvad dårlig kvalitet koster. Men vi forventer, at DDKM bliver væsentlig mindre resursetung for sygehusene i 2. version. Det store arbejde ligger i at omlægge sine kvalitetssystemer til DDKM, og det er jo sket i forbindelse med 1. version. Der skal f.eks. ikke skrives og indføres mængder af nye retningslinjer, de eksisterende skal trimmes«.

Hvilken evidens er der for, at denne type akkreditering virker?

»Hovedparten af de kliniske krav, der er i DDKM, bygger på tilgængelig evidens, og dertil kommer en række lovfæstede rettigheder, som patienterne har krav på. Men man kan ikke stille det samme, traditionelle evidenskrav til et samlet akkrediteringssystem som til et nyt lægemiddel. Det ville jo kræve, at man satte al anden udvikling i stå på to sygehuse og så indførte DDKM på det ene for bagefter at kunne sammenligne ... alene det at finde parametre at sammenligne på er urealistisk«.