Skip to main content

Næppe flere fedmeoperationer

Selv om eksperter anbefaler, at flere stærkt overvægtige danskere skal kunne fedmeopereres, følger myndighederne formentlig ikke trop.

1. aug. 2016
1 min.

Svært overvægtige danskere, der håber på at få en fedmeoperation, kan blive skuffede, skriver jyllands-posten.dk.

Før sommerferien foreslog en arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen, at folk med en BMI på 40 eller derover fremover skal kunne komme under kniven – i dag er BMI-grænsen på 50. Derudover skal det være muligt at blive opereret fra man er fyldt 18 år – i dag er grænsen 25 år.

Men ifølge økonomiaftalen for 2017 mellem regeringen og Danske Regioner, er det "intentionen, at de nye retningslinjer ikke bør medføre stigninger i udgifterne i regionerne".

Som sundhedsminister Sophie Løhde (V) skriver i en mail til avisen:

"Så vidt jeg er oplyst, vil der ikke blive tale om, at de kliniske retningslinjer åbner for at operere væsentligt flere, og derudover har vi jo aftalt med Danske Regioner, at der efterfølgende skal udarbejdes en visitationsretningslinje, som yderligere skal sikre, at det er de rette personer, der bliver tilbudt en fedmeoperation".