Nordsjællands supersygehus: Et firkløver
Det nye supersgehus i Nordsjælland skal bl.a. oføres af arkitektfirmaet Herzon & de Meuron, der også stod bag OL-stadionet i Beijing, kendt som ”Fuglereden”
Det nye supersgehus i Nordsjælland skal bl.a. oføres af arkitektfirmaet Herzon & de Meuron, der også stod bag OL-stadionet i Beijing, kendt som ”Fuglereden”
Region Hovedstadens nye supersygehus i Nordsjælland kommer til at ligne en firkløver. Vinderen af projektkonkurrencen for Nyt Hospital Nordsjælland blev det schweizisk baserede arkitektfirma Herzon & de Meuron, der også stod bag OL-stadionet i Beijing, kendt som ”Fuglereden”, Tate Modern i London og Bayern Münchens hjemmestadion, Allianz Arena. Hospitalet skal tegnes i et samarbejde med det danske arkitektfirma Vilhelm Lauritzen.
Det nye hospital samler alle funktioner i én bygning, der får form som et firkløver. Hospitalet kommer til at ligge som en pavillon i et skovpræget område, lidt syd for Hillerød.
Og der er blevet lyttet til de nye trends, som foreskriver bløde former og menneskelige proportioner i samspil med det omkringliggende landskab. Den højeste del af hospitalet bliver kun fire etager højt.
Hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth kalder i Frederiksborg Amts Avis vinderprojektet ”et patienternes hospital – en smuk, helende og funktionel bygning”.
Hospitalet, som ventes at stå klart i 2020, vil være på cirka 124.000 kvadratmeter. Det får 662 ensengsstuer og vil rumme 24 lægelige specialer. Det bliver arbejdsplads for godt 4000 medarbejdere, når det står klart -efter planen i 2020.
Vinderprojektet vil blive udstillet i Porthuset på Nordsjællands Hospital - Hillerød ind til 30. april. Herefter skal udstillingen rundt i Nordsjælland, for til slut at ende på Dansk Arkitekturcenter i København i juni.