Skip to main content

Nick Hækkerup tager sundhedspolitikken tilbage til de socialdemokratiske rødder

Han lytter, spørger, smiler, men skærer igennem. Og så er den nye sundhedsminister ærkesocialdemokrat. Hvem havde også troet andet med det efternavn?

foto: FT
foto: FT

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

12. feb. 2014
7 min.

Han gentog fejlen igen og igen i de første timer og dage efter, at 45-årige Nick Hækkerup mandag den 3. februar blev udråbt til landets nye sundhedsminister oven på SF’s politiske nedsmeltning.

"Jeg glæder mig meget til at gøre vores sundhedsvæsen endnu bedre. Og fastholde den frie og lige adgang til sundhedsvæsenet", sagde han eksempelvis til Ekstra Bladet og gentog budskabet om den ”frie og lige adgang” på adskillige medieplatforme.

Problemet er blot, at Danmark ikke har fri adgang – tænk på tandlæger, fysioterapi, gebyrer på attester og egenbetalte vacciner mv. – og ikke har haft det på papiret, siden 15 love på sundhedsområdet i 2005 blev samlet i sundhedsloven.

Dengang strøg daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) formuleringen, da den ikke stemte overens med virkeligheden, og erstattede det med, at vi har "let og lige adgang til sundhedsvæsenet", som der står i § 2.1.

Men pointen er væsentlig, siger flere kilder omkring Nick Hækkerup, der alle forventer, at vi nu får en minister, der går mere op i klassisk sundhedspolitiske områder, som driften af hospitalerne, egenbetaling og lige adgang til sundhed end den tidligere sundhedsministers interesse for mindre centrale sundhedsområder som eksempelvis stofindtagelsesrum og transkønnedes rettigheder.

I Sundhedsministeriet er de også klar over, at de har fået en ny type som minister:

"Han er en mere klassisk minister, en beslutningstager, der godt nok lytter til fagfolk, men som selv træffer sin politiske beslutning. Vi vil ikke se ham gå ind i så mange sager som Astrid. Han vil sigte efter de større linjer", siger en kilde i ministeriet.

De har allerede fornemmet, at Nick Hækkerup har et "klassisk blik på sundhedsvæsenet, der handler om, at sygehusenes kvalitet skal være i top, og mere fokus på de store folkesygdomme end de etiske områder af sundheden".

Kan den socialdemokratiske urhistorie

Førsteviceborgmester i Hillerød, Kirsten Jensen, der overtog borgmesterposten efter Nick Hækkerup i 2007, da han blev valgt til Folketinget, er helt sikker på, at der nu kommer et meget skarpere fokus på rettigheder og pligter – også når det handler om sundhed:

"Han er en meget analytisk mand, der har hjertet med. Han brænder for, at folk skal have en chance i livet – uanset, hvor de er født. Han kan fortælle den socialdemokratiske urhistorie om, at ikke alt kan gøres op i penge, at fællesskabet skal være stærkt, så vi kan hjælpe hinanden. Derfor vil han befinde sig særdeles godt i diskussioner om ulighed i sundhed, og at alle skal have adgang til de muligheder, som sundhedsvæsenet tilbyder", siger hun.

Faktaboks

Fakta

Tryk på social

Da Nick Hækkerup i 1994 blev valgt til byrådet i Hillerød, så daværende borgmester Jens S. Jensen (S) en 25-årig knøs, der havde et navn, der forpligter, men endnu ikke fremtoningen. De revnede jeans blev påtalt, men borgmesteren behøvede ikke at dyrke det politiske talent, der allerede skinnede:

"Jeg så en velbegavet ung mand med en holdning til det, som vi siger alt for lidt: vi er socialdemokrater med tryk på social", som Jens S. Jensen sagde til Berlingske i 2006, da Nick Hækkerup i en portrætartikel skulle forholde sig til sit stamtræ, for som han selv sagde: "Det er svært at være sin egen Hækkerup".

Og Nick Hækkerup har skullet finde sin egen stil og politikertype i en familie, hvor faren er tidligere folketingsmedlem Klaus Hækkerup, farfar er den legendariske tidligere minister Per Hækkerup, broren er nuværende folketingsmedlem Ole Hækkerup, og svigerinden er nuværende justitsminister Karen Hækkerup – bare for at nævne nogle fra den socialdemokratiske politikerklan.

Ikke en "embedsmandsminister"

Det danske sundhedsvæsen skal ifølge kilder vænne sig til, at det nu har fået en politiker i spidsen, ikke en embedsmandstype, som kritikken har lydt af flere ministre i både den nuværende og tidligere regering.

Nick Hækkerup ser en klar adskillelse mellem embedsværket og det politiske niveau, lyder det.

I Sundhedsministeriet har embedsmændene rystet noget usikkert og nervøst, når de har mødt den smilende og positive minister, der lige så vel spørger ind til DJØF’ernes fritidsliv og familieforhold som de sager, de kommer med under armen.

Men de har også oplevet en mindre flagrende ny minister, der ønsker medarbejderens tanker i spil.

Nick Hækkerup har fra start fortalt, hvordan han gerne vil have, at embedsværket skal agere. Strukturen fra hans tid i Forsvarsministeriet ser ud til at være kommet til Holbergsgade 6, for han er politikeren, der skal udpege kursen og ønsker at flytte ressortområdet.

Handlingens mand

Nick Hækkerup var ikke bleg for at lægge sig ud med førertropperne, da han i oktober 2011 blev forsvarsminister.

I Forsvarsministeriet husker embedsmændene ham også som "en handlingens mand, der var engageret og ville noget, men som hurtigt kom på kant med systemet. Han var måske nok lidt hurtigt ude over rampen flere gange", som det formuleres.

Nick Hækkerup fik en bunden opgave af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Der skulle spares tre milliarder kroner på forsvarets budget, og derfor besluttede Hækkerup blandt andet, at Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet skulle sammenlægges – en proces, som topofficerer var knap så begejstrede for. De markante politiske beslutninger blev modarbejdet, oplysninger lækket til pressen, og ministerens beslutninger miskrediteret.

Ingen store reformer

Ingen i Sundhedsministeriet eller blandt de politiske analytikere forventer, at Nick Hækkerup halvandet år før et folketingsvalg kommer med de store reformudspil.

Regeringen kan ikke tåle at lægge sig ud med store vælgergrupper på et centralt velfærdsområde. Men han er ikke sat i ministeriet for at sove, lyder vurderingen samtidig.

Regeringens psykiatriplan, der skulle have været afgående sundhedsminister Astrid Krags store paradeforestilling, var så godt som færdig. Nu forlyder det, at den lige skal have en overhaling; Nick Hækkerup har egne holdninger.

Spørgsmålet bliver så, om han vælger samme tempo og konsekvens, som han valgte som forsvarsminister.

Der fik han toneangivende medarbejdergrupper og topfolk imod sig. Efter sit exit som minister gik han i Berlingske med et usædvanligt interview, hvori han kaldte nogle af militærets øverste for "oberst Hachel-typer, der kører deres egne politiske dagsordner".

Hospitalsområdets mange aktører er ikke just kendt for at følge den retning, der politisk udpeges fra Slotsholmen. Sognerådspolitik fylder stadig i sundhedsvæsenet, så Nick Hækkerup får rigeligt at se til, hvis han vil kæmpe for den frie og lige adgang, højne behandlingskvaliteten og bekæmpe den sociale ulighed i sundhedsvæsenet.

På halvandet år.