Skip to main content

Mobilen er lægens nye »lille hjælper«

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

4. apr. 2012
6 min.



 

Ortopædkirurg Ulrik Kählers mobiltelefon vrimler med apps - både private og professionelle. Flere af de sidstnævnte har han selv været med til at udvikle, bl.a. de meget populære diagnosekoder.dk og instruksen.dk. Og - ikke at forglemme - Ugeskrift for Lægers app.

Han er selv storforbruger af ikke bare disse apps, men mange andre. På næste side ses eksempler på apps, som han anbefaler.

Hvilke bruger du mest?

»Promedicin og min egen diagnosekoder.dk - det er de to, jeg bruger mest. Og så Visible Body. Den er et mesterværk«.

Visible Body er den, hvor man kan se kroppen tredimensionalt - nu er du ortopædkirurg, så bruger du den f.eks. til forberedelse?

»Ja, helt klart. Jeg har altid haft brug for at læse de der ting igennem. Jeg sidder stadig - ti år efter - og læser disse ting. For sådan en som mig, som godt kan være lidt tilbøjelig til at tænke i billeder mere end i tekst, der er sådan noget rigtigt godt. Man kan også have den med i operationsstuen«.

Hvor meget tid sparer du ved at bruge en app i stedet for at bakse med en stor bog?

»Det bliver jeg tit spurgt om, men det er håbløst at kvantificere - så skal du stå med et stopur ved siden af og måle. Men der er ingen tvivl om, at vi sparer tid. De opslagsværker, vi har lavet, sparer os f.eks. for opslagstid på en langsom computer. Men når du tager sådan noget som Visible Body, hvor vi sidder og kan skrælle lag på lag ind til et lår f.eks., så vi kan huske vejen ind, når vi skal lave et indgreb - det er svært at kvantificere, for det er bare nemmere. Det er en mere elegant måde at gøre det på«.

Du nævnte Promedicin - den er ellers blevet meget kritiseret, fordi den er udgivet af lægemiddelindustrien.

»Den er lavet af lægemiddelindustrien, ja, men den er god, og den er den første. For mig lyder kritikken mere som politisk korrekthed. Det er jo indlæggelsessedler. Og den kan mere og mere. Du kan f.eks. skanne stregkoden på noget medicin, så får du indlægssedlen op, og hvad der ellers ligger. Det er jo helt genialt«.

Hvad med alle de nye retningslinjer og vejledninger, der kommer?

»Vi kommer til at lave instruksen.dk om. Jeg synes f.eks., det er vigtigt, at de store universitetshospitalers kliniske vejledninger - i hvert tilfælde inden for de store specialer - får mulighed for at videndele med hele landet. Og der vil vi nok forsøge at lave noget sammen med dem. Gerne på en måde, så de kollektivt kan forbedre vejledningerne - lidt a la Wikipedia«.

Hvad bliver det næste, du er involveret i?

»Som kirurger har vi tit 4-5 vinduer åbne på vores computer. Et epj-vindue, et medicinmodul, operationsbooking, medicin og røntgenbilleder, f.eks. Vi kan simpelt hen ikke have mere på skærmen. Nogle gange sidder vi og bruger mindst to skærme. Meget af den debat, der er lige i øjeblikket, handler om, at man skal samle dem. Og noget af det, der også bliver arbejdet på, er en mobil arbejdsplads, hvor du både har telefon og en iPad-lignende ting i din kittel og en samlet portalløsning på computeren, der gør, at du altid i en patientkontekst kun har én ramme at forholde dig til. Hvis du forestiller dig, at du skriver patientens cpr-nummer foroven, så får du ikke fire forskellige systemer, men én ramme, hvor du kan have operationsbookinger, medicin osv. på ét skærmbillede. Jeg har været med i en workshop, hvor vi har lavet skabeloner af det. Cpr-nummeret i toppen, og så kommer de forskellige faneblade ned over skærmen«.

Sådan en app vil indeholde personfølsomme oplysninger - hvad med sikkerheden?

»Du har fingeraftrykslæsere, billedidentifikation, kodeord osv. Din device ville fungere på det trådløse netværk, der er på et hospital. Du vil aldrig kunne fjerne den fra hospitalet og få den til at virke. Alle de trådløse netværk er krypterede. Sådan er det allerede med de ting, vi har. Trådløse bærbare, f.eks.«.

Vil man også kunne gå tilbage og spore elektronisk, hvem der måtte være inde og kigge?

»Ja, man vil kunne se historikken, ligesom man kan med de nuværende systemer. Det bliver ikke anderledes her«.

Hvor lang tid tager det at lave sådan noget?

»Backstopperne er finansieringen og tilladelsen - teknikken er der. Ni måneder, når det er på plads«.

