Skip to main content

Mindre end hver 10. gravide får gratis vaccine

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

16. nov. 2012
2 min.

Alt for få gravide kvinder i 2. og 3. trimester tager imod den gratis influenzavaccine, som samfundet har tilbudt siden 2010. De seneste to vintre har under hver tiende gravide ladet sig vaccinere.

Det vil Sundhedsstyrelsen have lavet om på:

"Læger, jordemødre og sygeplejersker, der varetager svangreomsorgen, bør sikre, at de gravide får information om anbefalingen og får tilbudt influenzavaccinen, så danske gravide sikres bedst muligt", skriver enhedschef Søren Brostrøm og direktør Else Smith i en leder i Ugeskrift for Læger.

Indikationen er klar

Da H1N1-pandemien ramte i 2009 udgjorde gravide omkring fem procent af dem, der døde af sygdommen, selvom de kun udgjorde knap én procent af befolkningen.

Samtidig er effekten af influenzavaccinen på gravide påvist i randomiserede studier:

"Indikationen for at anbefale vaccination til gravide er således klar", skriver Sundhedsstyrelsen.

Man kan ikke tvinge hesten

Dansk Selskab for Almen Medicin er enig med Sundhedsstyrelsen i vigtigheden af vaccinen, men påpeger, at flere nok skal blive vaccineret. På sigt:

"Der er en vis inerti i det, og det tager nok lidt tid, før vi er ordentligt i gang. Sådan har det jo været med alle de vacciner, der er indført. Det er godt, at Sundhedsstyrelsen presser lidt på. Men erfaringen er altså, at alt har sin tid, og vi må være lidt tålmodige, det skal nok komme", siger praktiserende læge Lars Gehlert Johansen, DSAM-formand, og fortsætter:

"Vi kan trække hesten til truget, men vi kan ikke tvingen den til at drikke. Vi kan som praktiserende læger give tilbud og information, og det er jeg overbevist om, at vi gør. Så vi er enige i retningen. Men vi kan ikke komme længere, end patienterne ønsker".

Sikker vaccine

Den inaktive influenzavaccine har været givet til gravide siden 1950'erne. Og intet tyder ifølge Sundhedsstyrelsen på, at den øger risikoen for medfødte misdannelser eller andre graviditetsrelaterede bivirkninger.

Heller ikke den monovalente H1N1-vaccine til gravide har givet anledning til bekymring.

Gravide kan blive gratis vaccineret fra 1. oktober til udgangen af februar 2013.

Sæsoninfluenza rammer Danmark hvert andet til tredje år i vinterhalvåret. Den rammer normalt omkring 20 procent af befolkningen.

Hvis syv ud af ti af de ældre over 65 år, der også får tilbudt vaccinen, tager imod vil 470 influenzarelaterede indlæggelser og 196 ødsfald per år kunne undgås.

Søren Brostrøm og Else Smith fastslår derfor i lederen, at influenzavaccinen har et stort efterslæb, da kun 47 procent af de over 65-årige tager imod vaccinen.