Skip to main content

Mesterlæreren: »Han holder hele afdelingen til ilden«

Efter et hjertestop for fire år siden er Bjørn Mathiassen nu ansat i fleksjob som højt skattet inspirator for uddannelslæger på Aalborg Universitetshospital: »Det er en belønning for mig at se de unge shine«.

Bjørn Mathiassen - overlæge i flexjob. Foto: Lars Horn / Baghuset
Bjørn Mathiassen - overlæge i flexjob. Foto: Lars Horn / Baghuset (Foto: Lars Horn / Baghuset)

Dorte R. Jungersen, doj@dadl.dk

28. sep. 2017
4 min.

En augustdag i 2013 er Bjørn Mathiassen på vej hjem fra sit arbejde som uddannelsesansvarlig overlæge på Aarhus Universitetshospitals geriatriske afdeling, da han falder om med hjertestop på Ringgadebroen. Genoplivning bliver sat ind tids nok til, at han bliver en blandt de blot ti procent, der overlever. Men for sent til at han herefter kan virke som før.

»Jeg er blevet langsommere. Det mærkede jeg, så snart jeg vågnede op. Jeg gik fra at være den, der vidste og bestemte en hel masse, og den, der kunne jonglere med mange bolde hele tiden, til at være den, der kun kan spille med én bold«, forklarer Bjørn Mathiassen på sit kontor på Aalborg Universitetshospitals geriatriske afdeling, hvor han i snart to år har fungeret som overlæge i fleksjob.

Ansættelsen her kom i stand efter genoptræning, flere arbejdsprøvninger, kursus i at skrive jobansøgninger og alskens breve der varslede »bål og brand«, hvis ikke man levede op til sine forpligtelser som syg og ikke ville miste sine sygedagpenge. Efter at være blevet opsagt på sin arbejdsplads i Aarhus, vendte Bjørn Mathiassen og hans hustru tilbage til Aalborg, hvor han har fået sin speciallægeuddannelse.

Faktaboks

Fakta

Tre dage om ugen sidder Bjørn for bordenden ved konferencerne på sin gamle afdeling, hvor han udøver sit særlige talent: at strukturere konferencerne, så de i dag har et betydeligt fokus på læring.

Det gør han så godt, at afdelingen scorer topkarakterer på evaluer.dk. At han af Foreningen for Yngre Geriatere har været indstillet til prisen som Årets Inspirator. Og at inspektorordningens udsendte under deres besøg på afdelingen i august konkluderede, at middagskonferencerne er »særdeles vellykkede, og alle yngre læger giver udtryk for, at konferencerne har fået stor læringsværdi«.

»Bjørn er er et begreb – han holder hele afdelingen til ilden«, siger Louise Westergaard, der netop har afsluttet en del af sin uddannelse på afdelingen, og fortsætter:

»Han tager en samtale med alle de nye og introducerer dem til den geriatriske patient. Han er vildt god til at hjælpe os med at få struktur på de tanker, vi har i forbindelse med konferencerne, og god til at sætte det etiske på plads for os – finde de rigtige fraser i svære situationer. Han følger med og udsender diverse opdateringer på forskellige områder.

Og så er han meget åben om, på hvilke vilkår han er ansat. Han fortæller til alle nye på afdelingen, at han har problemer med koncentrationen«.

»Jamen, jeg bliver jo nødt til at italesætte, at jeg futter rundt her nogle timer om ugen«, siger Bjørn Mathiassen, der mener, at en deltidsansat overlæge med fokus på uddannelse er en model, også andre afdelinger vil kunne have glæde af.

»Jeg har ingen patienter, jeg skulle have tilset for ti minutter siden. Jeg har stor erfaring med, hvordan man håndterer uddannelsen, jeg kender kravene og betingelserne og har altid haft lysten til at videregive min viden til andre og understøtte de unge i at bringe alt det, de ved, i spil. Mit håb er, at de går herfra med en bevidsthed om, at det i virkeligheden var meget lidt, de ikke vidste. At se dem nå dertil og se dem shine er en stor belønning for mig«.

Introduktionen består bl.a. i, at de nye får udleveret en tændstikmand koblet til et koordinatsystem med symptomer og organer. Et redskab til at styre de mange informationer, der vedrører de komorbide, geriatriske patienter. Ligesom Bjørn Mathiassen har udfærdiget en pixibog, der fortæller om faldgruberne ved den geriatriske patient.

»Bjørns værdi for os er tifold større, end de timer han er ansat«, lyder det fra uddannelsesansvarlig overlæge Ausra Cleemann, der ser Bjørn som sin sparringspartner.

»Middagskonferencerne med Bjørn er populære og særdeles inspirerende og udbytterige. Han har indført, at de yngste spørger først, og speciallægerne får aldrig lov at overtage. Han udfordrer uddannelseslægerne venligt og pædagogisk og uden at udstille nogen. Og så har han stor fokus på refleksion«.

Det har han også, når han han forlader hospitalsmatriklen. Ud over bl.a. at være aktiv i Sct. Georgs Gilderne og spille lidt bridge, er han ivrig lytter af P1’s mange podcasts.