Tror du, det bliver noget?

»Ja, det tror jeg. Jeg tror ikke, regionerne kan leve med, at it-systemerne får så megen kritik, som de får. Der er åbenlyse rationaliseringsgevinster ved det - fremtiden er mobil. Man kan ikke blive ved med at opretholde, at vi skal rende rundt med sådan nogle tunge, gammeldags maskiner. Det tror jeg ikke på«.

Læge-apps

Ulrik Kähler har for Ugeskrift for Læger udvalgt en række gode læge-apps – enkelte af dem er også omtalt i blogindlæggene eller teksten. Vi har markeret de gratis – med hensyn til de øvrige må læserne holde sig ajour med skiftende priser, tilbud m.m.


Apps, som Ulrik Kähler selv har været med til at udvikle:

Instruksen.dk Mobil vidensdeling. Slip for hospitalets intranet. App’en downloader og opdaterer hver 14. dag instrukser fra udvalgte afdelinger og specialer. Favoritinstrukser kan gemmes. Gratis.

Diagnosekoder.dk og operationskoder.dk Find diagnose og operationskoder fra den danske ICD-10 og SKS klassifikation. Opdateres årligt med nye koder fra Sundhedsstyrelsen.

Dansk Cardiologisk Selskabs Nationale Behandlingsvejledning Bygger på kardiologernes nyeste behandlingsvejledninger. Den opdaterer dig på konsensus blandt danske kardiologer om guidelines. Det er det første faglige selskab på dansk, som i en enkel og praktisk form tilbyder nationale behandlingsvejledninger som app. Opdateres årligt. Gratis.

Ugeskrift for Læger Videnskab, nyheder og debat fra den sundhedsfaglige verden. Hver uge. Direkte på din app. Gratis.

Danish Medical Journal Engelsksproget journal med videnskab, reviews fra hele verden samt disputatser og ph.d.-arbejder fra danske universiteter. Gratis.  


Øvrige danske apps:

Skadebogen Et praktisk opslagsværk af de almindeligste ortopædkirurgiske skader med angivelse af tidshorisont og evt. komplikationer.

Diagnosekoder ICD-10 Hjælper med at kode diagnoser korrekt. Søg både alfabetisk og systematisk. Organiserer koder i mapper efter speciale eller diagnosetype.

Medicinsk kompendium 17. udgave af Medicinsk kompendium – en samlet fremstilling af den interne medicin. Opslagsbog for internmedicinere og læger i almen praksis samt lærebog for studerende på sundhedsvidenskab.

Pro.medicin.dk Al information om alle lægemidler markedsført i Danmark. Samt tilskudsinformation og udleveringsregler. Indbygget skanner læser stregkoder på medicinpakker. Indholdet opdateres hver 14. dag. Gratis.



Engelsksprogede apps:

The heart.org Målrettet til kardiologer, men også andre med faglig interesse i hjertet. Bringer den nyeste viden inden for kardiologi og kar diovaskulær forskning med daglige opdateringer fra de amerikanske og europæiske lægemiddelmyndigheder, nye kliniske forsøgsresultater og konferencer. Gratis.

Visible Body Er et interaktivt 3D-anatomisk mesterværk, som har relevans for samtlige faggrupper, men nok ikke mindst studerende og kirurger. Mere end 2.500 anatomiske enheder udgør både en mandlig og kvindelig model.

Medical Lab Tests En nyttig app i det daglige kliniske arbejde. Viser normalværdier for blodprøver m.m. og er noget så unikt som en dansk udviklet app, der har opnået udbredelse i engelsktalende lande. Eponyms En kort gennemgang af 1.700 almindelige og meget sjældne eponymer. Fuld tekst-søgning eller i kategorier. Mulighed for liste med de eponymer, du plejer at slå op.

MedCalc Her har du alle medicinske formler (mere end 200) samlet ét sted – eksempelvis Apgar, Body Mass Index, Cardiac Output, ekg og graviditetshjulet.

WebMD Beslutningsstøtte til diagnosticering og sundhedsfremme. Giver førstehjælpinformation. Vælg kropsdel og søg på symptomer. Især til patienter med også nyttig for læger. Gratis.

Netter’s musculoskeletal flash cards Indlær og udvid din viden om skelet, muskler, ligamenter m.m. ved hjælp af illustrationer ud fra og i stil med den medicinske illustrator Frank H. Netter. De er suppleret med eksempelvis kliniske og radiografiske billeder. 210 billeder inddelt i syv kapitler.

AO Surgery Reference Beskriver hele den kirurgiske proces fra diagnosticering til efterbehandling af alle frakturer for et givent anatomisk område. Hundredvis af kirurgiske procedurer og tilgange. Meget nyttigt beslutningsstøtteværktøj. Gratis.