Skip to main content

MSF kræver bombning undersøgt

Mens fly i flere omgange angreb MSF - Læger Uden Grænsers hospital i Kunduz, gjorde MSF Washington opmærksom på, at det var et hospital, man angreb. Alligevel fortsatte bombningen.

Hospitalet i Kunduz efter bombeangrebet natten til lørdag. Foto: MSF/Læger Uden Grænser
Hospitalet i Kunduz efter bombeangrebet natten til lørdag. Foto: MSF/Læger Uden Grænser

Klaus Larsen kll@dadl.dk

5. okt. 2015
5 min.

Læger Uden Grænser (Médécins Sans Frontières, MSF) har trukket sig helt ud af den nordafghanske by Kunduz, efter at et formodet amerikansk luftangreb natten til i lørdags ødelagde organisationens hospital i provinshovedstaden.

Hospitalet fungerede som traumecenter. MSF har nu evakueret overlevende medarbejdere og patienter

Ingen danske udsendte

Ved angrebet blev adskillige medarbejdere og patienter dræbt. Ifølge MSF kostede angrebet 12 medarbejdere og 7 patienter livet. Der var ingen danske udsendte på hospitalet, oplyser konstitueret direktør for Læger Uden Grænser i Danmark, Torill Pallesen.

”Det var forfærdeligt”, fortæller sygeplejerske Lajos Zoltan Jecs, der sov i hospitalets beskyttelsesrum til Læger Uden Grænser.

Faktaboks

”Patienter brændte i sengene”

”Omkring kl. 2 om natten vågnede jeg af lyden fra eksplosioner i nærheden. Først forstod jeg ikke, hvad der skete. Den sidste uges tid har vi hørt bombardementer og eksplosioner, men altid på afstand. Det her var anderledes – tæt på og højt”, fortæller han

Luftangrebet kom, efter at oprørsbevægelsen Taleban i sidste uge erobrede den strategisk vigtige by i det nordlige Afghanistan.

Torill Pallesen, kalder angrebet ”forfærdeligt og en alvorlig overtrædelse af international humanitær lov”.

”Vi har forlangt en uafhængig undersøgelse, og før den er gennemført, ved vi ikke, hvad der kommer til at ske. Og det er jo helt forfærdeligt for de mennesker, som behøver hjælp”, siger Torill Pallesen.

Forsøgte at stoppe angreb

Ifølge MSF var der tale om en række angreb, der fandt sted med 15 minutters mellemrum i tidsrummet 02.08 til 3.15 lokal tid. Hovedbygningen, intensivafdelingen, skadestuen og klinikken for fysioterapi blev ramt gentagne gange, mens omkringliggende bygninger næsten ikke blev berørt af angrebene.

”Vi insisterer nu på en uafhængig, international undersøgelse af, hvordan dette kunne ske. Der er tale om et groft brud på international humanitær lov”, siger Torill Pallesen.

”Vi har givet information hele vejen. I forvejen havde koalitionsstyrkerne fået hospitalets koordinater, og i den time, de gentagne gange bombede hospitalet, blev der givet besked til myndighederne i både Kabul og Washington om, at de bombede et hospital. Og alligevel fortsatte det”.

MSF har evakueret alt personale, og kritisk syge patienter er overført til andre hospitaler. Hermed står Kunduz-provinsen uden traumecenter på et tidspunkt, hvor kampene i den normalt relativt fredelige region er blusset op under Talebans seneste offensiv.

Indtil kampene brød ud, var Kunduz-provinsen relativt fredelig, og de skader, som traumeteret behandlede, skyldtes fortrinsvis trafikuheld, forbrændinger og andre ”civile” skader.

”Men i den seneste tid har vi set en ændring, så der overvejende er tale om krigsskader. Derfor er det så forfærdeligt, at der ikke længere er et traumecenter i Kunduz”.

Siden kamphandlingerne brød ud for en uge siden, havde hospitalet behandlet knap 400 sårede. Ved angrebet befandt sig 105 patienter og 80 ansatte på hospitalet.

Læs: Interview med ortopædkirurg Lasse Bayer, som tidligere i år vendte hjem efter et ophold på MSF-traumecenteret i Kunduz (LINK)