Skip to main content

Minister lover afklaring om penge til tilsyns-rolle næste år

Først til sommer skal politikerne forholde sig til, om Sundhedsstyrelsens tilsynsrolle mangler penge, sagde sundhedsminister Nick Hækkerup (S) på samråd.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

4. dec. 2014
4 min.

Skal Sundhedsstyrelsens tilsyn fremover have flere penge? Det spørgsmål bliver besvaret til næste sommer, når politikerne skal tage stilling til fremtidens tilsyn.

Det sagde sundhedsminister Nick Hækkerup torsdag i et samråd, hvor han var indkaldt til at svare på, om Sundhedsstyrelsens ressourcer til tilsynsbesøg var tilstrækkelige.

Faktaboks

Fakta

”I øjeblikket er Sundhedsstyrelsen i gang med en analyse, der skal præsentere flere forskellige modeller til fremtidens tilsyn. Analysen forventes klar til sommer, og den skal vi politisk bruge til sammen at diskutere, hvilke ressourcer der er brug for. Jeg vil ikke lægge mig fast på, om der skal tilføres ressourcer. Det kommer an på analysen og de politiske diskussioner,” sagde Nick Hækkerup på samrådet.

Han var desuden kaldt i samråd for at forklare, hvorfor Sundhedsministeriet sidste år fjernede en passage i redegørelsen om tilsynssagen af psykiateren Arne Mejlhede, der netop forklarede årsagen til den langstrakte tilsyns-sag med ressource-mangel.

Læs også: Enhedslisten og DF: Minister skal forklare censur i Mejlhede-redegørelse

Her slog han fast, at det alene var Sundhedsstyrelsens direktør Else Smith, der tog beslutningen om at fjerne passagen.

”Hun vurderede, at passagen tog fokus væk fra sagen, og at dokumentationen ikke var stærk nok til, at man kunne konkludere, at ressourcerne var en del af forklaringen på den langstrakte tilsynssag. Selvfølgelig har der været en dialog mellem departementschefen, men beslutningen blev taget af styrelsens direktør,” sagde sundhedsministeren som svar på, at interne papirer har peget i retning af, at det var departementschef Per Okkels, der reelt fjernede afsnittet.

At ressourcemangel i tilsynet er et faktum afviste ministeren med tal fra Sundhedsstyrelsen, der viser, at antallet af årsværk i den centrale enhed for tilsyn blot var faldet fra 31 i 2010 til 30 i 2014.

Afsnittet blev tilsyneladende fjernet, fordi det fjernede fokus fra sagens kerne. Men det bør være os som politikere, der foretager den vurdering. Hvis Folketingets ikke får kendskab til det, er det svært at handle. Stine Brix, sundhedsordfører for Enhedslisten

Har ikke tillid til Sundhedsstyrelsen

Men både Stine Brix, sundhedsordfører fra Enhedslisten, og Liselott Blixt, sundhedsordfører fra Dansk Folkeparti kritiserede, at Folketinget ikke fik det pågældende afsnit at se.

”Afsnittet blev tilsyneladende fjernet, fordi det fjernede fokus fra sagens kerne. Men det bør være os som politikere, der foretager den vurdering. Hvis Folketingets ikke får kendskab til det, er det svært at handle og eventuelt tilføre flere ressourcer,” sagde Stine Brix.

Til det sagde Nick Hækkerup, at der med sikkerhed findes andre redegørelser, hvor afsnit fjernes eller rettes i helt op til udgivelse.

Liselott Blix kommenterede det på denne måde:

”Skal vi så forvente, at man ikke kan stole de informationer, vi får fra ministeriet? Er det i orden at pille vigtige afsnit af redegørelser, og skal vi fremtiden gætte os til, hvilke afsnit der er fjernet,” spurgte hun ministeren.

Og selv om ministeren forsikrede om, at Folketinget naturligvis kan stole på oplysningerne fra ministeriet og styrelsen, var Liselott Blixt ikke tilfreds efter samrådet.

”Jeg mangler stadig svaret på, hvor vi som folkevalgte ikke fik oplyst at styrelsen selv havde overvejelser om et ressourceproblem. Og derfor er min mistillid til styrelsen stadig stor, for det er ikke første gang, at vi bliver forholdt oplysninger. Nu lover ministeren, at vi skal se på ressource-spørgsmålet til sommer, og det er fint, men jeg sidder stadig med fornemmelse af, at jeg ikke helt kan stole på ministeriet og styrelsen,” sagde Liselott Blixt.