Skip to main content

Mobil-laboratorium – en succes der bruges for lidt

Forsøget med et mobilt hospitalslaboratorium i Region Sjælland er gået så godt, at formentlig videreføres. Men der er ting, der skal gøres bedre, viser evalueringen.

Det mobile laboratorium på landevejen. Foto: Region Sjælland
Det mobile laboratorium på landevejen. Foto: Region Sjælland

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

28. feb. 2018
4 min.

Et mobilt hospitalslaboratorium har siden 2015, som pilotafprøvning, kørt ud til patienter i Køge, hvad enten de så boede hjemme eller i plejebolig. Planen var, at man derved kunne undgå en del hospitalsindlæggelser. Og planen har virket.

Det viser en rapport fra analysecenteret VIVE af projektet, som er et samarbejde mellem Køge Sygehus, Køge Sygehus (og siden foråret 2017 også Solrød Kommune) samt de praktiserende læger i kommunerne.

Fuldt lab med det hele

Tanken med det mobile laboratorium er at tage prøver hjemme hos patienten og levere lynhurtige analyser til de praktiserende læger og derved undgå mange unødvendige indlæggelser. De praktiserende læger henviser til det rullende laboratorium, og inden for to timer har en kommunalt ansat akutsygeplejerske og en regional bioanalytiker vurderet, om der er behov for indlæggelse, eller mon det kan klares med behandling og opfølgning i hjemmet.

Bussen indeholder et fuldt funktionsdygtige laboratorium, hvor der blandt andet kan tages ekg og analyseres blod- og urinprøver.

Det er et område i rivende udvikling, og der er flere mulige løsninger Martin Buch, projektchef, VIVE

At projektet er faldet så godt ud, skyldes blandt andet, at det er lykkedes at etablere en løsning, som de praktiserende læger oplever som relevant. Det siger projektchef Martin Sandberg Buch, der står bag VIVE-rapporten:

”De kan se, at det hjælper deres mest sårbare patienter ved at spare dem for nogle af de trælse ture til sygehuset”.

Vigtigt har det også været, at den drivende kraft, en nu pensioneret overlæge, ifølge Martin Buch har lagt ”ustyrligt megen tid i projektet” – samt at det medvirkende personale har haft mange års erfaring med akutte patienter, og har lagt et stort engagement i at udvikle samarbejdet med de praktiserende læger.

Populært – men bruges for lidt

Der er dog et paradoks – for selv om det mobile laboratorium er populært hos de praktiserende læger, udnyttes kapaciteten kun udnyttet med en tredjedel. De fleste af kommunens cirka 40 læger har ganske vist brugt laboratoriet – men flere har kun brugt det en enkelt gang eller to.

”Det er kun omkring 10. der har brugt det så meget, som man burde forvente”, siger Martin Buch.

VIVE-rapporten anbefaler at forlænge pilotprojektet i en ”fase 2”. Men der er dog et par forbehold:

”Dels, er det vigtigt man lærer at udnytte kapaciteten meget bedre. Og dels, at man når der til hvor man kan dokumentere – og ikke bare fornemme – at det faktisk forebygger indlæggelser i en grad, hvor det ikke fører til stigende udgifter”, siger Martin Buch.

”Og så vil det selvfølgelig være en stor gevinst rent menneskeligt, hvis man kan klare en del af de mest komplekse og sårbare patienter i eget hjem”, tilføjer han.

Lignende projekter

Martin Buch peger på iværksætteren bag projektet, den nu pensionerede ledende overlæge på Køge Sygehus, Pierre Bouchelouche, som ”en ildsjæl”:

”Han har været rundt og besøge alle de praktiserende læger. Han har flere gange fortalt om projektet på lægernes møder i de kommunale lægelaug. Og så har han sikret, at det mobile laboratorium er kvalitetssikret efter samme standarder som laboratoriet på hospitalet”, fortæller Martin Buch.

Projektet har været noget af et flagskib og en kærkommen succeshistorie for Region Sjælland, og da det samtidig har fået en positiv modtagelse, vurderer han, at det mobile laboratorium sandsynligvis får lov at rulle videre. Alle interviewede i forbindelse med evalueringen har været glade for det mobile laboratorium og håber, det vil fortsætte.

Spørgsmålet er, om dette projekt som så mange andre står og falder med, at der er ”ildsjæle” til at videreføre det. Og det er et åbent spørgsmål, erkender Martin Buch, men peger samtidig på, at Køge-projektet ikke er det eneste i den boldgade:

”Nogle steder er der forsøg med at lade den kommunale hjemmesygepleje ansætte bioanalytikere til at køre ud sammen med kommunens akutteam og til at vedligeholde det udstyr, der i stigende grad anskaffes i hjemmesygeplejen”.

”Andre steder er der hospitaler, der opretter ”frontenheder” i akutmodtagelsen, der gør det samme som det mobile laboratorium med henblik på lynhurtigt at udrede og vende patienterne i døren”.

”Derfor anbefaler vi også at se nærmere på, at man i fase 2 ser lidt bredere på det og sammenligner fordele og ulemper ved de forskellige modeller. For det er et område i rivende udvikling, og der er flere mulige løsninger”, siger Martin Buch.

Læs også: Rullende laboratorium forebygger svingdørspatienter