Når læger rammes af sygdom

Læger bliver også syge. Det burde være indlysende. Men erfaringen viser, at det for mange læger er svært at erkende, at de faktisk er syge, og at give sig selv lov til at være det.

I sin bog »Lægen som patient« beskriver læge Bodil Nielsen hjerteskærende eksempler på læger, som går alt for længe med symptomer uden at tage alvorligt fat på dem, eller som indleder en behandling, som slet ikke svarer til, hvor alvorlig sygdommen er. Mange ignorerer, at de har brug for andres hjælp, og forsøger at intellektualisere sig ud af hele situationen. I det hele taget byder de sig selv vilkår, som de aldrig ville acceptere for deres patienter.

Man kunne måske tro, at det ville lette kommunikationen, når både behandler og patient er læger. De har trods alt samme uddannelse og bruger de samme termer. Men virkeligheden er langtfra altid sådan.

Der kan opstå en lidt akavet stemning, når den ældre læge skal undersøges af en ung kollega, som han måske endda har undervist tidligere. Eller når den behandlende læge sidder over for en lægepatient, som giver udtryk for, at han allerede selv har stillet diagnosen.

Den professionelle distance, der gør intime undersøgelser nemmere for begge parter, kan også bliver udfordret, hvis patienten er læge. Disse situationer indebærer en risiko for, at læger med symptomer på sygdom ikke får samme grundige undersøgelser og information som andre.

Det er svært for alle at rammes af alvorlig sygdom. Patientrollen er en stor udfordring for mange mennesker, fordi de bliver mere afhængige af andre, end de bryder sig om. For læger er der det særlige, at deres sygdom også gennemleves i det system, som de er eller tidligere var en aktiv del af.

Det er på den baggrund, at Foreningen af Pensionerede Læger og Lægeforeningen har udgivet pjecen »Når læger bliver syge«. Den henvender sig til læger i alle aldre og giver råd til både de læger, der rammes af sygdom, og de læger, som behandler andre læger.

Et gennemgående træk i rådgivningen er at være åben om sin sygdom og bruge den hjælp, som andre læger stiller til rådighed. Selv om man selv er læge, er det en god ide at have en praktiserende læge, som kan vurdere sygdommen og sørge for den nødvendige koordination under et sygdomsforløb.

Omvendt bør man som behandlende læge huske, at den syge kollega, som sidder over for en, også er alt muligt andet end læge. Det kan f.eks. være et menneske, som er smerteplaget, tæt på at brænde ud, eller som frygter at have en livstruende sygdom. Det beskytter lægetitlen ikke mod.

Bodil Nielsens bog er fra 2001. Den satte gang i en nyttig debat, men der er stadig brug for, at vi som stand taler åbent om de særlige problematikker, der knytter sig til lægers sygdom. Derfor håber jeg, at mange vil bruge det nye materiale, som Foreningen af Pensionerede Læger har taget initiativ til.