Norsk forbillede for fælles akutmodtagelser

FOTOS: UGESKRIFT FOR LÆGER
Stavanger

Skal man rigtig fornemme en fælles akutmodtagelse, som de store sygehuse i Danmark er på vej mod, er Stavanger stedet. Den lever på mange måder forbilledligt op til de retningslinier fra Sundhedsstyrelsen, som de danske fælles akutmodtagelser styrer efter.

Region Hovedstaden er på tur til Stavanger og har inviteret en række medier med, for at synliggøre, hvad regionens planer er på det præhospitale og akutte område. For der har Stavanger været inspiration, fordi det er den samme tankegang, der ligger til grund for processen, for organiseringen og for hele konceptet, forklarer regionens folk.

Et første indtryk af Stavanger Sygehus' fælles akutmodtagelse er, at den er stor. Det bliver de også på de fire områdehospitaler i hovedstadsområdet, oplyser overlæge Freddy Lippert, der er chef for Enheden for akut medicin og sundhedsberedskab i Region Hovedstaden.

»De nye akutafdelinger på de store hospitaler bliver nogle af sygehusets største,« siger han.

Størrelsen på hovedstadens nye fælles akutmodtagelse bliver både »large« og extra large. Der kommer fire i regionen. Hillerød bliver som Stavangers på en 60-70 senge, Herlev, Bispebjerg og Hvidovre på 70-100 senge.

60 senge

På Stavanger Sygehus opfattes akutmodtagelsen som »det lille sygehus i det store sygehus.«

Når hele den nye akutbygning i Stavanger står færdig, vil der være alt i alt 60 senge i akutmodtagelsen, heraf 12 i behandlerrummene og 48 på observationsafdelingen.

»Sygehuse er traditionelt indrettet efter de elektive patienter. Det på trods af, at cirka 70 procent af alle indlæggelser er akutte. Akutmodtagelser eller skadestuer har i princippet hidtil været ingenmandsland eller allemandsland,« siger Eldar Søreide, der er sektionslæge på akutmodtagelsen.

Bortset fra de patienter, der kommer med ambulancen, er langt de fleste patienter, der kommer ind, visiterede, mestendels af deres egne læge eller lægevagten. I modsætning til i Danmark kan man ringe til lægevagten også i dagtimerne. »Det er ikke noget problem for nordmændene at skulle visiteres, det er godt indarbejdet,« fortæller oversygeplejerske Marit Qvam.

Alle på nær gravide kvinder samt børn under 14 år kommer ind her.

Plads

Her er triage med venterum med stole og venterum med senge. Her bliver patienterne vurderet og får en farve, alt efter hvor meget det haster. Opdelingen hedder akut, så skal de til med det samme. Eller lægebehandling senest efter hhv 10 minutter, en halv time eller to timer. Set med danske øjne er den umiddelbare oplevelse - udover at der lyst og nyt - at der er plads, masser af ingenting rundt om sengene, gangene er brede, der er plads til personalet. Og der er plads til udstyret.

»Udstyret er helt i top,« siger Freddy Lippert. Han peger op på en stor skærm for enden af en af traumesengene, hvor man kan følge målinger af patientens tilstand. »Se skærmen der, den er så stor at alle kan følge med. Vi er vant til, at den er meget mindre, så det kun er en enkelt, der kan følge med på den, sådan så de øvrige er afhængige af, at det bliver kommunikeret videre. Det er en stor fordel for kommunikationen og samarbejdet at alle kan se den,« siger han.

Faste team

Al information her er elektronisk, får vi at vide. Men på et bord ved hver seng ligger papirjournaler klar til at blive udfyldt. »Der kører vi dobbelt. Vi har både papirjournal og elektronisk journal,« forklarer afdelingens koordinerende overlæge Ole-Kristen Zweidorff.

På knager i behandlingsrummet for svært syge eller skadede - traume og hjertepatienter - hænger veste i stærke farver med tekst på. Kirurg står der for eksempel på de røde. Det er vigtigt, for når der kommer en traume- eller hjertestoppatient tilkalder koordinatoren faste teams af læger og sygeplejersker, når ambulancen er på vej. De står klar, når patienten ankommer og så er der pludselig mange mennesker. Og så skal alle kunne se, hvem der er hvem.

Ingen patienter skal i princippet på rundtur på hospitalet for at blive undersøgt og behandlet. Det er en målsætning for MOBA, som akutmodtagelsen hedder (Akuttmottak med observasjons- og behandlingsavdeling). Speciallægerne kommer til patienten og alt tekniske udstyr er til rådighed, i hvert fald for de store patientgrupper. En CT-skanner kommer snart.

Observationsafdeling

24 senge, snart det dobbelte antal befinder sig på observationsafdelingen. De er opdelt i enheder à otte senge, en firemandsstue og fire enmandsstuer. Målsætningen for afdelingen er at give patienterne en helhedsbehandling på tværs af specialer og at behandle patienterne hurtigt og effektivt, så de kan udskrives efter højst 2-3 døgn.

