»Nogle gange skal man ud over kanten for at kunne kravle den anden vej«

Foto: Claus Boesen

Alarmklokkerne havde blinket længe. Hukommelsen var væk. Og selv helt simple lægegerninger som at pode en hals var blevet uoverskuelige for den 32-årige turnuslæge Karoline. Alligevel var det først, da kroppen sagde definitivt stop, at hun selv og omgivelserne erkendte, hvor galt det stod til.

»Jeg var ved at give en patient en sprøjte, da det pludselig stod stille inden i mig. Patienten havde bukserne nede om anklerne, og det var et spørgsmål om sekunder, før jeg var færdig med behandlingen. Men jeg sad som lammet, og kunne ikke gennemføre det«, husker Karoline.

Hun måtte bede en sygeplejerske om at tage over, og hun pakkede sine ting sammen og tog hjem. Der var på det tidspunkt fire måneder tilbage af hendes turnus, men hun havde ikke mere at give af. Og dagen efter gav hendes praktiserende læge hende klar besked: Karoline var ramt af stress.

»Inderst inde vidste jeg det godt. Jeg havde længe haft en følelse af at være brændt sammen oppe i hovedet, men jeg havde tænkt, at det bare var et spørgsmål om at tage sig sammen. At jeg bare lige skulle have overstået de sidste måneder af min turnus«.

Det var dog langtfra et spørgsmål om at tage sig sammen. Det var et spørgsmål om at komme på fode igen. Og ifølge Karolines læge skulle hun regne med, at det var noget, der kom til at tage tid.

Frygtede at give slip

Lægen fik ret. De følgende uger magtede Karoline kun at tage sig af sine to små børn og sad ellers det meste af dagen og kigger ud ad vinduet.

»Jeg var simpelthen så hundedårlig. Jeg havde hjertebanken og rystede over hele kroppen. Græd over de mindste ting og kunne ikke finde ro. Jeg havde nogle forfærdelige vrangforestillinger om, at hvis jeg gav slip nu og gav mig til at sove, ville verden gå under«, fortæller hun.

Det er seks år siden nu, og Karoline sidder roligt og fattet og fortæller sin historie. Hun ligner ikke én, der har været nede og vende i gruset. Men oplevelsen sidder dybt i hende, og selvom hun har det godt og er kommet videre i sit liv, kræver det overvindelse at stå frem.

»Frygten for at blive stemplet som svag, sidder stadig dybt i mig, men hvis jeg med min historie kan være med til at skabe mere åbenhed om stress, er det det hele værd. Da det skete for mig, var stress tabu blandt læger. Ingen talte om det. Det er først nu, at der så småt er begyndt at blive åbnet op omkring det«, siger Karoline.

Følte ingen opbakning

Symptomerne på stress begyndte allerede kort tid efter, at hun begyndte i sin første turnusstilling.

»Arbejdsmiljøet på afdelingen føltes ikke trygt, og det blev kun værre, da jeg et halvt år efter skiftede til medicinsk afdeling. Jeg fik en fornemmelse af, at turnuslægerne blev betragtet som vagtslaver. Der var ikke noget støttende læringsmiljø, og opstod der krisesituationer, kunne jeg ikke altid regne med at få hjælp fra bagvagten«.

Konsekvensen var, at der skete fejl i behandlingen af patienterne. Noget alle på afdelingen nok var bekendt med, men som ingen talte om eller forsøgte at gøre noget ved.

»Det var fuldstændig ubærligt. Men det var værste var, at jeg følte, jeg svigtede mine turnuskolleger, fordi jeg måtte sige fra. På det tidspunkt havde jeg alle tegn på stress. Jeg var irritabel, græd let og kunne ikke sove, når jeg kom hjem. Og til sidst lod jeg være med at tage ekstra vagter og undlod at tage telefonen om natten af frygt for, at det var en ambulancekørsel«.

Som turnuslæge så Karoline ingen mulighed for at søge væk fra afdelingen og heller ingen mulighed for at ændre på forholdene. Nogle af de andre turnuskandidater på afdelingen prøvede at tale med afdelingsledelsen om de kritisable forhold, men fik ingen opbakning, og det var kun med det yderste af neglene, at Karoline formåede at kæmpe sig igennem de første 12 måneder af sin turnusuddannelse.

»Jeg havde følelsen af at være indespærret i en åleruse fuldstændig desperat for at komme ud. Og samtidig var jeg flov over ikke at kunne klare presset, når jeg kunne se, at de andre turnuslæger tilsyneladende klarede det«.

Stress var uundgåeligt

Et år efter blev hun sygemeldt med stress, og siden da har der været nok af selvbebrejdelser. Men set i bakspejlet mener Karoline ikke, at hun kunne have undgået det.

»Nogle gange er man nødt til at komme ud over kanten for at kunne begynde at kravle den anden vej. Men det glædelige ved, at der bliver åbnet op for det her, er, at man kan håbe på, at der fra politisk side bliver sat fokus på vigtigheden af, at der er nogle nødudgange i ålerusen«, siger hun og peger blandt andet på, at det burde være lettere at få lov til at gå ned i tid.

»Samfundsøkonomisk set virker det fuldstændig hul i hovedet, at man har et system, der er så rigidt, at det er umuligt at indtænke 30-timers-arbejdsuger i perioder af folks liv, hvor der i forvejen er spidsbelastning på«.

Deltid blev redning

For Karoline blev det hendes redning, at hun kunne komme tilbage i sin turnusstilling på nedsat tid, efter at hun havde været sygemeldt med stress i fire måneder.

I dag er Karoline fuld af optimisme for fremtiden. Hun trives med sit arbejdsliv og har efter en periode som deltidsansat i en samfundsmedicinsk introstilling netop taget hul på en ph.d.-fuldtidsstilling. Men hun lægger ikke skjul på, at vejen har været lang, og at der har været mange tilbageslag undervejs.

»Det har taget mig 5-6 år at komme op igen. Og lige så lang tid at nå til et punkt, hvor jeg ikke længere skammer mig og føler mig som andenrangslæge. Men jeg føler, at jeg er kommet styrket ud af det og har aldrig oplevet at møde skæve blikke eller nedladende kommentarer, efter jeg har vedkendt mig min situation«.

Det store regnskab

Karolines bedste råd til andre er at stoppe op og mærke efter, om de kan leve med den måde, deres arbejdsliv køre på, og sluge stoltheden og søge rådgivning eller professionel hjælp, hvis der er tegn på stress eller mistrivsel.

»Min erfaring er, at tingene løser sig. Man skal ikke være bange for at gå en anden vej, hvis det er det, der passer til ens temperament og livssituation. Men jeg ved også, at det er nemt for mig at sige, fordi jeg blev uddannet, før fireårsreglen blev indført. Hvis jeg havde været underlagt den, ville jeg have været færdig som læge. Det ville simpelthen have været dødsstødet for mig. For mig har de seneste år handlet om at overleve og få familien til at køre, og derfor har jeg også været lang tid om at finde mit speciale«.

Drømmen om at blive organkirurg har hun måttet opgive, men til gengæld har hun nu et job tæt på, hvor hun bor, uden hverken natte- eller weekendvagter - og et arbejde, som hun vigtigst af alt brænder for.

»I det store regnskab betyder det ingenting, at jeg ikke blev organkirurg. Når alt kommer til alt, er det, der betyder noget, at jeg har fundet min rette hylde, og at jeg har en hverdag med en god balance mellem familie og arbejdsliv«, siger Karoline.