Skip to main content

Mindmaps. Genvej til overblik

Helene Bjerno, bjerno@webspeed.dk

26. maj 2008
2 min.



Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2007

139 sider

Pris: 345 kr.

ISBN 10 8757416877

Bogen giver en både let læst og grundig introduktion til den notatteknik, der kaldes mindmaps.

Et mindmap beskrives som både en mental kortlægningsproces og en konkret struktur på papiret.

Sidsnævnte defineres i bogen indledningsvist således:

»Et sætningsfrit notat. Emnet er placeret i centrum, og strukturen er strålende som et træ set fra oven. Nøgleord i et netværk af kategoriserende og hierarkiske forgreninger gengiver meningen i det sproglige indhold, tanker eller forløb«.

Bogen gør op med den almindeligt kendte notatteknik - den lineære skrift, som gør brug af lange sætningsdannelser. Forfatteren argumenterer for, at mindmaps kan og bør erstatte det lineære notat, idet både overblik og koncentration nemt tabes ved anvendelse af sidstnævnte. Mindmaps tilskrives direkte revolutionerende egenskaber, og forfatterens passionerede forhold til mindmappets mange anvendelsesmuligheder og potentiale som mentalt værktøj til indlæring og overblik både på studiet, jobbet og i privatlivets mangfoldige, daglige udfordringer skinner tydeligt igennem.

Forfatteren indrømmer, at det i indlæringsfasen kan kræve en del viljestyrke og vedholdenhed at afvænne sig med at notere lineært med sætninger, men lover til gengæld en væsentlig belønning i form af at have lært en praktisk og metal færdighed, der hele tiden vil kunne gøre mindmapperen bedre til »at strukturere, danne overblik, dokumentere og tænke kreativt, analytisk og udviklende«.

Det meste af bogen er en instruktion i, hvordan man gør. Denne instruktion er let tilgængelig, og indlæringen faciliteres af mange farvestråelende eksempler på rigtige mindmaps - både forfatterens egne og mindmaps udlånt af dennes elever og omgangskreds. Desuden er der talrige øvelser, som også vil sætte læseren i en gunstig position mht. at tilegne sig denne færdighed på selvstændig vis.

Et enkelt kapitel omhandler det mere kreative - grænsende til det kunstneriske - aspekt med farver, symboler og tegn. Og endnu et kapitel omhandler en for lægmand let læst indføring i sammenhængen mellem mindmapteknikken og hjernens måde at arbejde på. Til sidst er der også et kapitel, som kort kommer ind på varianter af mindmaps heriblandt muligheden for at anvende et computerteget mindmap.

Bogen kan anbefales, idet den er brugervenlig og kan tjene som inspiration til at optimere både den studerende og lægens mentale værktøjskasse både i det daglige arbejde og i privatsfæren - især mhp. at opnå overblik over komplicerede strukturer og effektivisere hukommelse og indlæring.

Undertegnede har dog i skrivende stund endnu ikke selv opnået at mestre teknikken til perfektion, men nysgerrigheden og motivationen til at fortsætte med at udforske mindmappets univers er bestemt blevet vakt.