Afdelingens fokus er ikke mindst den brede patientgruppe, især dem med flere sygdomme på en gang, som regel ældre. I stedet for at sende patienterne ind på »det store sygehus« bliver de her.

»Det er patienter som har en tilstand, som vi kan afklare relativt hurtigt,« forklarer Ole-Kristen Zweidorff. Han oplyser, at patienter med eksempelvis akut blindtarmsbetændelse eller mavesår også bliver behandlet på observationsafdelingen. Hvis tilstanden udkrystalliserer sig til mere, bliver patienten sendt videre til sygehuset, det sker i omkring 20 procent af tilfældene. Den gennemsnitlige liggetid på observationsafdelingen er 1, 4 dage.

»Men mest fokus har afdelingen på ældre med flere sygdomme. Og i og med at lægerne kommer til patienterne og ikke omvendt, er vi med til at afkorte liggetiden betydeligt. Patienterne bliver hurtigere udredt og behandlet på denne måde. Det gælder ikke mindst de mange uafklarede ældre patienter, som skal tilses af kardiolog, neurolog, geriater, ortopæd, måske psykiater - skulle patienten have været sendt til alle disse, så var tiden gået,« siger Ole-Kristen Zweidorff.

Lægerne kommer således til patienterne. Rutinen omkring det er ikke 100 procent på plads endnu, men en geriater kommer dagligt på afdelingen. Og elektronikken tages også i brug, fortæller han. »Vi har taget et elektronisk værktøj i brug, hvor speciallægen kan se hvilke patienter, der er henvist til ham. Der kommer også dagligt en neurolog, uden at være tilkaldt, for at konstatere om, der er patienter, hvor noget er blevet overset.«

Også på de fælles akutmodtagelser i Region Hovedstaden vil man beholde patienter på et observationsafsnit, men dog ikke så længe. »Patienten skal kunne ligge her til tilstanden er stabiliseret. Dog sjældent mere end 24 timer. Det skal være smidigt og liggetiden kan for eksempel være afhængig af, hvilket tidspunkt på døgnet, patienten bliver indlagt. Viser det sig, at patienten har behov for yderligere et enkelt døgns indlæggelse, kan det godt være på observationsafsnittet. Det skal være fleksibelt, men vi kan ikke sætte en meget højere maksimumgrænse, for så bliver observationsafsnittene for store,« siger koncerndirektør Svend Hartling.

Ingen specialer

Sengeafdelingerne på region Hovedstadens akutmodtagelser vil være delvis øremærkede, men det skal være helt fleksibelt og skal tilpasses behovet. Der vil være en mindre stab af faste speciallæger med de kompetencer, der kræves for at kunne sikre logistik og uddannelsesforhold for yngre læger. Alle andre læger skal komme fra sygehusets specialafdelinger og tilknyttes akutmodtagelsen efter vagtrul.

Sengene på observationsafdelingen i Stavanger er ikke øremærkede; ingen ejer dem. Det har været og er en svær en at sluge for de speciallæger, der skal forlade deres egen afdeling for at tilse patienter på akutafdelingen. »Det er nok det største problem. De er vant til at have deres egne senge med deres egne patienter i og med deres egen stab omkring dem.« siger Eldar Søreide og fortsætter: »Nu har vi fået en ny bygning. Og vi skal ikke putte de gamle tanker i den, men tænke nyt. Vi skal gå fra specialetankegang til team-tankegang.«

Ole-Kristen Zweidorff tilføjer:

»Der er modstand, fordi lægernes erfaringer er nogle andre og dette er nyt. Modstanden er tilsyneladende fagligt begrundet. Det er tryggere at færdes i eget system med egne sygeplejersker og så videre. Det er til en vis grad rigtigt. Men den bliver trukket lidt for langt. Og vi ved jo alle godt, at det er muligt at behandle patienter, der ikke ligger i ,vores` senge, det ved vi for eksempel fra praksissektoren, hvor de fleste af lægerne også har erfaringer fra.«

Han fortsætter:

»Det handler om samhandling. Det er kodeordet. Det betyder, at vi skal agere sammen om patienten. Og vi skal ikke længere sige ,min patient,` men ,vores patient`.«

Ole-Kristen Zweidorff fortæller om en neurolog, der indledningsvist var meget skeptisk over for tanken. Han fik sin jævnlige gang på afdelingen for at tilse patienter og nu »har han set lyset« og er endt med at være meget begejstret for systemet.

»Jeg tror, at dette ikke bare at dette er en organisering, der fører til mere effektivitet. Det er også det fagligt rigtige,« siger han.

»Faktisk er MOBA ikke en tilbygning. Det er en ændring af hele sygehuset,« konkluderer Eldar Søreide.