En undersøgelse fra Indvandrermedicinsk Klinik på OUH viser, at sprogbarrierer fører til fejl og mangler med enten diagnose eller behandling for 65 pct. af de henviste patienter.
Langt de fleste etniske minoritetspatienter rammes af fejlbehæftede diagnoser og behandlinger i mødet med sundhedsvæsenet som bunder i sproglige misforståelser. Det viser en ny undersøgelse fra Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital (OUH), som bliver præsenteret ved Dansk Selskab for Patientsikkerheds møde i dag.
Undersøgelsen ser på 147 patienter, som blev henvist til klinikken i 2015-2016, og konstaterer, at 95 af dem oplevede et problem i diagnose eller behandling, som kunne tilskrives en sprogbarriere. Det svarer til ca. to tredjedele. I gennemsnit var der to hændelser pr. patient, men hver fjerde havde været udsat flere, og hver tredje hændelse var ”alvorlig” eller ”betydelig”, fremgår det.
Den hyppigste hændelse skyldes, at patienten havde overset posttraumatisk stresssyndrom (PTSD). Desuden var der en relativt stor andel, som skyldes arbejdsskader. Lægers manglende kendskab til flygtninges og indvandreres sygdomme og baggrund var en anden årsag, ligesom en del handlede om manglende koordination og samarbejde enten mellem hospitalsafdelinger eller mellem sektorer. Og ikke mindst var der en del, som skyldtes manglende viden på området i kommunerne.
Rapporten noterer flere steder, at der stadig ”som hovedregel” ikke anvendes tolk til vigtige samtaler i sundhedsvæsenet og heller ikke i den kommunale sektor.
Hvad angår lægerne, får de reelt en opsang i rapporten. F.eks. fremhæver den, at læger har tendens til at tro, at deres patienter er bedre til at læse, end de egentlig er. Lægens informationer kan dermed nemt blive til det rene volapyk for modtagerne. En problemstilling, der også kan være gældende for etnisk danske patienter.
Rapporten peger også på, at læger ofte ignorerer, hvordan deres egen kultur påvirker dem.
”Selvom læger ikke mener de foretager social og sproglig kategorisering i den kliniske patientsituation, så sker det alligevel som en del af en ubevidst sofistikeret individualiseringsstrategi”, som rapporten beskriver det.
Lægerne forskelsbehandler med andre ord deres patienter alene ved den måde, de kommunikerer med dem på.
Rapporten kommer med en række anbefalinger til, hvordan problemerne kan afhjælpes.
Der er seks i alt:
Fejl og hændelser, der skyldes sprogbarrire, bør registeres ligesom alle mulige andre UTH (utilsigtede hændelser).
Der bør etableres efteruddannelse i kliniske og tværkulturelle kompetencer på området for læger og andet sundhedspersonale.
Uddannelsesinstitutioner for sundhedspersonale – også læger – bør tilbyde flere kurser om etniske minoriteters sundhed.
Sygehusene bør udarbejde retningslinjer, der beskriver krav til læge-patient samtaler og information til patienter, hvor der findes sprogbarrierer.
Sygehusejerne – dvs. regionerne – bør etablere tolkekorps.
Kommunerne bør genindføre systematisk helbredsvurdering af flygtninge.
Rapportens forfatter, leder af Indvandrermedicinsk Klinik på OUH Morten Sodemann, er ikke meget for at prioritere mellem anbefalingerne. For de hænger sammen.
”Det kræver viden og faglig motivation at forstå, hvornår der er tale om utilsigtede hændelser som følge af sprogbarrierer”, siger han.
Men skal det endelig være, peger han på den første anbefaling.
”Dokumentation af de mange urapporterede utilsigtede hændelser vil nok være den vigtigste politiske anbefaling”, siger han.
Indrapportering ville også kunne hjælpe en mere langsigtet løsning på vej.
”Jeg mener, at bedre uddannelse af kommende læger, sygeplejersker og socialrådgivere har vist sig at være den bedste investering. Men så længe dokumentationen halter, må der mere dokumentation til”.
